Glimrende bog om den helt nye kirkekunst

Lisbeth Smedegaard Andersen skriver med teologisk vægt og sans for overblikkets betydning i glimrende ny bog om den nyeste kirkekunst

Smedegaard Andersen ved, at når det handler om kunst, kan man ikke bombastisk skelne mellem form og indhold. Her Bjørn Nørgaards alterrelief "Moses med tavlerne og Bjergprædiken" fra 2007 i Christianskirken i Fredericia.
Smedegaard Andersen ved, at når det handler om kunst, kan man ikke bombastisk skelne mellem form og indhold. Her Bjørn Nørgaards alterrelief "Moses med tavlerne og Bjergprædiken" fra 2007 i Christianskirken i Fredericia. Foto: Foto fra bogen.

I 1999 udgav præst, teolog og kunsthistoriker Lisbeth Smedegaard Andersen en vigtig bog om dansk kirkekunst fra 1945 til 1999: Mytens forladte huse. Dansk kirkekunst efter 1945.

Den kirkelige kunst blev her set og fortolket i lyset af vigtige udviklingstendenser i tiden og navnlig i den danske folkekirkelige sammenhæng.

Nu 14 år senere følger forfatteren så op på succesen med en skildring af samme emne i den følgende periode og endda helt frem til sommeren 2013.

LÆS OGSÅ: Britisk organisation vil indsamle millioner til renovering af kirkekunst

Forsiden af Mytens forladte huse prydes af billedhuggeren Erik Heides alterudsmykning fra 1996 i No Kirke ved Ringkøbing, og til den nye bog er valgt et værk af samme kunstner, nemlig hans altertavle fra 2007 i Selde Kirke i Salling Sogn, der med sin fortolkning af Jesu ord i Johannesevangeliet kap. 14 har inspireret til bogens titel, Huset med de mange boliger.

Dermed anslås allerede fra starten et anliggende, der tydeligvis er meget vigtigt for Smedegaard Andersen: Vi lever i en pluralistisk tid, der blandt andet synes karakteriseret ved en vigende interesse for institutionaliseret kirkelig kristendom med dertil hørende tradition og dogmatik. Vi vil selv skabe vore trosforestillinger, og kunsten skal have total frihed til emnevalg og fortolkning. Kunstens autonomi betragtes som en selvfølge. Sådan er det i vid udstrækning, og dette er ifølge forfatteren bestemt ikke uden problemer, når kunsten folder sig ud i kirkelige sammenhænge.

Nu må man ikke tro, at Lisbeth Smedegaard Andersen vil stække kunsten eller bestemme, hvad den skal handle om, eller hvilket formsprog den skal gøre brug af. Men det er en af forfatterens mange forcer, at hun ikke pr. automatik begejstres over alt, hvad anerkendte kunstnere udfører til kirkerne.

Hun kombinerer derimod sin åbenhed og nysgerrighed med en kritisk sans, der ikke alene spørger til æstetisk kvalitet, men også til sammenhæng og mening. Jesu ord om de mange boliger i Faderens hus kan ifølge Smedegaard Andersen let føre til en letkøbt tolerance og til den opfattelse, at enhver er salig i sin tro.

En medvirkende årsag til, at Heides kirkekunst tildeles en så fremskudt plads i bogen, er netop, at den aldrig falder i denne grøft, idet den altid i et uomtvisteligt stærkt formsprog sætter Kristus i centrum.

Smedegaard Andersen nøjes ikke med at give eksempler på, hvad der efter hendes mening er god og holdbar kirkekunst.

Hun problematiserer også flere udsmykninger som for eksempel John Kørners i øvrigt meget smukke maleri fra 2012 forestillende et cedertræ på altervæggen i Østerhåb Kirke i Horsens.

Træet er et meget brugt symbol, skriver hun, men på et eller andet tidspunkt kan et symbol blive så overlæsset med betydninger, at det ender med at blive intetsigende. Det er lidt den fornemmelse, man har i Østerhåb Kirke. Og hun tilføjer: Kirkekunst er ikke hvad som helst, og et kunstværk bliver ikke automatisk kirkekunst, fordi det bliver hængt op i en kirke.

Smedegaard Andersen betragter John Kørner som en af vore mest spændende yngre kunstnere, men det kvalificerer altså ikke nødvendigvis hans kunst som kirkekunst. Der kan anføres relevante argumenter imod synspunktet; men det rokker ikke ved, at det fremføres med vægt og omtanke, og at det fremkalder en både nødvendig og interessant diskussion.

På de fleste af bogens sider er det tydeligt, at forfatteren er teolog, og at kirkunsten ses og vurderes i lyset af såvel personlig tro som fagligt funderet teologi. I et sådant udgangspunkt kan der ligge en fare for, at kunstens æstetiske og formelle sider negligeres til fordel for rent ikonografiske betragtninger. Lisbeth Smedegaard Andersen har imidlertid en så fin fornemmelse for kunstnerisk kvalitet og en så stor forståelse for billedets særlige potentialer, at dette ikke sker. Hun ved, at når det handler om kunst, kan man ikke bombastisk skelne mellem form og indhold, for formen er i høj grad indholdet. For eksempel i fortolkningen af Bjørn Nørgaards alterrelief fra 2007 i Christianskirken i Fredericia kommer dette tydeligt til udtryk.

I øvrigt er Lisbeth Smedegaards Andersens nye bog ikke bare en serie holdnings- og meningstilkendegivelser. En meget væsentlig kvalitet ved bogen er, at den giver et godt overblik over, hvad der er sket inden for kirkekunstens store, interessante område igennem de seneste 13 år, og det handler heldigvis ikke kun om de store gamle navne, men også om en mængde yngre og talentfulde kunstnere, der med deres billeder er med til at gøre det troværdigt, at de mange kirkebygninger rundt om i landet ikke bare er interessante kulturhistoriske monumenter, men levende huse med mange boliger.

Hans Jørgen Frederiksen er lektor på Institut for Æstetik og Kommunikation Kunsthistorie ved Aarhus Universitet og forfatter til en række bøger og artikler om kunsthistorie.