Prøv avisen

Glimrende bog om ugens 200-års-jubilar

Bogomslag: Børn, skab nyt - Jakob Levinsen.

Jakob Levinsen demonstrerer suverænt overblik i sin indføring i Wagners verden

Man skal ikke lytte for meget til Wagner. Det ender bare med, at man får lyst til at invadere Polen.

Dette Woody Allen-citat fra 1976 brugte Jakob Levinsen som et af flere indgangscitater i sin operaguide fra 2001, Den store sang. Han må have hørt rigtig meget Wagner siden dengang, for her 12 år senere har han i anledning af 200-året for Richard Wagners fødsel skrevet en guide med den ikke særlig mundrette titel Børn, skab nyt! et Wagner-citat, der vist stammer fra de første festspil i Bayreuth i 1876.

På noget over 200 sider gennemgår han Wagners 13 operaer med prisværdigt korte og præcise handlingsreferater, samtidig med at han trækker tråde frem og tilbage mellem dem og for den sags skyld til andre kompositioner og kulturelle og historiske begivenheder. Det er gjort med et suverænt overblik af en forfatter, der virkelig er hjemme i sit stof, og er der en snert af sandhed i Woody Allens drilske bemærkning, bør Polen nok overveje at forstærke sine grænser.

Trods sit beskedne omfang rummer bogen et væld af koncise og tankevækkende detaljer, som vil give enhver musikinteresseret læser gode aha-oplevelser. Eksempelvis når Levinsen i afsnittet om Wagners ungdomsår i Magdeburg fortæller, at han i sommeren 1834 fik sin debut som operadirigent med Mozarts Don Juan. Den slags krydsbelysninger er der mange af, og de sidder næsten alle lige i skabet.

LÆS OGSÅ: Man gjorde igen et lille barn forfærdeligt fortræd

Et andet plus er, at Levisen ikke hører til i skaren af enøjet lobhudlende Wagner-skribenter, men tværtimod allerede i sit indledende kapitel indfanger den komplekse komponist eller måske snarere person som en uopløselig kombination af visionær, praktiker, fanatiker og platugle. Generelt demonstrerer Levinsen hele vejen fra den første til den 13. opera, fra Die Feen (som Die Welt har kaldt det 19. århundredes dårligste opera) til Parsifal, hvad en skarp analyse kan bruges til, men også dens begrænsninger, når man som Levinsen kaster sig ud i at intellektualisere Wagners egensindige sprogbrug og overspændte og ofte forvrøvlede handling.

For Wagners berusende musik lader sig sagt med en kliché, men en af dem med en vis rimelighed sjældent indfange i ord. Visse steder bevæger Levinsen sig for mig at se ud i en overanalyse. Bogen har en årstalsliste fra 1813 til 2010 (Wolfgang Wagners død), men ingen illustrationer og intet register. Her må man ty til Barry Millingtons Troldmanden fra Bayreuth (2012), som Levinsen selv omtaler i sit afsluttende kapitel om Wagner-litteratur og -film. Men hans egen bog er både vægtig og læseværdig og har en langt større sammenhængskraft end undertitlen 10 scener fra Wagners musikverden lader ane.