Prøv avisen

Glimt af en barndom

Forfatteren til bogen, Rikke Bakman, er også billedkunstner, og museet Kunsten i Aalborg udstiller netop nu en række tegninger fra romanen som eksempel på, hvordan tegninger kan være et historiebærende element i sig selv. Foto: Foto fra udstillingen.

Tegnet erindringsroman for alle aldre er et følsomt og humoristisk nybrud inden for genren

Glimtvis åbner sig nuet, digter Tom Kristensen. Men glimtvis åbner sig også erindringen om det nu, der var. Og Glimt er netop titlen på Rikke Bakmans tegnede roman med en elegant fordanskning af genrebetegnelsen graphic novel hvori hun åbner for barndomserindringen om en sommerdag ved Vesterhavet.

Bogen er som sådan ikke et glimt, men et bump: et kompakt, lille kvadrat, hvor hvert opslag er et billedfelt i en tegneserie.

LÆS OGSÅ: Kunsten at gå i hundene uden at gå i tu

Det er seksårige Rikke, der fortæller, og bogen gengiver hendes blik på og oplevelse af verden i en original og uperfekt streg, der ligner noget, et barn har tegnet.

Og det er det på sin vis også, for barndommen gemmer sig åbenbart i blyanten. Med tilsyneladende lethed uden dog at skjule de rettelser, der viser, at der naturligvis er tale om en kunstnerisk proces tegner Rikke Bakman sig tilbage i erindringen, og med ét er man selv barn igen og verden uoverskuelig, smuk, absurd og skræmmende.

At det bliver overskyet, lige når man skal til stranden, er intet mindre end en katastrofe, der må afværges og heldigvis også bliver det i en formidabel serie billeder, der med forståelse og humor viser, hvordan barnet opfatter sig selv som helt forbundet med verden. Der er på godt og ondt ikke den samme afstand som hos den voksne, og bogen tematiserer gennemgående forskellen på barnets og den voksnes perspektiv.

Set med barnets øjne er denne helt almindelige sommerdag med mor, far og storesøster altså alt andet end begivenhedsløs. Det er det følsomme blik for dét, der er bogens geniale træk. For der er ikke bare tale om et præcist tidsbillede, selvom det lægger et væsentligt og latterfremkaldende element af genkendelse til læseoplevelsen selv at være vokset op i 1980erne. Bogen handler om at være barn til alle tider og er derfor heller ikke kun for børn, men er snarere det, man med et nyere begreb fra forskningen kan kalde alle aldre-litteratur.

Et barn har ikke en barndom, men lever fra nu til nu. Det er så forsvindende lidt, man får med sig som samlet erindring. I fortællingen er der et ledemotiv bogstavelig talt for der bliver ledt efter både en undulat, en skildpadde og et sæt nøgler.

På samme måde kan bogen siges at være en søgen efter det, der er forsvundet, men måske kan findes med en fintmærkende blyant. I hvert fald er der en sær fortrøstning forbundet med at se fug­len flyve uset omkring i landskabet og sidde på en gren i mørket uden for sommerhuset, mens barnet falder i søvn, for til sidst at anes som et lyseblåt glimt på nattehimlen.

kultur@k.dk

Rikke Bakman: Glimt. 288 sider. 290 kroner. Forlaget Aben maler.