Prøv avisen

Glyptoteket henter ny direktør fra Køge

Glyptotekets nye direktør er 49-årige Christine Buhl Andersen, der i øjeblikket leder KØS - Museum for kunst i det offentlige rum i Køge. Foto: Polfoto

Ny Carlsberg Glyptotek får ny direktør til foråret. Den 49-årige nuværende direktør på museet KØS i Køge, Christine Buhl Andersen, skal føre museet videre

Det er på én gang en sværvægter og et friskt pust, der fra foråret sætter sig i direktørstolen på Ny Carlsberg Glyptotek i København.

Museet har netop offentliggjort, at den ny direktør, der er udpeget af bestyrelsen, bliver 49-årige Christine Buhl Andersen, der i øjeblikket leder KØS - Museum for kunst i det offentlige rum i Køge.

"Christine har vist initiativ, nytænkning og ikke mindst mod i sin imponerende revitalisering af museet i Køge. Hun kan om nogen forene en stærk faglig profil med publikumstække," siger bestyrelsesformand Karsten Ohrt om valget.

Christine Buhl Andersen, født 1967, er cand. mag. i dansk og kunsthistorie og begyndte museumskarrieren i 1995 som kunsthistorisk researcher og personlig assistent for Knud W. Jensen på Louisiana i Humlebæk.

Dernæst fulgte stillinger som museumsinspektør på Kunstforeningen Gl. Strand i København og Sorø Kunstmuseum, og fra 2005 og frem til ansættelsen på KØS fungerede hun som international kunstfaglig medarbejder i Kunststyrelsen.

Hun har sideløbende varetaget forskellige tillidshverv i kunstverdenen, for eksempel som formand for Statens Kunstråds Internationale Billedkunstudvalg og medlem af bestyrelsen for Ny Carlsbergfondet. Hun har desuden været aktiv som debattør og medvirket i DR2-programmet "Smagsdommerne".

”Glyptoteket er en juvel med en kunstsamling og en faglig viden i absolut verdensklasse," siger Christine Buhl Andersen i en pressemeddelelse fra Glyptoteket. 

"Jeg kan ikke forestille mig en mere udfordrende og betroet opgave end sammen med museets medarbejdere at skulle åbne Glyptotekets rigdomme yderligere mod verden og dermed arbejde videre på at udfolde Carl Jacobsens oprindelige vision.”