På en cd fra Chandos (anmeldt til fem stjerner her i avisen onsdag den 25. januar) optræder den italienske cellist Enrico Dindo sammen med sin jævnaldrende landsmand Gianandrea Noseda. Indspilningen byder på Sjostakovitjs to cellokoncerter, og orkestret er vores eget DR SymfoniOrkestret.
LÆS OGSÅ: Den strenge Sjostakovitj
Nøjagtigt den samme konstellation opførte ved torsdagskoncerten den 17. maj russerens anden cellokoncert. Der var hermed lejlighed til at sammenligne det samme værk i optagelse og koncert. Musikerne gør det jo ikke helt ens fra gang til gang, men begribeligvis var lighederne langt mere påfaldende end de små forskelle. Det giver naturligvis en anden dimension at høre et værk live.
I dette tilfælde var det slående, hvor mange flere Sjostakovitj-finesser man hørte, fordi man også så dem. Ikke bare den uhyre lavmælte cellosolo, der indleder værket og først efter flere takter får en forsigtig orkesterledsagelse, men også og især de mange steder, hvor komponistens sarkastiske stil kommer til udtryk.
Eksempelvis i den passage, hvor Enrico Dindos skønne cello pludselig får selskab af Jakob Webers raslende tamburin. Eller hvor stortrommens enlige brag lyder som kanonskud. Sjostakovitj veksler uforudsigeligt mellem lyrik og ironi, mellem empati og bidskhed. At det hele alligevel hænger forunderligt godt sammen, skyldes mandens notoriske genialitet.
Fremførelsen var sublim, og med til liveoplevelsen hørte også synet af de to italienske musikere, der med en højdeforskel på halvandet hoved (Noseda er en høj og elegant dirigent, Dindo en lille, lun charmetrold af en solist) forsøgte at lægge armene om hinanden, mens de modtog publikums bragende hyldest.
Inden Dindo kom på scenen med sin cello, havde vi hørt Respighis arrangement af Bachs præludium og fuga i D-dur, BWV 532. Et imponerende stykke musik (fra 1929), især hvis man er tilhænger af princippet big is beautiful. Det bliver forhåbentlig ikke opfattet som sarthed, når jeg erkender, at jeg foretrækker den rene (orgel)vare, Bachs stykke fra cirka 1710.
Efter pausen var der kun ét punkt på programmet, Brahms fjerde og sidste symfoni. Den blev fremført med de helt store armbevægelser af Noseda og rasende smukt spillet af orkestret, ikke mindst i de syngende, nærmest sugende strygerpassager, der præger alle fire satser i den stort anlagte symfoni. Tempovalget var især i de to første satser på den langsomme side, konsekvent og smukt gennemført, men sammenlignet med referencefortolkninger som Carlos Kleiber og Wienerfilharmonikerne på DGG (fra 1981) eller Jevgenij Mravinskij og hans leningradere live fra 1973 (BMG 74321 29401 2) manglede der alligevel noget flow. Brahms skred stateligt frem, men fortolkningen savnede en smule i flugt.