Gnister og kærlighed

Journalist og forfatter Claus Grymer vover smertefuld selverkendelse i fin erindringsbog

Claus Grymers signatur vil være velkendt for læsere af Kristeligt Dagblad. Han var i mange år ansat som kulturmedarbejder på avisen og er i dag tilknyttet som freelancer. Hans bog er struktureret i 59 kortere prosatekster, der for størstedelens vedkommende er beskrivelser af situationer, som forfatteren og hans forældre har oplevet sammen.
Claus Grymers signatur vil være velkendt for læsere af Kristeligt Dagblad. Han var i mange år ansat som kulturmedarbejder på avisen og er i dag tilknyttet som freelancer. Hans bog er struktureret i 59 kortere prosatekster, der for størstedelens vedkommende er beskrivelser af situationer, som forfatteren og hans forældre har oplevet sammen. . Foto: Picasa.

”Vi kunne have talt om så meget, mine forældre og jeg, men det var som om vi altid sprang det vigtigste over. Skylden må vi deles om.” Sådan dykker Claus Grymer ned i sin egen og sine forældres fortid i et forsøg på at forstå, hvad der blev sagt, dengang de endnu levede, og måske især alt det, der ikke blev sagt. Det er en generøs bog, hvor forfatteren giver meget af sig selv.

Claus Grymers signatur vil være velkendt for læsere af Kristeligt Dagblad. Han var i mange år ansat som kulturmedarbejder på avisen og er i dag tilknyttet som freelancer. Hans bog er struktureret i 59 kortere prosatekster, der for størstedelens vedkommende er beskrivelser af situationer, som forfatteren og hans forældre har oplevet sammen. Små selvstændige og alligevel sammenhængende fortællinger om livet, som det blev levet i hans barndom, ungdom og frem til forældrenes død. Det meste er erindret stof suppleret af enkelte fiktive samtaler, der kunne have fundet sted, hvis betingelserne havde været anderledes.

Det kunne umiddelbart lyde som et selvoptaget projekt. Det, der imidlertid gør Grymers bog læseværdig og værdifuld er hans evne til at løfte de almene problemstillinger ud af det personlige stof. Bogen opleves aldrig privat. Den er snarere en eksistentiel refleksion over den socialiseringsproces, som foregår, når børn opdrages til mødet med verden af deres forældre samt den omkalfatring af rollerne, som finder sted, når børnene udvikler sig og bliver voksne individer.

Et eksempel kunne være stedet, hvor Grymer tænker tilbage på de gåture i mørket med sin mor, hvor han: ”blev betroet at bære lommelygten, med hvilken jeg skiftevis sigtede efter stjernerne og vandpytterne. Som jeg husker det, talte jeg uafbrudt, således engang om en måge som jeg påstod at have skudt med min flitsbue og derefter tilberedt over et bål så dybt nede i den store præstegårdshave, at hun ikke havde haft en chance for at se røgen oppe fra huset. Hun lod mig snakke uden at påtale mit letfærdige forhold til sandheden. At være sammen med hende var som at være sammen med mig selv, men på en anden måde som både var hende og mig.”

Citatet demonstrerer meget fint samhørigheden mellem moderen og hendes lille dreng, men efterhånden, som tiden går, vokser en distance frem mellem de to. Det hænger sammen med barnets naturlige trang til selvstændiggørelse, men der er også en anden grund, som Grymer afdækker med udgangspunkt i ”formaningen fra Paulus om at vi skal være medarbejdere på hinandens glæde”. Grymer fremskriver således en samtale mellem sin far og sig selv, som kunne have fundet sted efter moderens død, hvor de to mænd diskuterer deres relation til hende, og faderen formulerer deres fælles problem:

”Nej, mor har nok ikke altid haft det så nemt (...) Vi slipper ikke for at indrømme det. (...) Det med at sprede glæde er ikke vores stærke side.”

Det er muligt, at Grymer ikke er ekspert i at sprede glæde, men det er hans store styrke, at han går planken ud og vover at give meget af sig selv, ikke mindst i de tilfælde, hvor det indebærer en psykisk smerte.