God besked om Holberg

BØGER: Fremragende og kritisk begejstret indføring i mester Holberg som både person og forfatter

Det er sandelig på tide, at vi får en bog om Holberg. Den norske idéhistoriker Lars Roar Langslet gør da også i forordet til den danske udgave af sin Holberg-biografi opmærksom på betydningen af, efter den 11. september sidste år, at beskæftige sig med oplysningstiden. Og her rager Holberg op - ikke bare som den norsk-danske gigant, men også i international sammenhæng. Ikke bare skabte Holberg stort set det moderne danske sprog. Han deltog ivrigt med liv og sjæl i tidens internationale debat. For ham var der intet skel mellem nationalt og internationalt. Indfangede han københavnsk jargon i sine komedier, så diskuterede han med tidens lærde på lige fod. Og mestrede han som få det danske sprog, så skrev han uden besvær andre værker på tidens lærde sprog, latin.

Lars Roar Langslet er en begejstret fortæller. Han holder af Holberg. Men han forguder ham ikke. Han følger ham gennem livet både kærligt og kritisk. Men han er imponeret. 20.000 sider er da også et livsværk, der vil noget. Og så stort set inden for alle litterære genrer. Og Holberg lever. Langslet har noteret sig det væld af talemåder og »bevingede ord«, som Holberg har efterladt os. Og så punkterer han et par myter, der alle har det fælles, at de gør Holberg til en radikal ånd, der under alle forhold ville reformere - »en slags lille Brandes«, skriver Langslet med adresse til Georg Brandes. Både ja og nej, mener Langslet. Han var radikal på nogle punkter, på andre derimod stokkonservativ, til dels fritænker, til dels luthersk protestant med en rodfæstet gudstro, men »han var kunstner i alt, hvad han skrev, og kunstneren er »mange i én«.«

Bogen falder naturligt i to dele. Første del fortæller om den unge Holbergs udvikling, hans dannelsesrejser og hans læsning. Andel del er knap så biografisk, fordi der simpelthen ikke sker noget i Holbergs liv. Dér handler alt næsten om bøger. Men om dem får vi så også god besked.

Hvordan var han så? Sammensat! Svarer Langslet. Formentlig en dårlig og kedelig forelæser, men en genial skribent. På mange måder konservativ på universitetet, men så til gengæld en afholdt principal for sine fæstebønder, som han behandlede både klogt og venligt. Vi kender ham jo hovedsagelig som komedieforfatter. Med god grund. Ikke alene er komedierne fremragende. De er også skrevet i et tempo, der burde bringe ham i Guiness' rekordbog! Cirka en komedie om måneden i de produktive år. Men Langslet går ned i hans omfattende værk og viser, hvordan han - også når han ikke er original - alligevel er den fremragende formidler. F.eks. bliver hans kirkehistorie med rette fremhævet som det pionerarbejde, den vitterligt var.

Og hans »Moralske Tanker« og epistlerne trækkes frem, ligesom hans digte lige fra »Peder Paars« til skæmtedigtene får grundig behandling.

Var Holberg religiøs? Svaret har ofte været et nej, fordi man så ham som en dansk Voltaire. Langslet dokumenterer overbevisende Holbergs teologi og trækker en overraskende linje til Grundtvig! »Det er, som vi hører Grundtvigs ord: »Tvang til tro er dårers tale.« Hos Holberg: »Gudsfrygt bestaaer udi Kierlighed til Gud; og at tvinge een med Magt til at elske, er ikke alleene ugiørligt, men ogsaa skadeligt.««

Men han ligner også Søren Kierkegaard i brugen af ironi - og i sansen for paradokset. Ganske vist ikke i religiøs forstand, men som konsekvent anvendt sprogligt pædagogisk hjælpemiddel.

Læseren får ikke bare en fremragende indføring i Holbergs kæmpeværk, men også en god forståelse af »den store ensomme« ungkarl, der samlede verdsligt gods og alene, takket være sit enorme forfatterskab, endte som en meget rig mand. Hans donation til Sorø Kloster - baroniet Holberg med alt gods og guld - opgøres i dagens møntfod til ca. 200 mill. kroner!

Nåja, så holdt han også af musik og var selv en habil musiker, som dokumenteret af vennen, komponisten Scheibe.

Lars Roar Langslet har løftet en kæmpeopgave. Det er Holberg lyslevende, han fortæller og skriver frem. Fremstillingen er nuanceret. Han giver sig god tid til at komme rundt i forfatterskabets krinkelkroge. Og man giver ham ubetinget ret i hans afsluttende ord: »Ludvig Holberg er stadig en virksom modgift mod isolation og åndelig dovenskab«. Men læs bogen. Den er skrevet med noget så sjældent som kritisk begejstring - og man bliver selv som læser begejstret undervejs!

Lars Roar Langslet: Den Store Ensomme. En biografi om Ludvig Holberg. 416 sider. 375 kr. Gyldendal.

kultur@kristeligt-dagblad.dk