Der findes selv blandt gode læsere en udbredt modvilje mod at læse gammel og ny lyrik. Den slags mennesker forklarer sig ofte med, at man ikke kan udholde lyrikkens følsomhed, men måske er det selve opmærksomheden på ordet og alle dets betydningsvariationer, som lyrikken netop betjener sig af, der afskrækker. Men interesserer man sig for poesi, får man også sans for ords placering i digtets systematik, i dets form. Ja, man kommer så at sige til at sutte på ord som på bolsjer. Og da opdager man, at deres form og placering næsten er digtets halve udsagn.
Det har Holger Scheibel skrevet en rigtig god bog om set ud fra poesioversætterens synspunkt. Selvom hans interesse først og fremmest er oversættelse og dennes problemer, så står der fine og oplysende ting om lyrikkens væsen i hans fremstilling. Netop fordi han har oversætterens praksis som erfaring, kan han udlægge og anvende den mere akademiske tilgang til digtes formverden pædagogisk.
Følgende kan lyde forsimplet, men er i praksis meget oplysende, her om digtformen sonet med 14 linjer (vers) fordelt i 2 strofer af 4 (kvartetter) og oftest 2 strofer af 3 (terzetter): ”Tramper man så op ad den lille bakke i firetakt, kan turen ned sagtens slå om til en dansende tretakt, og det er lige hvad den gør [sonetten].”
På en sådan måde skriver Scheibel i første halvdel af bogen sig ind på sonettens karakteristika som form, og det er virkelig en flot indføring, man får. Han har længe studeret emnet og bidrager med gode citater fra alverdens poesiteoretikere, således at man bliver indført i diskussioner, man ellers ikke havde hørt om. Sonettens historie berøres også, fra dens fremkomst omkring 1200 i Italien (især Petraca) over Frankrig, videre til den shakespeareske sonet, den romantiske sonet afsluttende med sonettraditionen i Danmark (for eksempel Inger Christensens ”Sommerfugledalen”, 1991).
Men som sagt er oversættelse Scheibels egentlige fokus, og derfor udfolder han sig særligt om litterær oversættelse og her især den vanskeligste: oversættelse af lyrik.
Han sætter barren meget højt: ”Lyrikoversættelse har som mål at bevirke en sådan effektens ligeartethed hos modtagelige læsere på målsproget [altså her dansk] som den må formodes at have haft hos kildesprogets [fx fransk] modtagere.” Digt-oversættelsen skal tilstræbe at virke på læseren, som originalen gjorde på sine læsere, og det er det svære!
Anden halvdel af bogen er hans eksempler på oversættelser af sonetter af Petraca (1304-1374), Shakespeare, Quevedo (spansk digter 1580-1645), Baudelaire og Rilke.
Her lever han op til sine egne strenge krav om at følge originalens metrik og rimfølge også på dansk! (originalen findes på venstre side af bogopslaget det pågældende sted).
Dertil har han bagest i bogen sat sine arbejdsnotater med enkelte udvalgte svære oversættelser, så man får virkelig indsigt i hele processen med det enkelte, udvalgte digt.
Det er der kommet fremragende oversættelser ud af ikke bare af digtenes indhold, men også af deres form. Men Scheibel tilstræber at få selv det gamle digt til at virke i vores nutid og tillader derfor nutidige sammensatte ord på dansk.
Og indrømmet, hans valg er gode under denne synsvinkel, men jeg er ikke altid enig med ham i denne nutidigheds-dimension. Når Rilke i Orfeus-sonetterne 2.16 skriver om støjen (tysk Lärmen), og det oversættes med ”rabalderlivets øde”, finder jeg dette sammensatte ord for voldsomt. Eller når Rilke taler om lammet, der ud fra sit instinkt beder om sin bjælde, bliver det hos Scheibel til, at lammet trygler om sin bjælde ”dybt fra drifters drømmeland”. Instinkt og drifter er vel ikke helt det samme? – eller har vores nutid mistet sansen for forskellen? Sådan kan man strides om små ord, når ordelskere mødes, og det er netop det flotte ved Scheibels bog, at han så detaljeret forklarer og fremlægger alle detaljer for en sådan diskussion.
Han har skrevet den mest vedkommende bog, jeg længe har læst, om poesien støbeform: sonetten som den digtform, der rummer al poesis udgangspunkt og de fleste af dens perspektiver.
Bogens metriske teknikaliteter er glimrende beskrevet, men ville kræve for megen plads at komme ind på – men for dyrkere af poesi i bunden form er her meget at hente om blandt andet ”gode og dårlige rim”, stavelser og ords placering i verslinjen. Til fordybelse i poetisk form er bogen hermed stærkt anbefalet.