Prøv avisen

God kunst angriber klichéer

Christian Lemmerz arbejder med mange forskellige materialer som kunstner, men med et samlet mål om at skabe komplekse billeder. – Foto: Leif Tuxen.

Kunst er ikke en slags rebus, man skal få til at gå op. God kunst er i sin natur uforståelig. For kun sådan kan den rive os ud af vores klichéverden og hjælpe os til nye refleksioner, mener multikunstneren Christian Lemmerz

Der gemmer sig en traumatisk oplevelse bag den uautoriserede formaningsskrivelse, der hænger på elevatordøren op til billedkunstneren Christian Lemmerz atelier på Frederiksberg i København.

LÆS OGSÅ:Klichéer i kunst keder mig

Højst tre personer eller to fuldvoksne personer, står der på den hjemmelavede seddel. Det virker umiddelbart også som et godt råd. Hvis en maskine kunne stønne forpustet, måtte den lyde omtrent som den lille elevator, der knirkende maser sig op på fjerde sal, hvor den dansk-tyske kunstner Christian Lemmerz smilende tager imod.

Her har han delt sit atelier op i to værelser i hver sin ende af en lang gang, som han deler med en række andre kunstnere. Og det er en af de andre kunstnere på etagen, der engang sad fast i elevatoren i tre en halv stive timer sammen med to store, svedende fuldvoksne gallerister, fortæller Christian Lemmerz med en svag tysk accent og et tilbageholdt grin.

Det fik altså staklen til at sætte sedlen op bagefter, tilføjer han og bryder ud i en næsten ustoppelig latter, som han holder længe i live. Men det er nu alligevel svært at lade være med at tænke på, om den klaustrofobiske kunstnerkollega i et par svedfyldte sekunder vitterlig havde frygtet at ende som de indespærrede svinekroppe, som Christian Lemmerz i en anden sammenhæng lod gå langsomt i fordærv godt nok i en stribe glasmontrer for øjnene af et måbende publikum på Esbjerg Kunstmuseum.

Den udstilling fra 1994, som Lemmerz kaldte Scene, gjorde ham for alvor kendt. Men gennem sin kunst har han længe skildret forfald, forgængelighed, sygdom og død, men ofte med en iboende længsel efter det metafysiske. I en længere årrække har han samtidig arbejdet tæt sammen med billedkunstneren Michael Kvium om utallige kunstprojekter. De to har i øvrigt både en katolsk opdragelse og en forkærlighed for den klassiske kunst tilfælles. Men mens Kvium har fundet sit eget groteske billedsprog med inspiration i barokkens mestre, har Christian Lemmerz stået i kunstnerisk lære ved at studere endnu ældre billedhuggermestre som eksempelvis sit store idol Michelangelo.

Christian Lemmerz regnes selv blandt vor tids bedste billedhuggere herhjemme. For nylig kronede han den status ved at få et værk, en gigantisk Todesfigur (dødsfigur) i marmor optaget på Glyptotekets faste udstilling. Og sidste år udsmykkede han sin første kirke, Lyngby Kirke, med et stort marmoralter som den centrale del af udsmykningen:

For en kunstner er de to steder nærmest det smukkeste, man kan opnå. Det meste kunst, der bliver skabt, er jo en slags nomadekunst, der turnerer rundt til forskellige udstillingssteder, inden den måske bliver købt. Men når kunst bliver placeret på Glyptoteket eller i en kirke, kan man jo håbe, at det får lov til at stå i længere tid. Mine marmorværker bliver i hvert fald tunge at flytte, siger han og slår igen en stor latter op, inden han viser rundt i sine to arbejdsværelser, der begge har vinduer i loftet.

Det er virkelig en kunstnerkliché! udbryder han undskyldende og peger op mod den københavnske himmel over os.

Rent arkitektonisk er de to rum ens, men mens det ene rum er malet hvidt med pæne møbler, sirligt ophængte pensler, anatomiske skulpturer og en solid bogsamling af overvejende kunsthistoriske værker, er det andet rum mere råt og rodet. På gulvet ligger store billedskitser og flyder som løse isflager, og betonvæggen er blandt andet både beklædt med et fotografi af en nøgen kvinde, der er klippet i stykker, og en årskalender med den gamle pave, der hænger side om side som vidnesbyrd om kunstnerens alsidighed.

Som barn gik jeg på en kostskole, der var drevet af jesuitter. Og jeg var meget optaget af deres ydre levemåde. Da jeg var 10 år, overvejede jeg endda at blive præst, men det var mest på grund af præsternes flotte æstetik. For troen sagde mig ikke lige så meget som selve dragterne og de flotte kirkerum. Det var også i den periode, at jeg begyndte at drømme om at blive billedhugger.

Allerede som 17-årig gik Christian Lemmerz på kunstakademiet i Italien, og der mødte han den danske kunstner Erik A. Frandsen, der ad omveje førte ham til Danmark og Kunstakademiet i København.

Jeg er aldrig blevet træt af at arbejde med marmor. Jeg synes, at det er et fantastisk materiale, fordi det er hårdt og skrøbeligt på én gang. Det oplevede jeg selv for nylig på det værksted, hvor jeg laver mine største ting. For det deler jeg med nogle andre folk, der arbejder med marmor. Og for nylig kom en af dem til at slå en revne i et stort marmorrelief til Vatikanet, så relieffet knækkede midt over, og tre måneders arbejde var spildt. Det har jeg heldigvis aldrig oplevet selv. Men jeg har selvfølgelig prøvet at lave fejl, som jeg så måtte rette. Og det er da en trøst, at man kan se, at selv Michelangelo undertiden forregnede sig. Men det er fascinerende, så god han var til for eksempel at rette en arm, der var blevet for tynd, ved at lægge skygger på.

Christian Lemmerz tilføjer henkastet, at selvom vores samfund har udviklet sig meget siden Michelangelo, har vi ikke udviklet os særligt meget visuelt siden det 16. århundrede.

Vor tids billedsprog er meget banalt. Vi lever i en ekstremt sprogfikseret tid, hvor alle billeder stort set kun er illustrationer til tekstlige budskaber, der skal kunne forstås første gang.

Kan man ikke omvendt sige, at vi lever i en meget visuel verden, hvor folk hele tiden skal forholde sig til billeder på internettet, i fjernsynet og i gadebilledet?

Jo, men det er netop en meget fattig visuel verden, der består af de samme billedmæssige klichéer. Vi dyrker ikke de komplicerede billeder længere. Vi lever mere i en verden som en dårlig tegnefilm, der består af meget kommercielle billeder, der bliver brugt af kommercielle hensyn. Vor tids billeder er reduceret til propaganda. Og vi bliver overfodret med den. Hvis Kierkegaard gik igennem København i dag, ville han blive syg af alle de billedindtryk, han skulle forholde sig til, siger den moderne marmorkunstner og tilføjer med et let suk:

Men det paradoksale er, at den overflod af banale billeder, vi omgiver os med, gør os nemme at blive manipuleret med. Vi bliver visuelle analfabeter af alle de klichébilleder. Hvis man sætter et moderne menneske ind på et kunstmuseum, kan han højst sandsynligt ikke forstå et kubistisk billede af Picasso.

Men Picassos billeder havde vel heller ikke altid et klart budskab?

Nej, men det skal kunsten heller ikke have. For kunsten skal ikke kun forstås intellektuelt. Jeg så på et tidspunkt et ungt par, der stod og så på et af hans stillebenbilleder, der hed noget i retning af Flasken og duen. Efter et stykke tid udbrød fyren: Se, dér er duen!,og lidt senere sagde pigen: Se, dér er flasken. Og så gik de tilfredse videre. Men i mine øjne havde de fuldstændig misforstået kunstens væsen. For kunst skal være uforståelig. Kunst er ikke en rebus, som man skal få til at gå op. Al god kunst skal angribe klichéerne ved at bibeholde et uforståeligt element, der måske kan hjælpe folk til at se på en ny måde, siger han og tegner en vild krusedulle på papiret foran sig, inden han tilføjer:

Men der er ingen garanti for, at kunst vil give andre en oplevelse. For nogle kan det være en skelsættende oplevelse at se en tegning, for andre er det bare et banalt stykke papir med nogle streger på. Og det er jo begge dele. Men jeg synes, at vi lever i en tid, der kalder på mere refleksion. Og en måde at nå den på er ved at fastholde, at kunst skal være et komplekst alternativ til tidens klichéer, siger han med et kritisk blik på sine egne vilde, pædagogiske streger på papiret.