”Gaadefuld bør man være, ikke blot for Andre, men ogsaa for sig selv. Jeg studerer mig selv; naar jeg er træt deraf, saa ryger jeg til Tidsfordriv en Cigar og tænker, Gud veed, hvad vor Herre egentlig har meent med mig, eller hvad han vil bringe ud af mig.”
Sådan skrev filosoffen og teologen Søren Kierkegaard (1813-1855) i ”Enten – Eller” (1843), og nu har den lille aforisme også givet navn til forfatteren, salmedigteren og den tidligere præst Lisbeth Smedegaard Andersens nye bog, ”Gådefuld bør man være”, der handler om maleren Vilhelm Hammershøi (1864-1916) og hans sandsynlige, men indtil nu oversete inspiration fra netop Kierkegaard.
Det er ikke første gang, Lisbeth Smedegaard Andersen bruger ordet ”gådefuld” i en titel. Hendes salme ”Gådefuld er du, vor Gud” er optaget i Den Danske Salmebog, men det er også ”sådan et fint ord”, som hun siger med et smil.
”Det er jo det gådefulde, der gør livet spændende. Jeg tænker tit på digteren Inger Christensen, der sagde, at vi har så frygteligt travlt med at opdage Guds hemmeligheder, men i virkeligheden er det netop hemmelighederne, der betyder, at vi kan blive ved og ved med at fordybe os i dem. Det, der straks bliver forklaret og åbenbaret, bliver man også hurtigt færdig med. Men der er nogle ting, man aldrig kommer til bunds i. Og det er ikke de mindst vigtige ting i tilværelsen. Selvom man har været gift i mange år, kan man stadig – på godt og ondt – blive overrasket over sin ægtefælle. Men det er også det, der gør, at man kan bevare fascinationen og glæden ved hinanden. Sådan er det også med god kunst og med den kristne tro, som man aldrig bliver færdig med. Derfor optager det gådefulde og hemmelighedsfulde mig.”
Paulus skriver også, at vi endnu ser ”i et spejl, i en gåde”, men først bliver klogere efter døden.
”Det er et meget vigtigt vers. Det gådefulde er et grundvilkår i tilværelsen, men det hører også livet til. Hvis nysgerrigheden forsvinder, forsvinder livet også, men det gådefulde gøder nysgerrigheden og holder den i live,” siger Lisbeth Smedegaard Andersen og tilføjer:
”Det er nok også derfor, jeg har været så tiltrukket af Hammershøi, lige fra jeg opdagede ham i begyndelsen af 1980’erne. Dengang var jeg præst i Risskov ved Aarhus, men tog forelæsninger i kunsthistorie ved siden af. Derfor kom jeg også tit på Aarhus Kunstmuseum, hvor jeg stødte på Hammershøis værk ’To figurer’, der er et dobbeltportræt af kunstneren og hans hustru. Det var, som om jeg blev suget ind i værket, som jeg ikke kunne overskue helt, men alligevel fik en fornemmelse af genkendelse af,” siger Lisbeth Smedegaard Andersen, der senere fandt ud af, at genkendelsesfølelsen kom fra Kierkegaard, som havde beskrevet en lignende scene i ”Forførerens dagbog”.
Siden opdagede hun også, at Hammershøi ikke kun delte forkærligheden for en god cigar med Kierkegaard, men sandsynligvis også var inspireret af flere af hans tekster, særligt i ”Enten – Eller”.
”Det gælder flere af Hammershøis store figurbilleder, mest tydeligt i det store billede, der fik titlen ’Job’, men som efter min mening i virkeligheden er ’det ulykkeligste menneske’, sådan som Kierkegaards æstetiker beskriver ham i en tekst af samme navn. Også maleren J.Th. Lundbye, der har tegnet sig selv, mens han læser Kierkegaard, var optaget af den tekst og citerer den i sin dagbog, men Hammershøis stil er helt anderledes end Lundbyes. Maleriet er næsten helt sort nu, fordi Hammershøi arbejdede så længe på det, men også fordi han malede med så mørke farver – tror jeg – for at komme tæt på Kierkegaards æstetikers bud på det ulykkeligste menneske. Når man først har set Kierkegaard-påvirkningen i det billede, synes jeg også godt, at man kan se Kierkegaard-påvirkningen i de billeder, hvor det sker mere indirekte. Og jeg er helt overbevist om, at Hammershøi har brugt Kierkegaard som inspiration til at få idéer, mens Hammershøi måske har følt sig provokeret af Kierkegaards påstand om, at en maler ikke kan gengive de meget fine og dybe stemninger som for eksempel den dybe sorg, som er skjult for omverdenen, men som præger et menneskesind på en måde, som kun den tålmodige iagttager kan se,” siger hun.
Fra optegnelsen over Hammershøis eget bibliotek, der blev sat til salg efter hans død, ved man også, at flere af Kierkegaards værker, heriblandt ”Enten – Eller” og ”Stadier på Livets Vei”, faktisk stod på malerens reoler sammen med værker af blandt andre Holberg, Grundtvig og Johannes Jørgensen.
Hammershøi havde også en personlig forbindelse til Kierkegaards fætter, tegneren og litografen Niels Christian Kierkegaard (1806-1882), som igennem flere år fungerede som Hammershøis tegnelærer:
”I dag er Niels Christian Kierkegaard mest kendt for sin ikoniske tegning af sin unge fætter, men Hammershøi må have været knyttet til sin tegnelærer, for man ved, at han kom til hans begravelse.”
Kunstnerisk var Hammershøi dog mere beslægtet med Søren Kierkegaard, mener hun:
”Både Søren Kierkegaard og Hammershøi var tydeligvis bevidste om at indlægge en vis gådefuldhed i deres værker. Det gjorde Kierkegaard blandt andet med sin flittige brug af pseudonymer, mens Hammershøi leger med skygger og lys for at få flertydighed frem i sine værker. Kierkegaard skrev også om det, han kalder ’Skyggerids’, nemlig billeder, der først kan ses, når man holder dem op mod en væg. Det gør dem gådefulde på samme måde som fotografiet, som Hammershøi var så optaget af, for i det øjeblik man lagde billedet på en sort plade med fremkaldervæske, steg billedet frem i mørket.”
Hammershøi og Kierkegaard delte samtidig den eksistentielle grundholdning med en fælles underliggende kritik af samfundets overfladiskhed, mener hun:
”Søren Kierkegaard mente, at livet er tomt, hvis man kun opholder sig på det æstetiske stadie. For så lever man i virkeligheden ikke. En overfladisk verden er der heller ikke noget gådefuldt over, for man kommer aldrig så langt, at man opdager, at det er gådefuldt. Hammershøi var selv meget kritisk over for den tomhed og overfladiskhed, der var i hans egen tid. Og jeg tror, at Hammershøi har set nogle paralleller fra Kierkegaards tid. I et interview sagde Hammershøi for eksempel, at han syntes, at folk skulle nøjes med at anskaffe få og gode ting frem for alle de billige møbler og nips, der kom frem med industrialiseringen. Jeg tror, at han mente, at det ødelægger den menneskelige sjæl, når man bare køber og smider ud hele tiden. Det er jo lige til at overføre til vores tid, hvor folk køber og smider væk, men ikke har tid til at fordybe sig og reflektere over tingene.”
Tror du også, at det er derfor, at stuerne er så sparsomt møbleret på Hammershøis værker?
”Ja, det tror jeg. Og jeg tror også, at de halvtomme stuer har en dybere pointe. Kierkegaard havde allerede italesat den tomhed, som Nietzsche senere skulle skrive om. Derfor tror jeg også godt, at Hammershøi kunne se det moderne i Kierkegaard, og jeg tror, at Hammershøi selv forsøgte at skildre den truende tomhed, men ved at nøjes med at stille nogle få genstande eller sin kone ind i rummet gjorde han det menneskeligt. Der var noget at gribe fat i, og på den måde skildrede han tomrummet og gjorde opmærksom på det, samtidig med at han holdt det på afstand.”
Hammershøis værker bliver tit kaldt melankolske med de mørke rum i matte farver fra stuer med sparsomt interiør, så der mildt sagt er masser af plads til at træde ind i stuerne for beskuerne. På nogle malerier malede han kun tomme stuer, på andre sidder hans kone, Ida, typisk foroverbøjet, som om hun er i gang med at sy eller andet frisættende håndarbejde.
Og selvom man ved, at Ida havde anlæg for depression, er den forover- bøjede stilling heller ikke i sig selv dyster, mener Lisbeth Smedegaard Andersen.
”Det er Hammershøis farver, der kan få malerierne til at virke dystre, mens Ida er den, der gør, at de tomme, lidt kølige rum bliver beboet og bliver besjælet. Der udgår noget fra hende, som jeg er sikker på, at han vil have med.”
Samtidig afspejler Hammershøis hyppige brug af hustruen som motiv også Kierkegaards etiker, der holder fast ved sin kone af pligt i modsætning til æstetikeren som Johannes i ”Forførerens dagbog”, der kun leger med Cordelia, indtil hun overgiver sig og derfor ikke længere er interessant for ham.
”Vi ved, at Hammershøis ægteskab ikke var nemt, men han fandt skønheden i at forpligte og forny det gådefulde i den relation dag efter dag. Jeg tror, at han ligesom Kierkegaards etiker mente, at et ægteskab er en beslutning, man ikke går fra. Og derfor holder han også fast i sin kone som et gådefuldt motiv, han hele tiden kunne hente nye stemninger i. Snart er det melankolien, og snart er det glæden over at være fordybet i noget.”
Kan man ikke også se det, som om han tingsliggjorde hende som en del af interiøret?
”Det er der mange, der har sagt. Men jeg synes som sagt, at hendes tilstedeværelse sætter en stemning i et rum. I min bog gengiver jeg tre billeder af det samme rum, hvor hun er stemningsgivende fra det lyse og lyse hen over det mere stilfærdige og eftertænksomme, måske melankolske. Men når hun er til stede i rummet, er det ikke koldt og tomt, men et hjem.”
Til gengæld leger Hammershøi meget med lyset på alle sine billeder. Havde han også et kristent motiv i sine værker ligesom Kierkegaard?
”Der er klart en metafysik i lyset, der kommer udefra, eller i korset, som er fremhævet i korsvinduet på et af malerierne. Men det er jo min fortolkning. Selv udtalte Hammershøi sig ikke meget om sin tro. Han var også en mand af få ord. Måske var han blufærdig omkring troen. Også der var han lidt gådefuld.”