Stig Broström: God pædagogik kan skabe gyldne øjeblikke

Meget er sket i småbørnspædagogikken, siden Stig Broström fik sit første pædagogjob i 1966. Siden blev han professor og en af landets førende forskere på området. Nu har han skrevet en erindringsbog, der forsøger at opsamle essensen af, hvad vi har lært om børn de seneste 60 år

Da Stig Broström var ung i 1960’erne, var byggelegepladser og skrammellegepladser en del af tidens pædagogiske oprør, men en del børn kom til skade. Her er han i nærheden af sit hjem i Helsingør steget til tops på et af nutidens mere sikrede klatrestativer. Dem slår man sig ikke så nemt på, men man skal stadig holde balancen. – Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Stig Broström voksede op i Vangede nordvest for København og havde en kort tid som børnehavebarn, inden han kom i skole. Børnehaven sluttede med, at han modtog en større skideballe, fordi han som femårig ikke kunne binde sine snørebånd, men havde formastet sig til at bede om hjælp til det. Det var før, sko med velcro og moderne børnehavepædagogik blev opfundet.

Da han lige var begyndt i skole, lyttede han engang interesseret til lærerens drabelige fortælling om vikingernes angreb på England, men da han – uvant med skolens regler – sprang ud på gulvet med hævet legesværd for at deltage i løjerne, høstede han straks en voldsom lussing. Det var før leg og læring blev et modebegreb i skolen.

”Langt ind i voksenlivet havde jeg jævnlige drømme om de straffe, ofte også uretfærdige straffe, jeg blev udsat for i skolen,” beretter han.

I dag er Stig Broström professor emeritus ved DPU Aarhus Universitet og har et langt liv bag sig som fritidspædagog, seminarielærer og en af landets førende forskere på småbørnsområdet. Gennem hans lange karriere er positionerne og barnesynet skiftet en hel del gange, men personligt har han aldrig drømt sig tilbage til de tidlige 1950’eres pædagogik, han selv mødte som barn, og som han sammenfatter som ”tilpasning og afretning samt at fratage børnene deres eventuelle følelse af selvværd og selvstændighed”.

Forleden udkom hans bog ”Småbørnspædagogik 1960-2020”, som han har givet undertitlen ”Pædagogiske erindringer”. Bogen er henvendt til pædagoger, pædagogstuderende og andre, der måtte interessere sig for, hvordan den danske debat om det gode børneliv har formet sig gennem de seneste 60 år, og hvad vi undervejs har lært.

”Der foreligger en del tunge, akademiske værker om småbørnspædagogik, og dem har jeg også selv skrevet en del af. Men jeg oplever ikke, at min målgruppe orker at læse sig igennem en tung redegørelse, og derfor har jeg haft lyst til at fortælle i en lidt friere form, og det giver mig også en mulighed for at fortælle om, hvor jeg selv befandt mig, og måske også sige lidt undskyld undervejs,” fortæller han.

Egentlig skulle Stig Broströmhave været reklamefotograf. Han var optaget af at fotografere og kom i lære hos Strüwing Reklame, hvor han fik gode kolleger. Men så læste han et par bøger om pædagogik, C.C. Kragh-Müllers ”Bernadotteskolen” og A.S. Neills ”Summerhillskolen”. Bøgerne beskrev et ganske andet syn på børn og skole end det, han selv havde mødt. Han ville arbejde med børn og ringede rundt til de københavnske fritidshjem. I 1966 fik han så sit første pædagogjob som forpraktikant på fritidshjemmet for spastisk lammede børn på Fælledvej Skole.

”Jeg var helt solgt til idéen om et arbejde, der handlede om at skabe sjove og udviklende aktiviteter for børn. I første omgang stod jeg på den reformpædagogiske tænkning, der lagde stor vægt på at skabe ligeværd og frie rammer. Det var nok en hilsen til min egen barndom,” fortæller Stig Broström.

Siden kunne han se, at hvis man bare skabte frie rammer for alle børn, var der nogle, der tog teten, mens andre blev reduceret til tilskuere. Derfor blev de frisættende tanker ledsaget af erkendelse af, at de voksne også må hjælpe med at strukturere og målrette aktiviteterne, så alle bliver deltagere.

Han blev uddannet fritidspædagog i 1969 og var så optaget af de teoretiske tanker om pædagogik, at han snart endte på Roskilde Universitetscenter (RUC) for at videreuddanne sig. Stig Broström oplever dog ikke selv det, at han blev seminarielærer og siden forsker og professor, som en vej væk fra arbejdet med børn. Det var blot et skifte fra praksispædagog til teoretisk pædagog, forklarer han.

”Der var nogle pædagoger, som hånligt sagde: Du skal være forsker, og betragtede det som en faneflugt. Sådan så jeg det ikke. Mit hjerte har hele tiden været i praksis, og meget af min forskning har været aktionsforskning ude i børnenes verden. Men jeg havde venner, som syntes, det var bedre at blive værftsarbejder, fordi det var mere proletarisk,” fortæller Stig Broström.

Det var tiden omkring 1968. Tænkningen blandt Stig Broström og hans meningsfæller var, at pædagogfaget og småbørnspædagogikken ikke alene skulle udvikle fremtidens børn. Målet var at omstyrte det kapitalistiske samfund, og det skulle børnene være med til. Det er her, han gerne vil give et par undskyldninger, selvom han ikke fortsat betragter 1970’erne som en ”gylden epoke” for pædagogikken.

”Den grundlæggende pædagogikforståelse, jeg fik i 1970’erne, har jeg stadigvæk, men den tager farve på en anden måde. God pædagogik handler om at opstille mål og skabe et indhold og nogle praksisformer, som udvikler og danner børnene, ikke kun til viden og indsigt i verden, men også til en masse sjov og ballade. Det meget firkantede og paroleagtige fra 1970’erne, som mere handlede om de voksnes end børnenes dagsorden, har jeg lagt bag mig,” siger Stig Broström og tilføjer:

”Jeg husker nogle pædagoger, som var meget optaget af at tage børnehavebørnene med ind til demonstration. Så fik de børnene til at stå der og råbe: ’Vi vil ud af EF!’. På vej hjem i bussen er der så et barn, der spørger pædagogerne: ’Er vi så nu på vej ud af EF?’.”

Det måske største skifte i den 60-årige periode, professoren beskriver, kom i midten af 1980’erne. Ikke med ét slag, men lidt efter lidt. Ungdomsoprøret klingede ud. Poul Schlüter (K) var statsminister og blev siddende i 11 år. Berlinmuren var på vej til at falde, og de danske pædagoger holdt op med at bruge kræfterne på at ville omstyrte samfundet og nøjedes med at skabe rammer for de børn, de var sat i verden for at arbejde med.

”Jeg vil ikke sige, at det blev tomt, da 1970’ernes drøftelser og slåskampe ophørte. Men jeg oplevede, at pædagogikken i en periode derefter manglede lyst, liv og engagement,” siger Stig Broström.

Han tilføjer, at meget af engagementet dog er vendt tilbage. Og pædagoger kan fortsat knurre, hvis skrabede personalenormeringer, pædagogiske læreplaner eller førskoleundervisning går imod deres egne idealer, men revolutionen er aflyst.

I de efterfølgende år har den tidligere marxist omformuleret sine pædagogiske visioner, og det siger en del om tidernes forandring, at han har forsøgt at omfavne det ellers i nogle pædagogkredse forkætrede leg og læring -begreb til det engelskklingende educare .

”Der var en del modstand mod tankerne om pædagogiske læreplaner. Men min egen modstand forsvandt, da jeg fandt ud af, at børnene jo slet ikke kan undgå at lære noget. Vi skal bare forstå læring bredt som evnen til at udvikle og fordybe sig, ikke at børnehavebørn skal have skolelæring,” forklarer Stig Broström, hvis nye pædagogiske begreb er en sammentrækning af ordene education og care, altså uddannelse og omsorg.

Da kampene for omstyrtelse af det kapitalistiske samfund ophørte, blev Stig Broström ofte iscenesat som duellant over for andre børneforskere.

”Jeg blev sat over for Erik Sigsgaard, som var stærkt kritisk over for de mange timer, børn var i institution i stedet for at lege frit. Her blev jeg på godt og ondt fortaler for daginstitutionerne over for Sigsgaard, som i sin forskning talte op, hvor mange timer børnene var ’under pædagogernes åg’,” fortæller Stig Broström.

En anden duel har han flere gange stillet op til mod børneforskeren Jan Kampmann, som mener, at læring i børnehaven altid betyder, at legen bliver ”spændt for læringens vogn”. Her mener Broström som nævnt, at de to størrelser kan forenes.

Han hører tilmed til de børneforskere, som har en hel del positivt at sige om folkeskolereformen fra 2014, fordi han netop ser denne reform som et forsøg på at tage leg, bevægelse og pædagogers faglighed ind i de små skolebørns liv:

”Det har vist sig absolut ikke at være let. Der kommer sammenstød mellem fagpersoner med forskellige baggrunde og værdier, men jeg er positiv og tror stadig, at der kan komme noget godt ud af det.”

Den seneste store kamp om børnelivet har været kampene mod dårlige normeringer i daginstitutioner. I 2018 bar et par dokumentarudsendelser på TV 2 ved til et oprør, og flere forskere rejste tvivl om, om det overhovedet er forsvarligt at sende sit barn i vuggestue eller børnehave, hvis der er mange børn pr. voksen. Her har Stig Broström positioneret sig sådan, at der selvfølgelig skal være pædagoger, men at andre faktorer end antallet betyder noget.

”Normeringer er af afgørende betydning, men det er ikke alt. Forskningen viser, at pædagoger får noget meget forskelligt ud af situationen, alt efter hvor meget nærhed, empati og engagement der er. Mit synspunkt er, at man som pædagog altid kan gøre noget. Historien har vist, at selv i børnehusene i 1700-tallet, hvor de ingenting havde, og der var alt for mange børn, var det faktisk muligt at skabe gyldne øjeblikke for børnene,” siger professoren.

Pointen er, at pædagogers engagement ikke må være en sovepude for politikere, som så kan slippe af sted med ikke at afsætte stillinger nok til institutionen. Men dårlige normeringer må heller ikke være en sovepude for pædagoger, som reagerer ved at sige, at så kan de ingenting. På den måde er marxisten fra 1970’erne blevet mere afbalanceret og midtsøgende i dag.

”Jeg har ikke opgivet min venstreorienterede barnetro. Men i dag hænger jeg mig ikke så meget i, hvilken partifarve et synspunkt eller et tiltag har, men om det er noget, der gavner daginstitutionerne, pædagogerne og frem for alt børnene.”