Et maleri af et landskab kan være så smukt, at det fjerner vores opmærksomhed fra virkeligheden omkring os. Men det er netop denne virkelighed – med alle sine trusler – det hele dybest set drejer sig om på den store, ambitiøse udstilling ”Jordforbindelser – Dansk maleri 1780-1920 og det antropocæne landskab”, der vises på Faaborg Museum og senere på Fuglsang Kunstmuseum i Toreby, Ribe Kunstmuseum og Den Hirschsprungske Samling i København.
Både direkte og indirekte er det overordnede tema klimaforandringerne. Den indledende antydning af det dilemma, der er hele projektets, tager museumsinspektør Gry Hedin, Faaborg Museum, stilling til i en bog, der indgår i rollen som katalog, men er meget mere end det. Værket formidler flere års forskning og har samme titel som udstillingen.
Hun lader det stå åbent, om vi lever i den antropocæne tidsalder – hvor menneskets indgriben er blevet så voldsom, at den kan aflæses geologisk, og endvidere om spørgsmålet er blevet for banalt til at skabe bekymring.
Den, der på et maleri – eller ude i virkeligheden – nyder synet af for eksempel en bølgende kornmark, kan umiddelbart have svært ved at se meningen i de dystre scenarier, som opstilles af naturvidenskabens forskere.
Situationen beskrives uden omsvøb som alarmerende. Vi lever – hævdes det – ”i en tidlig fase af Jordens sjette masseuddøen (...) grafer over truede arter, luftens indhold af drivhusgasser og havvandets surhed viser stærkt stigende kurver”.
Det store antal kunstnere, der er repræsenteret, hører til blandt vore ypperste – som C.W. Eckersberg, Johan Th.Lundbye, Vilhelm Hammershøi og fynbomalerne samt mange flere. Når man står foran deres landskabsbilleder, må man ofte tage sig ganske meget sammen for at se dem gennem den alvor, som det er meningen – den velbegrundede mening – vi skal se dem igennem.
Man husker ligeledes sig selv på, at værkerne ikke kun skal ses for deres egen skyld, men først og fremmest for den tendens, de samlet er udtryk for. Formålet er at vise, hvordan landskabet har ændret sig gennem de seneste 200 år, da kunstnerne i dialog med naturvidenskaben tolkede de store forandringer, der skete. Kunsten og videnskaben formede vores måde at se naturen på.
Når vi erindres om, hvad der skete for længe siden, er det samtidig en måde at erindre om, hvad der sker i dag – i den hensigt at øge bevidstheden om de udfordringer, vi står over for. I et forsøg på at give et opdateret vidnesbyrd om forholdet mellem kunst og videnskab kan man på en til lejligheden produceret video-podcast møde tre markante personer fra den aktuelle debat om klima og natursyn. Det er Frank Erichsen – kendt fra DR-serien “Bonderøven” – professor Minik Rosing og meteorolog Jesper Theilgaard.
Perspektivet udvides med inddragelse af to samtidskunstnere, der begge arbejder meget konkret. Den ene er Camilla Berner, der undersøger natursyn og værdier bag forsøgene på at styre og regulere naturen, et relevant motiv – og den anden er Rune Bosse, der bidrager med installatoriske værker, blandt andet jordprøver taget i de fire involverede museers umiddelbare omgivelser. Det er svært at fange pointen.
Nemmere er det med nogle tværsnit af jord – hængt op som billeder på en væg. Vi får at vide, at livet aftager efter få centimeter, en viden, der sættes ind i en global sammenhæng, til understregning af at vi lever midlertidigt på en planet, der opfattet i den store sammenhæng er lille og kun har begrænsede ressourcer. Dermed knytter Bosse tydeligt an til udstillingens hovedmotiv.
Andre forsøg på at fortælle konkret falder mindre heldigt ud. Således når der i forbindelse med den ændring af landskabet, som dræning medfører, udstilles drænrør samt redskaber, der bruges ved nedlæggelse af drænrør. Hvem kan få noget ud af det?
Det er en stofrig og betydningsfuld udstilling med mange indfaldsvinkler. Den er ikke til hurtige gæster. Den enkelte må med sit forhåbentlige engagement medvirke til at give udstillingen den gennemslagskraft, som den fortjener.