Prøv avisen
Bog

Gode historier og opbyggelighed går hånd i hånd

Lars Petter Sveens fortæller en række historier fra periferien af Jesu liv og virke og blander Bibelens personer med frit opfundne. Sveens historier handler om romerske soldater, røvere, løse kvinder, forældreløse børn, rigmandssønner og brødrene Peter og Andreas

I kampen mod det onde skal der fortælles gode historier, der kan nære tro, håb og kærlighed. Lars Petter Sveen har vovet det og slipper helt godt fra det

Det er ikke let at skrive litteratur, som vil nære tro, håb og kærlighed. Det bliver let til det rene postulat og til en gang sødsuppe. Det er meget lettere at skrive om tvivlen og ondskaben. Den forekommer os alligevel at være mere realistisk. Og det må gerne være rigtig ondt og rigtig beskidt - det tjener kun til at øge vores fornemmelse af virkelighed.

Men nu findes troen, håbet og kærligheden altså også i verden. Det er flygtige fænomener, som man skal holde godt fast på, så ikke mørket og mismodet tager dem. Og mørket står hele tiden parat. Satan er en forfører og frister, der vender tilbage igen og igen. Det gør han også i Lars Petter Sveens fortællekreds ”Guds børn” om en række meget forskellige figurer fra Jesu tid. Sveen fortæller ikke helt almindelig bibelhistorie med Jesus i centrum. Det er jo også gjort i evangelierne. Han fortæller derimod en række historier fra periferien af Jesu liv og virke og blander Bibelens personer med frit opfundne.

Fælles for disse figurer er, at de befinder sig i en verden, hvor den romerske besættelsesmagt hersker, og hvor desperationen er stor så vel socialt som eksistentielt. Profeter, oprørsgrupper og røverbander huserer i Palæstina og gør livet mere usikkert, end det er i forvejen. Det er i den situation - der ikke minder så lidt om vores egen tid - at Jesus vandrer rundt og taler om Guds rige og om ikke at gribe til våben. Der er en anden vej end vold og mord. Det er dette gode budskab, som han og mange andre dør for. Jesus ofrer sit liv for menneskenes synders skyld, ligesom et par store søskende gør det for at redde de mindre i et par af de historier, Sveen fortæller. n betaler med sit liv og sin lykke, for at de andre kan blive frelst.

Sveens historier handler om romerske soldater, røvere, løse kvinder, forældreløse børn, rigmandssønner og brødrene Peter og Andreas. Figurernes skæbner væver sig ind i hinanden, og de optræder i hinandens fortællinger.

De romerske soldater dræber drengebørn i Betlehem, fordi det er blevet sagt, at en konge er født. Deres leder, Cato, får dog en slags anfægtelser over deres gerninger, og med tiden bliver disse anfægtelser til anger over, hvad han har gjort, og til en tro på Jesus. Cato ender med at kunne fortælle en historie om omvendelse og forvandling. Han formulerer fortællekredsens pointer i sin samtale med den stammende Jakob, der tvivler på, at det gode vil sejre, og på det gode i ham selv. Cato siger som sit liv: ”Noget lokkede mig, noget kaldte det onde frem i mig, og jeg lystrede. Jeg valgte den historie. Men jeg vælger noget andet nu. Jeg vil ikke længere være en del af den historie, som blev skabt for mig.”

Således formuleres muligheden for at foretage et valg. Det valg foretager også drabsmanden og røveren Nadab, og det får indflydelse på hans venner. Hans desperate offer, der får ham op at hænge på korset, er således ikke forgæves, for det skaber historie. Det angiver en retning og et alternativ for de andre.

Alle søger et fællesskab og en mening i det liv, som der ellers hverken er hoved eller hale på. Man kan finde sammen i fanatisk bekæmpelse af anderledes troende og af besættelsesmagten, men man kan også finde sammen i troen på Jesus, sådan som Andreas og Anna gør det. De finder både hinanden og Jesus og betegner således den hele og lykkelige kærlighed.

Mørkets kræfter byder sig dog hele tiden til, og det er svært at stå imod, når man føler sig alene i verden. Selv Peter, der er Jesus nær, plages af tvivlen og håbløsheden. Men alligevel er det efter Jesus død og opstandelse sådan, at han er der for de troende. Paradoksalt føles det, som om ”vi er alene, men han er her.”

Der går historier om Jesu liv og virke, allerede inden han bliver korsfæstet. Bagefter tager historierne til, og straks er der også nogen, der forsøger at lave nye regler og love for at indsnævre det, der er den rette vej, den rette tro, som Jakob desillusioneret tænker. Men der er ikke kun én Jesus, som den omvendte røver Joash formulerer det. Og det er godt sådan. Ensretningen fører til fanatisme, vold og mord og bereder vejen for ondskaben.

Men er mangfoldigheden da et gyldigt alternativ? Det er ikke let at få rede på i Sveens bog. Mangfoldigheden rummer også en farlig forvirring og rådløshed og nærer tvivlen, alt det, som netop plager romanens figurer. For Sveens bog har mangfoldigheden og den stadig lurende tvivl dog den fordel, at ”Guds børn” ikke bliver til et glansbillede. Den fortæller en række positive historier om omvendingens og frelsens vej uden at være blind for de ofre, der kræves. Det er faktisk en sjældenhed i den litterære verden, hvor negationens logik normalt hersker, og positiviteten er bandlyst.

”Guds børn” er og vil være opbyggelig, og det lykkes på en ganske nuanceret måde, idet romanen på en gang formår at fortælle medrivende historier, at prædike og at sprede det gode budskab.

kultur@k.dk