Gode ord til enhver, der sørger og savner

12 psykoterapeuter bidrager til bogen ”Slutsten. Fortællinger om døden”, der med sin samling af højst personlige fortællinger er et fremragende bidrag til samtalen om den svære død og den lige så vanskelige sorg, der er dødens følgesvend

"Med denne bog i hånden er man bedre rustet, når det svære – det sværeste – kommer, at måtte skilles fra den og dem, vi elsker." Modelfoto.
"Med denne bog i hånden er man bedre rustet, når det svære – det sværeste – kommer, at måtte skilles fra den og dem, vi elsker." Modelfoto. .

”Jeg er overbevist om, at det forholder sig sådan: At vi ved hjælp af psykoterapi kan komme videre fra fastlåste, fortrængte og uforløste sorgreaktioner. At sorg er en individuel – overvejende følelsesmæssig – proces, og at der ikke findes rigtig eller forkert sorg. At sorg er en naturlig proces og hører med til det at være et menneske og at miste.”

Sådan lyder nogle af de indsigter, som Harry Sandholm kommer frem til i sin artikel ”Sorg, nærvær og tid”. Artiklen er et af i alt 12 psykoterapeuters bidrag til bogen ”Slutsten. Fortællinger om døden”, der med sin samling af højst personlige fortællinger er et fremragende bidrag til samtalen om den svære død og den lige så vanskelige sorg, der er dødens følgesvend.

Den velredigerede bog er inddelt i fire hovedafsnit med overskrifterne ”At elske”, ”At acceptere”, ”At tro” og ”At hele” og kommer på denne måde igennem alle sider af et dødsfald og dets konsekvenser for den/de efterlevende.

I første afsnit sættes der fokus på det liv, den kærlighed og det fællesskab, der var før døden, alt det gode, der gør det så uendelig svært at forlige sig med, at det nu er forbi for altid.

De enkelte historier er ligefremme og velfortalte med budskab til enhver, der er eller har været i situationen. Det samme gælder det næste afsnit om ”At acceptere”, hvor vægten i højere grad lægges på arbejdet med at forlige sig med det urimelige, på at få vendt blikket fra det, man ikke mere har og nu må savne, til taknemmeligheden for det, man fik, det, som er sorgens årsag, for derigennem at finde kræfter til og glæde ved et liv uden den afdøde.

I afsnittet ”At tro” beskrives, hvordan troen kan have en afgørende betydning for, hvordan man er i stand til at mestre døden og sorgen. Der fortælles både om den kristentro, der ligger som en byrde af skyld og skam, og som kun gør sorgen og savnet endnu vanskeligere at håndterer, men også om den kristentro, der ubetinget positivt kan medvirken til, at både døden og forholdet til den døde på den anden side graven bliver til at leve med – og leve godt med.

Også en praktiserende buddhist giver sit bidrag til at klarlægge, hvad denne praksis positivt har at bidrage med, når forholdet til den fysiske død og sjælens mulige udødelighed skal overvejes.

Alle tre indlæg opleves som ærlige og oprigtige, uden spor af propaganda, men tankevækkende og oplysende. Sidste afsnit om ”At hele” er en smule mere fokuseret på det faglige, det vil sige, hvad terapien kan gøre for den, der er faret vild i sin sorg og derfor ikke kan finde hjem til sit eget centrum igen, eller den, der uhensigtsmæssigt er blevet låst fast i sit tab og derfor er ude af stand til at komme fri. Men også i dette afsnit er hovedvægten så absolut lagt på den sorg, der ikke er syg, men bare (for) svær.

I det hele tage er det en bog, der på fornemste vis er i stand til at lægge vægten på det eksistentielle og dermed det alment menneskelige i mødet med livets afslutning. Det er de personlige erfaringer af egne tab med klangbund i en stor faglig viden og lang erfaring i at møde sørgende i chok eller i alvorlig personlig krise, der er det fremtrædende i fremstillingen.

Det er forbilledlig smukt gjort og ofte rørende at være vidne til som læser. Og det er det, der gør netop denne bog så værdifuld. Med denne bog i hånden er man bedre rustet, når det svære – det sværeste – kommer, at måtte skilles fra den og dem, vi elsker.

kultur@k.dk