Gode pointer om bøn fra Pernille Aalund – men forvirring om, hvem man beder til

Pernille Aalund har gjort sig en tankevækkende erfaring med bøn i sin nye bog, men paradoksalt nok siges der ikke meget om Gud

Siden 2015 har Pernille Aalund valgt at hellige sig fordybelse og bøn. Hun holder foredrag og kurser og har nu skrevet denne bog, som efter eget udsagn er noget af det mest modige, hun har gjort.
Siden 2015 har Pernille Aalund valgt at hellige sig fordybelse og bøn. Hun holder foredrag og kurser og har nu skrevet denne bog, som efter eget udsagn er noget af det mest modige, hun har gjort. Foto: Leif Tuxen

I ”Bønnens kraft” fortæller den kendte tv-journalist Pernille Aalund om sit første egentlige møde med Gud. Det foregik på et toilet i en industribygning på Amager. Hun var i midten af 30’erne og vært på talkshowet ”Pernilles univers”. Imellem optagelserne blev hun pludselig grebet af en nervøs afmagt, og hun gik ind på et afsidesliggende toilet for at være alene. Her fæstnede hun blikket på en sprække i loftet og bad:

”Hjælp!”

Bønnen gjorde sin virkning, for ud af sprækken fornemmede hun, at der kom et lys, som gled ind i hendes krop, og hun oplevede en tilstand af vægtløshed. Følelsen af at være frit svævende i luften gav en ro og en glæde, og hun var overbevist om, at det var Guds ånd, som havde fyldt hende.

”Det var sådan, jeg mødte Gud ... som en lys, mælkehvid kilde af energi.”

”Den dag satte jeg Gud fri,” skriver hun.

I det øjeblik åbnede hun sig for en kraft, der kunne rykke og forandre hende, og hendes budskab er, at ”vi alle sammen har adgang til dén kraft, at vi alle sammen er en del af det ufattelige: Vi er.”

Det var dog først mange år senere, efter en retreat på Sri Lanka, at Aalund besluttede sig for at leve et helt nyt liv.

”Med fokus i bøn ville jeg bevæge mig dybere ind til kernen af mit jeg.”

Siden 2015 har hun derfor valgt at hellige sig fordybelse og bøn. Hun holder foredrag og kurser og har nu skrevet denne bog, som efter eget udsagn er noget af det mest modige, hun har gjort.

Det er da også en meget personlig bog, hvor vi følger Aalunds ”læringsrejse” og sjælekampe, ja, vi kommer endda ind i soveværelset og hører, hvordan hun og manden beder aftenbøn.

”Vi kan ligge i sengen en tidlig morgen eller en sen aften og holde hinanden i hånden, og så beder jeg – for ham, for os og for vores kærlighed.”

Ikke underligt, at manden bliver rørt. ”For bønnen rører ved et menneske.”

Aalund har flere gode pointer om bønnen: Bøn virker. Bøn er kraftfuld. Bøn er at åbne sig for Gud. Bøn er at huske at sige tak for det hele. Bøn er at bede for andre. Man finder også originale bønner:

”Kære Gud … Jeg er hul. Mit indre rum står tomt som en kirke uden menighed. Lyset uden sin væge.”

Aalund opfatter sig selv som kristen og mødes jævnligt med den lokale præst, ligesom hun nyder den lokale gudstjeneste og citerer løbende Jesus. Det savner man dog i denne bog, hvor der til gengæld er en del forvirring – blandt andet om, hvem eller hvad det er, man beder til, samt hvad et menneske er. Flere steder defineres Gud som en følelse. En følelse af, at alt er godt. Gud er en energi, som det gælder om at mærke og lade sig fylde af og blive ét med. Andre steder tales der mere personligt om Gud:

”Gud lytter, og Gud giver mig det, jeg har brug for.”

Men det siges også:

”HUSK! Du er det hele, du er født med den helt store pakke, nu er det bare din opgave at få aktiveret de vigtigste elementer”.

Det gælder om at søge indad, og så vil vi opdage, at vi inderst inde rummer kærlighed.

Aalund har gjort en tankevækkende erfaring med bøn:

”Når man har arbejdet længe med den dybe meditation eller som jeg har praktiseret bøn, indimellem i mange timer dagligt, vil man opleve en tilstand af dyb ro, hvor alt føles trygt og godt, men samtidigt åbent og vibrerende …på et tidspunkt i processen ændrer min tilstand opfattelsen af det ydre og det indre: Det indre bliver den nye virkelighed … alt er ånd. Det ydre bliver en illusion.”

Derfor kan den dybe glæde heller ikke etableres i den ydre verden.

Alligevel er Aalund ikke verdensfjern. Hun giver meget væk, hver måned i penge, ord og handlinger, fordi hun gerne vil være ”et godt menneske”.

Bogen er efter eget udsagn skrevet i ét langt flow, hvilket man tror på. Den er stakåndet og snakkende:

”Jeg er ved at blive gammel, jo det er jeg”.

Meget karakteristisk slutter bogen med 12 forskellige menneskers udsagn om Gud og bøn: en ateist, en kristen, en muslim, en buddhist, en shaman, en direktør, en præst (som nævner Fadervor!) og andre. Aalund er således åben over for alt og alle, ligesom hun definerer Gud som ”en erkendelsesproces, et alt og et intet”.

Paradoksalt nok siges der dermed ikke meget om Gud.