Christian Hjortkjær er ph.d.-studerende ved Søren Kierkegaard Forskningscentret, og den 35-årige talentfulde teolog har netop begået en lille indholdsmættet bog om reformationen.
Men Hjortkjær begynder med renæssancen, som han derpå sammenligner med Reformationen. Han peger på de mange lighedspunkter bevægelserne imellem, men understreger, at Luthers ærinde netop ikke var at humanisere eller udvande kristendommens krav.
Nej, det var tværtom at understrege, at vi alle er præster, hvorfor ingen i tryg sikkerhed kan slå en parentes om sig selv og sige: Det er jo ikke mig, der er præsten!
Med inspiration fra renæssancehumanismen studerede Luther kilderne, og med afsæt heri gik han i gang med at rydde op i den Augias-stald, som kirken havde udviklet sig til. Det resulterede i, at kristendommen blev genformet som individets sag, pointerer Hjortkjær.
Over for Luther sætter Hjortkjær renæssancetænkeren Pico della Mirandola, som meget forenklet udtrykt bytter om på subjekt og objekt. Det er ikke mere Gud, der er subjektet. For det handler ikke længere om Guds uforskyldte nåde mod syndere.
Det gjorde det ifølge Luther, men hos Pico della Mirandola gælder det for mennesket ”ligesom Gud at udfolde sin hele og fulde sandhed i verden – og dette mål er uendeligt”.
Luther mente, at denne brug af ordet frihed trækker ordet i retning af den store ligegyldighed. Mennesket er nemlig ikke henvist til en tilværelse, hvor det blot er et frit i luften svævende blad. For det eksistensvilkår, Vorherre har sat mig i, er just det, jeg skal være tro: ”Frihed er frihed til noget ganske bestemt. Frihed er frihed til at tjene næsten.”
Herefter lægger Hjortkjær Luthers problemstilling ind i Søren Kierkegaards forfatterskab for derigennem at trække reformatorens anliggende tydeligere op. Hos den danske filosof føres linjen fra lutherdommen nemlig videre, og problemstillingen skærpes deri.
Hjortkjær fremdrager i den forbindelse to sætninger hos Kierkegaard, som blot adskiller sig ved en tankestreg. ”At stå – ene ved en andens hjælp og At stå ene – ved en andens hjælp”.
Forskellen på de to sætninger illustrerer forskellen på bigot oplysningstænkning og opbyggelig kristendom. Den første af sætningerne er nemlig udtryk for formynderi, hvor man fortsat er i lommen på nogen eller noget.
Men hvis man derimod har lært at stå ene – ved en andens hjælp, så er man blevet ”hiin enkelte”, som nu kan møde Gud, der drager et menneske til ansvar og dermed gør livet væsentligt og vægtigt.
Jo, man kommer vidt omkring i denne lille bog, der kræver meget af sin læser, men som giver mangefold igen. Skulle jeg ymte en lillebitte kritik, er det, at bogen vil for meget på for få sider, men det ændrer ikke ved, at Hjortkjær med sit bidrag til forlagets reformationsserie har leveret en formidabel præstation.