Da jeg var nået et stykke ind i Jens Christian Grøndahls nye roman, ”Inde fra stormen”, blev jeg irriteret over, at den mandlige hovedperson var forfatter og tydeligvis en variant af Grøndahl selv. Blot er han gået helt i stå, hvad der ikke virker som en overhængende risiko for Grøndahl.
Det er da også, som om skrivekrisen ikke for alvor udfordrer, og da der også kom satiriske skildringer af andre forfattere i det danske litterære miljø (imaginære personer og ikke nøgleportrætter, så vidt jeg kan vurdere), virkede det hele lidt træt. Og ikke mindst overflødigt, fordi Grøndahl har så eminent godt fat i den eksistentielle familiehistorie, han opruller. Hold dig dog til livets alvor, mand, og glem det mondæne fis. Det med det litterære miljø skulle dog alligevel vise sig at være et scoop, men derom senere.
Adam er 60 år og kriseramt forfatter. Hans kone, Harriet, er 55 år og arbejder i et ministerium. Hun har altid været dygtig og ambitiøs, men da hun bliver forbigået til stillingen som departementschef, siger hun overraskende for Adam sin stilling op for at kunne pleje sin gamle far. Han bor ved Limfjorden, har mistet Harriets mor og er ved at blive dement. Adam og Harriet står i en livsfase, som mange af samme alder sikkert kan genkende sig i: Står man på tærsklen til et nyt liv, eller er man ved at slå op i banen, inden man resignerer endeligt?
Trods deres alder er de samtidig del af den krævende sandwich-generation. Ikke bare den demente far, men også de voksne børn kan vise sig at have brug for dem. Deres fælles søn, Peter, lever i et anstrengende ægteskab i London, mens hans datter, Rebecca, pludselig melder sin ankomst fra Tel Aviv. I mange år har han ikke set hende. Hun har levet et internationalt liv som model, men nu er hun falmet, kommet i dårligt selskab og vist både på coke og på flugt. Adam må haste mod København igen for at samle Rebecca op, mens vinterstormen samler sig over Danmark. Når han frem?
”Inde fra stormen” er god læsning. Grøndahl skriver som en maestro. Han bevæger sig sikkert op og ned ad livets lange linjer, fortæller om dengang, Adam forlod sin første kone, Ruth, fordi han blev forelsket i en kvindelig læser, der havde skrevet et brev til ham. Det var Harriet. Scener fra før og nu veksler naturligt med hinanden til gensidig belysning. Med få penselstrøg kan han angive meget.
Og de vekslende aldersbetingede konstellationer mellem mennesker, der er (bragt) i familie med hinanden, fremkaldes med stor præci-sion som her om dette at have voksne børn:
”Man ved så lidt om sine børn, mindre, end de ved om deres forældre. De bliver år for år mere gådefulde, mens man selv føler sig eksponeret for deres klare blik.”
Der er en del af sådanne fine mikro-analyser, nogle gange båret af stærke metaforer eller blot fornemmelsen for, hvordan en konkret situation er eksemplarisk for sammenhænge, der rækker ud over den selv.
Mens stormen samler sig over Danmark, trækker det også op til MeToo-storm. Den smukkeste yngre kvindelige forfatter i Danmark fortæller med et par års forsinkelse, at hun er blevet seksuelt forulempet af sin redaktør på maghoni-forlaget (Gyldendal). Han må tage sin afsked, og hans liv og ægteskab ligger i ruiner. Han er også Adams redaktør, og denne skammer sig over ikke at tage kontakt, men alle skutter sig i den kolde vind. Selv har Adam holdt sin sti ren, men tanken om, hvor tæt han har været på tvetydige situationer med sin kvindelige kollega, ryster ham. Hvor lidt skal der til?
Mens livet står på gloende pæle – Harriets demente far er gået hjemmefra ovre i Jylland, Adams datter er måske på vej til Bangkok, der kommer mennesker for at se på rækkehuset, der er sat til salg som et led i livsomlægningen – går Adam til litterær prisoverrækkelse på forlaget. I hvad han af naivitet eller udmattelse tror er en privat samtale med en gammel bekendt, der dog også er litteraturjournalist på dagbladet Politiken, udtaler han sig uforsigtigt om den aktuelle sag.
Et halvt døgn efter står hans udtalelser på Politikens netavis, og så begynder alle medier ellers at ringe ham ned. Han havner i shitstormens øje.
”Der er ret mange, der skriver lige nu på de sociale medier,” siger en ung journalist i telefonen. Hun vil gerne have yderligere kommentarer. Adams ubetalelige svar er: ”Jeg har ikke noget at gøre med de sociale medier.”
Men det er noget, han tror, og beskrivelsen af, hvordan han pisker rundt i Kastrup Lufthavn for at finde sin datter, inden hun forlader landet igen, mens shitstormen uafladeligt ringer, brummer og vibrerer i hans lomme, er helt utrolig. Konstellationen mellem de to verdener kommer til at fungere som grotesk satire over den moderne medievirkelighed.
Det vil dog være forhastet at se det som et sammenstød mellem livets alvor og livets overflade. At blive fanget i en shitstorm kan være alvorligt nok, ja, dødbringende, som den tragiske sag om den svenske teaterchef Benny Fredrikssons selvmord i 2018 viste.
Hvordan det hele ender for Adam og Harriet, skal jeg ikke røbe her. Men det er faktisk lykkedes Jens Christian Grøndahl at skrive to gode romaner i én. Og i glimt virker det, som om han også havde lyst til at skrive en tredje om, hvordan livets storme og tilfældigheder artede sig i bedsteforældregenerationen. Sikke et overskud. Og mon ikke også Adam Huus får materiale til at komme ud af sin skrivekrise og vende tilbage med et stykke autofiktion