Meget lang roman om godhedens pris

Stig Dalager har skrevet en for lang roman om den svenske idealist Raoul Wallenberg

Stig Dalager havde ikke behøvet at forlænge Wallenbergs liv med 35 år, mener Kristeligt Dagblads anmelder. -
Stig Dalager havde ikke behøvet at forlænge Wallenbergs liv med 35 år, mener Kristeligt Dagblads anmelder. - Foto: Scanpix

Stig Dalager skriver romanbiografier. Han har blandt andet skrevet en jævn en om H.C. Andersen, en rigtig god en om Marie Curie, og så har han nu skrevet en meget lang en om Raoul Wallenberg.

Wallenberg var af rig svensk familie og diplomat i Budapest 1944-1945. Her var han med til at redde tusindvis af jøder fra koncentrationslejr og sikker død. Han blev arresteret af russerne, da de indtog byen, og blev efter al sandsynlighed likvideret i Lubjanka-fængslet i Moskva i 1947 - anklaget for at være spion for både Tyskland og USA.

Dalager lader dog Wallenberg overleve 35 år i sovjetisk fangenskab i Gulag. Her er han som 66-årig endt i kløerne på en læge, der medicinerer ham, som om han var psykisk syg. Men det er han ikke. Wallenberg er hverken syg eller spion. Han er noget så sjældent som en sand idealist, en humanist, der sætter andres liv før sit eget, en mand, der går gennem de største farer for at redde de forfulgte jøder.

Det er der ikke mange, der forstår noget af, og han gør det knap nok selv. Igen og igen i romanen bliver han spurgt om, hvorfor han gør det, men det kommer der ikke noget entydigt svar på.

Artiklen fortsætter under annoncen

Han tager til Budapest, fordi han er den, der kan gøre arbejdet dér på grund af sin internationale erfaring. Men han gør det også, fordi han har fået en kurv af en ung kvinde, og fordi han har set filmen ”Pimpernel Smith” om en professor, der redder fanger i nazisternes varetægt.

Wallenberg tagertil Budapest for at være der et par måneder, men det bliver til meget længere tid, da han konstant må kæmpe for at redde så mange som muligt. Nazisterne og deres ungarske håndlangere er ikke til at stole på, og der skal konstant forhandles.

Wallenberg møder endda SS-officer Adolf Eichmann, der er sat til at løse ”jødeproblemet”. Og Dalager går så vidt, at han også lægger synsvinklen om i romanen, så den går fra Wallenberg til Eichmann over nogle få sider. Her får man indblik i et komplet korrumperet menneske, der vil leve op til sin overordnede for enhver pris.

Modsætningen Wallenberg-Eichmann bliver dog ikke videre udfoldet, selvom der dog her er stof til en roman med både drama og menneskelig indsigt. I stedet går Dalager tæt på begivenhedsforløbet med forhandlinger og frem-og-tilbage-skridt.

Der bruges meget plads i romanen på disse beskrivelser, og man får måske nok en fornemmelse af Wallenbergs overmenneskelige indsats, men det får også romanen til at synke samme under sin egen vægt.

I stedet for at stilisere forløbet har Dalager valgt gentagelsen og den minutiøse beskrivelse af hændelser og steder, og det tager livet af romanen. Og midt i al elendigheden skal vi lige have noget at vide om den fine jugendstil, og hvad der ellers er af arkitektoniske perler i Budapest.

Til gengæld er der ingen af bifigurerne i roman, som vækkes til live, end ikke den kvinde, som Wallenberg forelsker sig i og har et forhold til.

For mig at se har Dalager hængt sig så meget i de historiske detaljer, at hans roman aldrig får luft under vingerne og folder sig ud. Hans greb med at forlænge Wallenbergs liv med 35 år og ad den vej demonstrere hans kolossale livsvilje og menneskelige overskud bliver også et noget overflødigt postulat.

Wallenberg fremtræder alene i historien fra Budapest som det store forbillede og eksempel, man stadig kan hylde og lade sig inspirere af - præcis som hans 350 medarbejdere gjorde.

Manden, der var god til at redde andres liv, men ikke sig selv, levede og handlede efter devisen: ”Hvert liv tæller, for hvert liv er en hel verden, der enten overlever eller går under.”

Sådan en tankegang kunne hverken nazister og kommunister forstå - der måtte stikke noget bag. Og så stræbte de ham efter livet. Nazisterne forsøgte at likvidere ham i Budapest, men det blev de paranoide og politiske fanatikere i Moskva, der tog livet ham.

En idealist som Wallenberg kunne simpelthen ikke eksistere, måtte ikke gøre det, fordi det for alvor kunne revolutionere verden - skal man tro Stig Dalager, som selv er noget af en drømmer.