Brunhilde Pomsel tøver, tænker, tørrer sig om munden med sit lommetørklæde. Furerne i ansigtet på den ældre kvinde snor sig som barken på et gammelt egetræ. Så presser hun øjenlågene sammen og sætter fingerspidserne mod panden som for at trykke erindringerne frem. Eller måske for at skubbe dem væk.
”Det er sådan med alle ting. Alt, der er er smukt, er også plettet. Og alt, der er frygteligt, har også sine lyse sider. Intet er sort-hvidt. Der er en smule gråt i alting.”
Ordene kan lyde som en fortærsket kliché, hvis de ikke kom fra en kvinde, som har været tættere på en af verdenshistoriens værste forbrydere end noget andet nulevende menneske.
Fra 1942 og frem til Det Tredje Riges sammenbrud i 1945 var Brunhilde Pomsel sekretær for den nazistiske propagandaminister, Joseph Goebbels. Dokumentarfilmen ”Et tysk liv” giver et sjældent indblik i mentaliteten hos et almindeligt menneske, der arbejdede for naziregimets inderkreds alene for egen vindings skyld, og som i dag kæmper med sin meddelagtighed i regimets forbrydelser.
”Er det slemt, er det egoistisk, når mennesker, der er blevet placeret i visse stillinger, forsøger at gøre noget, der gavner dem selv, også når de ved, at de dermed ender med at skade andre?”, spørger hun i filmens begyndelse.
Brunhilde Pomsel blev ansat i Goebbels' ministerium i 1942, men vidste efter eget udsagn intet om jødeudryddelserne, før hun i 1950 blev løsladt fra en sovjetisk interneringslejr. Hun havde kendt til koncentrationslejren Buchenwald, men troede, den var et almindeligt fængsel.
Hun var ikke interesseret i politik og meldte sig kun ind i nazistpartiet for at kvalificere sig til det velbetalte og prestigefyldte job i ministeriet, siger hun.
”Hvorfor skulle jeg ikke gøre det? (…) Alle meldte sig ind.”
Den Goebbels, hun lærte at kende på kontoret i Wilhelmstrasse midt i Berlin, var ikke den ”rasende dværg” og ”rablende krakiler”, som tordnede løs på talerstolen og tryllebandt tusindvis af tyskere med slagord som ”Enten tilintetgør jøderne os, eller også udrydder vi dem”. Nej, Goebbels var ”en civiliseret og seriøs person”, som kunne blænde mennesker med sin charme, men også en ”kold og reserveret narcissist”, som aldrig spurgte til de brødre, hun mistede i krigen, fortæller hun.
Artiklen fortsætter efter traileren
Hun husker, at hun gav Goebbels' børn lov til at lege med sin skrivemaskine, og hun spiste til middag i nazi-lederens villa. Ved krigens afslutning begik Goebbels og hans hustru selvmord efter at have dræbt deres seks børn.
Samtidig beskriver Brunhilde Pomsel sig selv som ”en af kujonerne”, som var for ”dum” til at indse, hvad der foregik omkring hende.
”Det var dejligt at arbejde dér. (…) Velklædte mennesker. Venlige mennesker. Åh Gud, jeg var så overfladisk dengang.”
Det er nemt at pege fingre ad Brunhilde Pomsel, men hvordan ville vi selv have handlet, hvis vi havde været i hendes sted? Det spørgsmål er selve filmens ærinde, fortæller medinstruktør Christian Krönes.
”Vi ville gerne lave en tidløs dokumentarfilm til kommende generationer med det formål, at vi ikke glemmer fortiden,” siger Christian Krönes og fortæller, at flere gæster måtte forlade biografen under premieren i Jerusalem, fordi de ikke kunne holde filmen ud.
De fleste vendte dog tilbage til diskussionen og gav udtryk for, at filmen var et afgørende bidrag til at overvinde totalitarismen.
”Men vi var aldrig optaget af Brunhilde Pomsels personlige skyld eller af at udstille hende som nazist,” siger han.
”Vi var optaget af at konfrontere beskueren med, hvor hurtigt et menneske kan blive involveret i noget, der er moralsk forkasteligt. Det er en film om personligt ansvar og moral. Hvordan ville jeg reagere i en lignende situation? Hvilke principper ville jeg opgive til fordel for en karriere og et behageligt liv? Brunhilde Pomsel er et meget intelligent og sympatisk menneske, og hun levede jo et fuldstændigt normalt liv. Når man følger hende gennem hendes udvikling, når man uundgåeligt til et punkt, hvor man må sige til sig selv: Jeg ville måske være endt det samme sted,” siger Christian Krönes.
Han mødte Brunhilde Pomsel ved en tilfældighed, da han researchede på en anden dokumentarfilm, og han og hans tre instruktør-kolleger følte sig forpligtet til at fortælle hendes historie. Truslen fra fascismen og totalitarismen hører ikke kun nazi-æraen til, mener han.
”Det lader til, at vi kun har lært meget lidt af historien. Se blot på den aktuelle situation i Europa, hvor den økonomiske krise, den enorme bølge af flygtninge og frygten blandt mennesker for at miste velstand overalt gør højrefløjspartierne stærkere. Nazipartiet rejste sig under lignende omstændigheder og havde godt et årti senere gennemført en af de værste katastrofer i menneskehedens historie. Det er en fare, som ikke blot tilhører fortidens Tyskland, men hele Europa. Se blot Donald Trump i USA, der opfører sig som en ’rasende dværg’ og virkelig er en trussel mod den civiliserede verden,” siger Christian Krönes med henvisning til Pomsels beskrivelse af Goebbels.
Brunhilde Pomsel er næsten blind i dag, men hun nåede at se filmen, inden hendes syn svigtede hende, og hun beskrev den som ”et spejl, hvori jeg kunne se alle de fejl, jeg har begået”, fortæller Christian Krönes.
Samtidig oplevede instruktørerne ikke på noget tidspunkt skyldfølelse fra hendes side. I filmen siger hun:
”Jeg gjorde ikke andet end at skrive på maskine i Goebbels' kontor. Og jeg havde ingen anelse om, hvad der gemte sig bag alt det. Altså, meget lidt, uanset… Nej, jeg ville ikke se mig selv som skyldig. Medmindre du ender med at bebrejde hele den tyske befolkning for i sidste ende at gøre det muligt for den regering at overtage magten.”
Alene den slags undskyldninger gør hende skyldig, mener Christian Krönes.
”Hun begyndte at arbejde for Goebbels på et tidspunkt, hvor udryddelserne var på deres højeste, så det er vanskeligt at tro, at hun ingenting vidste. Hvis man har arbejdet under dette fascistiske regime og kigget den anden vej, så er man selvfølgelig skyldig,” siger Christian Krönes.
”Men hun forsøger heller ikke at få tingene til at se bedre ud, end de er, og hun udviser ingen falsk anger, hvilket ellers alt for ofte er tilfældet med vidner fra denne periode. De ved, hvad der forventes af dem. Brunhilde Pomsel var hele tiden autentisk og troværdig,” siger han.
”De mennesker, som i dag siger … siger, at de ville have gjort mere for de stakkels, forfulgte jøder … jeg tror virkelig, at de mener det oprigtigt. Men de ville heller ikke have gjort det… Vi befandt os i én stor koncentrationslejr.”
I filmen sidder den i dag 105-årige kvinde med lukkede øjne og bevæger lydløst læberne for ligesom at sætte de rette ord sammen, inden de lukkes ud:
Filmen klipper til optagelser fra koncentrationslejre efter befrielsen, hvor overlevende huløjede, skeletlignende jøder kigger tomt ind i kameraet. Nazisterne nåede at myrde cirka seks millioner jøder.
Tror du, hun har ret i, at vi ikke ville have gjort mere; ville du have handlet anderledes?
”Det håber jeg, men når det kommer til stykket, kan jeg ikke være sikker. Hun giver det svar, som alle medløbere fra den tid giver. Hvad er dit eget svar? Filmen handler jo om os. Ville vi indse, hvornår det rette øjeblik til at protestere ville være, og ville vi gøre det?”, spørger Christian Krönes.
Artiklens overskrift og underrubrik lød oprindeligt: Goebbels' 105-årige sekretær kæmper med sit ansvar: Jeg var en kujon. Brunhilde Pomsel var sekretær for en af verdenshistoriens værste forbrydere, propagandaminister Joseph Goebbels. Hun skal minde os om, at vi har et personligt ansvar for at sige fra over for ondskab, siger instruktør bag dokumentarfilm om det sidste nulevende øjenvidne til den nazistiske inderkreds
