Hvorfor giver man sig overhovedet til at arbejde på en bog om erkendelsesteori og etik i en tid, hvor alting synes at gå i opløsning? Sådan spurgte Tor Nørretranders sig selv under arbejdet med sin seneste bog. Svaret giver han selv gentagne gange undervejs. Netop derfor. Fordi det mere end nogensinde er vigtigt at mane til oprør og til at betjene sig af sin egen forstand.
Sapere aude, som Kant skrev i ”Besvarelse af spørgsmålet: Hvad er oplysning?” (1784), der sammen med hans erkendelsesteoretiske hovedværk ”Kritik af den rene fornuft” (1781) samt det etiske hovedværk ”Kritik af den praktiske fornuft” (1788) danner afsæt for en videreudvikling af de tanker, som Tor Nørretranders præsenterede for godt femogtyve år siden i ”Mærk verden”, og som han dengang kaldte den emergente politik: at mange små og tilsyneladende naive handlinger kan føre til store forandringer.
Men det kræver, at vi lever efter Immanuel Kants tre grundsætninger for, hvordan vi skal forvalte vores fælles fornuft: Vi skal tænke selvstændigt. Vi skal tænke ud fra alle andres sted. Vi skal altid tænke konsistent. Og når Tor Nørretranders bløder Kants til tider knastørre etiske tænkning op, så tolker han den som en lang hyldest til, at vi skal undersøge verden selv, bestemme selv, ville selv, vælge selv, tænke selv, tosse selv og gå løs på det hele selv.
Det er nemlig blevet for bekvemt at være umyndig, siger Tor Nørretranders og slår til diverse oplysende kanaler som blandt andre Politiken, der ifølge ham elsker at udstråle, at man tænker bedre end alle andre og dermed oplyser folket, så det kan lære af den gode smag. Men sådan vender verden ikke: ”Oplysning er ikke en lysende pære i et mørkt rum, der sender sit gavmilde lys ud, så alle kan læse deres avis. Oplysning er, at alle i lokalet lyser med deres glade ansigter og dristige tanker og tænker selv og på hinanden.”
Det oplyste menneske er kendetegnet ved ikke at modtage instrukser udefra, men netop ved at tænke selv. Og det er vi nødt til, hvis vi vil styre uden om katastrofer og opløsning og redde verden, er budskabet i denne veloplagte mobbedreng af en bog.
Bogens første del er tilegnet erkendelsen af naturen, fra stjerner over hjerner til kvanter, mens den anden er tilegnet moralloven, forholdet mellem mennesker og menneskers vekselvirkning i samfund, økonomi og økologi. Tor Nørretranders’ nysgerrighed og hans ekstremt brede orientering fører ham og læseren vidt omkring, og referencerammen er spændt ud mellem blandt mange andre Aksel Sandemose og solsystemer, sorte huller og Rasmus Seebach samt smileys og Samsø Energiakademi. Kedeligt bliver det aldrig, og Tor Nørretranders’ entusiasme og energi er og bliver smittende, også når man glider lidt i gentagelser og digressioner.