Et jubelår for Goethe – og nu kommer endnu en oversættelse

Det er en pointe, at åbningsscenerne i ”Faust I” er udspillet mellem langfredag og påskemorgen. Udspændt herimellem lever alle

Den tyske forfatter og filosof Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832) led under en følelse af, at ”sjælen er lang”, men livet kort.
Den tyske forfatter og filosof Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832) led under en følelse af, at ”sjælen er lang”, men livet kort. Foto: Ritzau / Scanpix

Historikeren Oswald Spengler bemærkede engang, at en dag vil både Rembrandts malerier og Beethovens musik ophøre med at eksistere. Ikke sådan, at værkerne ikke findes på lærred og nodepapir, men i den forstand, at intet øje og øre vil findes, der er modtagelige for deres kunst.

Inden for litteraturen kunne man mene, at en måde, hvorpå en kultur tydeligvis modarbejder denne forfaldsforestilling, er, at dens børn igen og igen oversætter de fremmedsprogede klassikere. Man kunne her tænke på Niels Brunses vanvidsgerning med at oversætte hele Shakespeare på ny eller på det Goethe-mirakel, der nu er overgået Danmark. Goethes romanmesterværk ”Wilhelm Meisters læreår” er netop udkommet, anmeldt overalt og tilmeld med inderlig uenighed om oversættelsens kvalitet til følge.

Den følges op af det, der kunne ligne det moderne Europas urværk af det sidste dannede menneske, Goethes ”Faust”.

”Faust I” fra 1808 er første del af Goethes samlede bud på en fortælling om middelaldermyten om videnskabsmanden Faust, der forskriver sig til Djævelen i bytte for verdslig tilfredsstillelse og/eller sand indsigt. I Danmark er vi hidtil blevet velsignet med hele tre bud på en oversættelse af henholdsvis Peter Hansen (1889), Jørgen Gustava Brandt (1948) og Arne Rosenhoff (1990).

Artiklen fortsætter under annoncen

Nu foreligger et fjerde bud af Ejler Nyhavn hos feinschmeckerforlaget Wunderbuch i fornem-dyster sort med rødtblødende overkant. Den forsøger – væsentligt! – at gengive metrik og rim.

Vi har således endnu engang en ”Faust” på dansk. Andre med bedre plads må diskutere denne specifikke oversættelses kvalitet, men udgivelsen er i sig selv nærmest som et brækmiddel mod kulturpessimisme. Der er ingen undskyldning for ikke at opøve sit sinds modtagelighed over for Europas sjæl, for den taler lige her. Det samme gør alle menneskers grundproblem.

Det filosofiske ur- og grundproblem er nemlig ikke, hvad en sand sætning er, om der findes 9 eller 12 forstandskategorier, eller hvad en retfærdig fordeling af verdens goder principielt ville være. Problemet over dem alle er dette: Er der overensstemmelse mellem tænkning og væren? Er det, jeg er i stand til at vide om verden, og det, verden er, det samme?

Al rigtig filosofi, fra Parmenides til Hannah Arendt, begynder med bevidstheden om det smertelige i, at svaret er nej. Det ligger også bag alle menneskers handlinger, hvad end de ved det eller ej. Det rumler, når man skal beslutte sig for, om man skal have sort kaffe eller boblende champagne til morgenmad. Det er grunden til, at man står op eller lader være. Det er spørgsmålet om, hvorvidt det er godt at være til, og om hvorvidt vi skal fejre, at verden findes, gennem kult og kultur.

Som germanisten Per Øhrgaard har påpeget i sin store Goethe-bog, var også Goethes grundproblem forholdet mellem jeget og verden. Fordi alting er symbolsk – jævnfør eksemplerne ovenfor – kan det smerte: ”Det, vi iagttager og studerer, er virkeligt, men det er ikke det virkelige, ikke det hele.” Derfor dyrkede Goethe udtrykket ”Entsagung”: afkaldet på at opnå komplet identitet mellem den ydre verden og den indre sjæl.

Det er det samme problem, der er den lærde doktor Fausts indre dramatiske drivkraft. I ”Faust I” møder vi ham i hans ”højhvælvede, trange og gotiske” kammer. Han har indset, at lærdom ikke vil bringe indsigt i, hvad der ”inderst inde” ”holder” verden. Hverken bøgerne eller livet kan give svaret. Derfor er der kun giften tilbage. Selvmordet som konsekvens af, at der ikke er – aldrig kan blive – enhed mellem tænkning og væren, jeg og verden.

Et af de smukkeste symboler, der derigennem opstår, er, er ordet ”dage”. Jammerdage, nådedage. Lige før Faust tager giften, hører han således kirkeklokkernes søde påskesang. De udløser en måde, hvorpå man kan komme overens med de korte dage, fordi de minder om andre: ”En forståelig, skøn længsel/ drev mig til gennem skov og eng at gå,/ og gennem tårers hede trængsel/ følte jeg en verden i mig opstå.” Det er erindringen om barndomsdagene, der bliver kuren mod modviljen: ”Erindring holder mig, i barnligt leje, tilbage fra det sidste, svære stykke.”

En kendt talemåde fra antikken kaldes undertiden for den silénske visdom. Kong Midas indfangede den drukne Silenos, guden Dionysos’ ledsager, og pressede ham til at svare på, hvad det mest ønskværdige for et menneske er. Silenos svarede, at det bedste for mennesket er ikke at være født – og kaldte ifølge Friedrich Nietzsche mennesket for en ”elendig éndagsslægt”. Er det bedre, hvis der ikke var noget? Bedre hvis man ikke fandtes?

Måske dette klassiske topos er en vej ind i Goethe og hans levende Faust. Mennesket er i sine ”jammerdage” ikke værd at plage. Det mener Djævelen over for Gud i den såkaldte ”Prolog i Himlen”, hvor Gud og Satan indgår et væddemål om, hvorvidt Mephistopheles kan lede den lærde doktor Faust væk fra den rette vej.

”I bringer billeder fra glade dage,” lyder det i værkets åbning, der kaldes en tilegnelse og fungerer som en begrundelse for, hvorfor vi skal læse de næste 4500 verselinjer.

”Onde dage,” sukker en gammel bonde, som Faust og hans elev Wagner møder under en spadseretur i påskeugen.

Sådan er det for éndagsslægten. Goethe led under en følelse af, at ”sjælen er lang”, men livet kort. Onde dage, mørke dage, glædesdage, opstandelsesdage. Er det det hele værd?

Hvad der begynder som et væddemål mellem Gud og Satan, fordi sidstnævnte tilsyneladende keder sig, genspejles, da Mephistopheles viser sig for Faust og tilbyder ham en handel: Satan tjener Faust i alt, han vil, og hvis Djævelen kan få Faust til at ville fastholde øjeblikket – mene, at livet er det hele værd – så vil Djævelen derimod få Fausts sjæl.

Faust vil ud af lærdommens fangehuls nat og ud i de lyse dage, men heri ligger det sandt tragiske vilkår. Faust hælder til at svare, at når nu der ikke er enhed mellem tænkning og væren, så er det ikke værd at leve, men omvendt vil han, hvis det lykkes Djævelen at gøre livet livet værd, udbryde følgende om ”øjeblikket”, en af dagene: ”Forbliv dog, du; du er så skøn!”. Så er alt blevet stilstand, ønsket om at holde ud mellem dagene umuliggjort, for tiden er ophørt. Og så har Djævelen vundet.

Djævelen tager Faust med ud i verden – til en ølkælder i Leipzig med knivstikkende studenter, til heksesabbat og til den charmerende Gretchens pigeværelse. Det går grusomt galt for den stakkels pige, for hun er i sandhed underlagt dæmoniske kræfter.

Det begyndte med et middelaldersagn om en gal doktor, der forskrev sig til Djævelen. Det toppede for første gang under den næsten lige så uendelige Elizabeth I med Christopher Marlowes tragedie ”Doctor Faustus” (cirka 1592). Næste gang med Goethes Faust over dem alle. Det fik bemeldte Spengler til at beskrive selve den vestlige sjæl som ”faustisk” i sin evige stræben mod viden, og det fik Thomas Mann til at skabe en gigantisk djævlepagtssyntese for både moderniteten selv og Nazityskland specifikt i romanen ”Doktor Faustus” (1947).

Så massivt er det, så uomgængeligt, så europæisk, så sandt: Vi kan aldrig vide det hele, vi aner ikke, hvad der inderst indre driver og holder sammen på verden, og derfor lever vi – i det personlige og i det fælles – i en smertelig bevidsthed om dagenes symbolik. De svundne, de vundne, de kommende. Erindringen om dem, håbet til dem. Vi kalder under tiden ”Faust I” for en lærdomstragedie, fordi det er stræben mod indsigt, der forskriver Faust til Djævelen.

I de forbandede dage kan man vælge mørket, men det er også en pointe, at åbningsscenerne i ”Faust I” er udspillet mellem langfredag og påskemorgen. Det er mellem dem, at alt liv udspiller sig for éndagsslægten.