Som mange vil vide, befinder vi os i det store Dostojevskij-år. Verden over markeres 200-året for den russiske mesterforfatters fødsel med udgivelser, foredrag, teaterforestillinger og festivaler. Vil man imidlertid føje endnu flere lag til sin læsning af Fjodor Dostojevskijs (1821-1881) forfatterskab, kan man med fordel dykke ned i det litterære forbillede Nikolaj Gogols (1809-1852) prægtige noveller. Her genkender vi den tragiske embedsmandshelt i sjæleligt håndgemæng med sig selv, bureaukratiets korrumperede magtstruktur og menneskelivets dårskab, forfængelighed og tjenstvillighed udstillet.
”Vi er alle viklet ud af Gogols kappe” er et berømt citat, der normalvis tilskrives Dostojevskij, men som formentlig tilhører en helt anden, skal man tro oversætter René Wad Andersens gode, oplysende forord.
Der hersker dog ingen tvivl om Gogols enorme indflydelse på den vestlige litteratur i almindelighed og russisk litteratur i særdeleshed. Karen Blixens gotik og Bulgakovs bidende satire står begge i gæld til Gogols groteske verdenskomik, ligesom Kafkas labyrintiske universer næsten er utænkelige uden indflydelsen østfra. Nikolaj Vasiljevitj Gogol blev født i Poltava guvernement, der ligger i det nuværende Ukraine. I en alder af 18 år rejste han fra sin ukrainske provins til Sankt Petersborg for at forfølge en drøm om at tjene som embedsmand i hovedstaden, men han bevarede livet igennem outsiderens køligt-ironiske blik på byen. Et blik, der blev forfatterens signatur.
Gogol har sans for det lastefulde i mennesket. Griskheden, ærgerrigheden og den tåbelige opportunisme hos høj og lav. Han skrev i en opbrudstid, hvor forskellige verdensanskuelser kolliderede, og hvor karaktererne som følge heraf levede i evig splid med sig selv og hinanden. Scenen er sat i et eviggråt og snavset storbyeksteriør fuld af sølle eksistenser, forarmede kunstnere, fidele tjenestemænd og kynisk-opblæste titulærråder, gehejmeråder, hofråder – ”alle slags råder, selv dem, der ikke giver nogen råd og heller ikke tager imod råd fra nogen”, som Gogol med en vanlig spidsfindighed skriver.
Her møder vi blandt andre den arbejdsomme kontorist i den kejserlige administration, en stakkels underkuet kontornusser, der bliver voksenmobbet af kollegerne for sin tyndslidte las af en kappe. Da han omsider meget modvilligt får syet en ny fornem kappe med katteskind, stiger han straks i plageåndernes agtelse og bliver tilmed inviteret til selskab og whist-spil. Lykken er dog kortvarig, og da den uheldige kontorist får stjålet sin splinternye kappe på vej hjem fra et aftenselskab, er der ikke megen hjælp at hente, hverken hos politiet eller blandt de indflydelsesrige personer i embedsværket. I stedet får den arme kappeløse en lektie i magthierarkiets snørklede, uvejsomme labyrint og omkommer siden af frustrationer og forfrysninger.
Sådan spidder Gogol veloplagt det inhumane tsarrussiske klassesamfund med sprudlende humor og sproglig ekvilibrisme. ”Kappen” kan nødvendigvis, som flere af samlingens fem fortællinger i øvrigt, læses som satirisk samfundskritik fra den lille mands perspektiv. Også i åbningsnovellen, den mesterlige ”Nevskij Prospekt”, og i den barokke fabel om en bortløben legemsdel i ”Næsen” males den sociale skueplads knivskarpt og sarkastisk op. Men det ville være en fejl alene at læse Gogols prosa som realistisk og budskabsbåren samfundskritik, sådan som mange – og især Sovjetunionen – har haft tendens til at gøre. Litteraturhistorisk set befandt han sig i et grænseland mellem romantik og realisme. Gogols fortællinger er dog først for alvor interessante, der hvor han afsøger de tragiske dybder, dæmonien, de mareridtsagtige, forrykte, truende verdener. Når vor arme kontorist for eksempel pludselig dukker op som et hævntørstigt genfærd i gaderne, der river kappen af folk ved nattetide.
Sådanne skrækromantiske og groteske træk finder man også i ”Portrættet”, hvor en djævelsk ågerkarl træder ud af sit portræt og driver gæk med hele den forlorne kunstverden. Eller i den ypperlige dagbogsnovelle ”En afsindig mands optegnelser”, hvor man på rædselsvækkende vis følger en person langt ind i vanviddets tågeland.
Gogol var en af de største af de store. Hans spidse skrift og visioners rigdom er overalt en nydelse at læse. Det er slående, hvor moderne forfatteren virker, når han udfordrer fornuftens og litteraturens randzoner. Når han overskrider genrer og foregriber modernismens legesyge, øjebliksbundne eksperimenter. Det er mesterligt gjort. Og det er mesterligt set at udgive hans fortræffelige ”Petersborg-fortællinger” i så florlet og flydende en oversættelse. Ikke bare til indsigt i Dostojevskij og verdenslitteraturen, men til forståelse af os selv og vores egen rolle i den groteske, vi kalder virkeligheden.