Gotfredsens tale til hin enkelte

SE VIDEO Velgørende kritik af kirken, men ikke alt er lige gennemtænkt i Sørine Gotfredsens veloplagte debatbog Den åndløse dansker, skriver Hans Hauge

Denne unge studerende fra den franske by Villeneuve D'Ascq fjernede sit tørklæde, inden hun gik ind i skolen. (Foto: Scanpix)
Denne unge studerende fra den franske by Villeneuve D'Ascq fjernede sit tørklæde, inden hun gik ind i skolen. (Foto: Scanpix). Foto: Kristian Djurhuus.

Sørine Gotfredsen har skrevet en bog, Den åndløse dansker, hvori hun siger, at danskerne er i færd med at udvikle sig til et åndløst folk.
Derefter angriber hun de institutioner, tendenser og personer, der bidrager til åndløsheden. Dog er danskerne vel ikke blot passive ofre for disse ting?

LÆS OGSÅ:Gotfredsen: Både Løkke og Thorning repræsenterer åndløsheden

Fjernsynet bidrager til åndløsheden. Dernæst er det journalisterne, der kritiseres. Bemærkes skal det, at fjernsynet ofte bruger Sørine Gotfredsen, fordi hun er god i debatter, og dernæst at hun også selv er eller var journalist. Hun er dermed en del af, hvad hun bekæmper. Også sporten og dem, der kommenterer den, får kritiske ord. Hun er selv tidligere sportsjournalist. Turen kommer til den egoistiske børnefamilie. Og en sådan har hun ikke. Så er det feministerne, der kritiseres fra et kvindesynspunkt. Ateisterne får en tiltrængt omgang. Folkekirken forsvares og angribes. Politikerne har ikke ånd.

Hvad går det ud på? Hvad er ånd? Det forklares ikke rigtigt, men det er der en grund til. Hun mener, at danskerne er i færd med at blive et gudløst, ukirkeligt og ukristeligt folk. Det har hun ret i. Fjernsyn, sport, medier, familien, feminismen, ateismen, politikerne og endog folkekirken bidrager til denne afkristning. Hver gang hun siger åndløs, skal man blot oversætte til ateistisk.

Det smarte træk er, at hun udmærket godt ved, at det kan man ikke sige direkte. Altså bruger hun den indirekte metode, og det har hun lært af den tænker, som hun næsten udelukkende bygger på: Søren Kierkegaard, eller hun gør det samme som K.E. Løgstrup i Den etiske fordring. Hun taler til en irreligiøs samtid i et ikke-kirkeligt sprog.

Sørine Gotfredsen, der er sognepræst i Valby, er eksistentialist eller nyeksistentialist. Der er derfor ikke tale om en politisk bog. Der er heller ingen samfundsmæssige analyser. Og bogen kunne handle om alle andre lande end Danmark.

Kierkegaard og eksistentialisterne talte, som hun gør. De sagde, at menneskene levede uoprindeligt autentisk eller som massemennesker. Johannes Sløk kunne have sagt meget af det samme, som hun gør.

Sørine Gotfredsen taler til og som hin enkelte. Hun taler om skyld, ansvar og pligt. Klassiske tidehvervske ord. Hun er på ingen måde grundtvigsk. For der er ingen naturalister af ånd, som hun vil samtale med. Hun er ikke folkelig. Dog svigter hun sin egen eksistentialisme, når hun undertiden klager over individualiseringen og længes efter fællesskab. Her lyder hun nærmest som en socialdemokrat.

Det eksistentialistiske kan imidlertid let misforstås, og det samme kan det, når hun anklager andre for at mangle ånd. Hun misforstår også undertiden selv åndsbegrebet, når hun for eksempel mener, at det betyder at være lærd og læse mange bøger. Sørine Gotfredsen er ikke lærd. Hun er også i denne bog journalist. Henvisninger til andre tænkere indskrænker sig til nogle ganske få.

Hun kan have ret i, at fjernsyn er fuld af plat underholdning. At det er åndløst. Jo, men hvad andet kan fjernsyn være? Hun tillægger tv for megen magt. Og hun tillægger journalister for megen magt. Hun skulle hellere analysere YouTube og de sociale medier. Hun bliver dermed også alt for personfikseret. Igen en journalistisk uvane. Jeg forstår ikke, at hun gider at hidse sig op over nogle studieværter som Mette Walsted Vestergaard. Jeg kunne end ikke huske, hvem hun var.

LÆS OGSÅ:
Dansk Folkeparti producerer rendyrket svulstig propaganda

Hun har en veloplagt kritik af, hvad hun kalder intellektualiseringen af sporten og af at opfatte sport som kunst eller religion. Hendes kritik af feminismen, derimod, er uigennemtænkt. Hun forstår ganske enkelt ikke, hvad det vil sige, at kønnet er en kulturel konstruktion. Hun imødegår konstruktivisme med en tale om skabte forskelle på kønnene. Hvis kønnet ikke var en konstruktion, ville hun såmænd ikke have været præst i dag. Heller ikke hendes kritik af politikerne holder vand, og da slet ikke, når hun inddrager Platon.

Derimod er hendes kritik af folkekirken velgørende og nødvendig i disse tider, hvor de fleste præster vil nedlægge den. Folkekirken repræsenterer som det eneste åndfuldheden. Den enkelte styrker åndslivet ved at gå i kirke. Læs: får at vide, hvad vi skal tro og gøre.

Men samtidig med at folkekirken er selve åndfuldheden, kan den også være eksponent for det stik modsatte. Der er en lang række navngivne præster, der repræsenterer åndløsheden: Flemming Pless, Poul Joachim Stender, Kirsten Knutzen (hende med bamserne), Thorkild Grosbøll, Kathrine Lilleør og Kjeld Holm. Det er alle præster, der er fremme i medierne ganske som Sørine Gotfredsen.

Er der håb? Ja. Dels hos den enkelte og dels hos og det er overraskede positivt konfirmanderne i Valby.

kultur@k.dk

Sørine Gotfredsen: Den åndløse dansker. 231 sider. 249 kroner. Kristeligt Dagblads Forlag. Udkommer i dag.

Hans Hauge er forfatter, universitets-lektor og anmelder ved Morgenavisen Jyllands-Posten.