Åbningsscenen er lige til en film: En ung, udenlandsk kvinde snøres hårdt ind i korset og små snørestøvler, iføres brudekjole og føres så i bidende frost sammen med et større følge ud på en ø i den stockholmske skærgård. Her skal brylluppet stå. Alle rum er gennemkolde, kandelabrene blafrer, og midt under det hele nedkommer den unge brud.
Man tror, vi er tilbage i 1700-tallet, men sådan forholder det sig ikke. Anne Swärds roman ”Vera” udspiller sig i 1945, men rent stemningsmæssigt dyrker hun det gotiske, og selvom romanen handler om følger af en specifik krig og specifikke barbariske hændelser, så opleves den mest af alt som et grumt eventyr. Og den egentlige uddybning, der gerne skulle have efterfulgt åbningsscenens højspændte drama, udebliver.
Sandrine hedder den unge brud, som på bogens første sider bliver mor til Vera (fra verus, sand, ægte) med de blå øjne, resultatet af et ufrivilligt forhold til en tysk soldat. At den 17-årige franskfødte Sandrine er endt som ægtefælle til den ældste søn i en svensk overklassefamilie, er i sig selv lidt af et eventyr. Fra nutidsperspektivet ridses hendes fortid op: Fra den usle, men dog pittoreske barndom i en fransk havneby, en kvindeverden, hvor mormor var prostitueret, mens mor var engageret i modstandsbevægelsen, til teenageårene i en lille polsk bjergflække, hvor den fjerne far kom fra. Her forelsker hun sig i en jødisk dreng, og det får grufulde konsekvenser for hele familien. Sandrine bliver efterfølgende holdt fanget hos den soldat, der myrdede hendes mor, indtil hun en dag stikker af og ved et lykketræf kommer med en af de hvide busser til Sverige.
Her møder hun lægen Ivan, som af grunde, jeg ikke skal nævne, har brug for en kone, der ikke stiller krav til ham. Til gengæld stiller han aldrig spørgsmål til, hvem faderen til barnet er. I det hele taget stiller man ikke mange spørgsmål i det cederske familiedynasti, som Sandrine nu bliver en del af. Der er iskoldt på den svenske top.
Anne Swärd lever sig fuldstændigt ind i sin dramatiske fortælling, det er jeg ikke i tvivl om. Men for mig forbliver romanen et postulat.
Først og fremmest er det et kæmpe problem, at det er den unge kvinde, der er fortæller. Selvom hun ikke kan svensk, denne 17-årige traumatiserede pige, så er der ingen grænse for, hvad hun kan forstå af sine omgivelsers tale, ligesom hendes forståelse af svenske kulturelle forhold heller ikke fejler noget. Man tror ikke på, at dette unge, uskolede menneske, højgravid, frysende på vej til sit bryllup, sidder og tænker over den svenske slægt, hvem der har næser fra hvem, og på hvem der i øvrigt har skaffet isbryderen. Forfatteren bruger sin hovedkarakter som et talerør i stedet for at lade hende få lov til selv at få plads. Og hvem er det egentlig, hun fortæller til?
Romanen er på en gang overfortalt, ikke en detalje (såsom isbryderen) er for uinteressant til at gå forbi, samtidig med at meget forbliver dunkelt og gådefuldt, underfortalt. Det handler ikke mindst om Swärds brug af generelle termer frem for at være konkret, ligesom fortællingen nærmest drukner i adjektiver: ”Brudebukettens ømtålelige liljer bliver sorte af kulden, og det sarte brudeslør rives i stykker som det sarteste spindelvæv da jeg går gennem brudeporten”, står der et sted.
Prøv at fjerne adjektiverne og se, hvad der sker! Klichéer og sætninger, der skal mane en anelsesfuld mystisk stemning frem, er der mange af. Da familien flytter til Polen, var det som: ”at rejse direkte ind i et fremmed eventyr som vi bare ikke kendte slutningen på endnu”. Om huset i Polen at: ”Det eneste vi havde var egentlig et hus som skulle vise sig ikke at være noget andet end det vi havde forestillet os”. Og videre: ”Da vi trådte ind i det lukkede hus, så vi straks billedet på væggen. Det glasindrammede bryllupsfoto dækket af en matfed hinde af tid”.
Det er klodsede sætninger, der er interesserede i at fortælle noget om et bryllupsbillede, som nogen har haft kær. Hvorfor er det så vigtigt, at billedet er glasindrammet, at det grimme ord skal stå forrest i sætningen? Hvad er en matfed hinde af tid? Er det en god metafor? Hvem ville fortælle sådan om første gang, man trådte ind i et hus i et fremmed land, hvor ens far havde boet med en anden kvinde? Er det godt sanset?
Jeg har oplevelsen af en forfatter, fra hvem tekst flyder i en lind strøm. Derfor er der masser af slapt sprog og gentagelser og unødvendig information, der også suger tilløb til spænding ud af forestillingen. Forfatteren fortæller os, hvordan noget føles, og gentager det gerne, men giver ikke læseren mulighed for selv at føle noget som helst. Derfor er det triviallitteratur. Vi bliver ført af sted, viljeløse. Der er ikke plads til læseren i denne her tekst.