Prøv avisen
Bog

Gotisk uhygge med perspektiv i Leif Davidsens fortælling

Scenen er virkelig sat for Leif Davidsens gotiske fortælling “Ravnens Rede”. Foto: Leif Tuxen

Gyset balancerer på kanten af klichéen, men reddes af vellyst i den gode sags tjeneste

Et slot på en lille ø ud for Bretagne, emmende af ondskab, smerte og død. Dertil kulde og regn i effektfuld dosering. Scenen er virkelig sat for Leif Davidsens gotiske fortælling “Ravnens Rede”. Og læseren kan uden videre følge hovedpersonen, freelancejournalisten Susanne Carlsen, når hun forestiller sig slottets truende dunkle hjørner beboet af monsterrotter, giftige edderkopper og slibrige flagermus med dryppende kindtænder.

Gotisk litteratur svælger i frygt og uhygge – og det er Davidsen helt med på. Rammen om hans gys balancerer ganske vist til stadighed på kanten af klichéen. Men han investerer så meget vellyst i den gode sags tjeneste, at man heldigvis ikke undgår at blive påvirket. Lad mig bare indrømme, at det på et tidspunkt undervejs blev påtrængende nødvendigt for mig med lidt spionage omme på sidste side. Jeg måtte have et vink om, hvordan den gruopvækkende historie dog slutter. Men rolig – svaret lader jeg være endnu en af de mange hemmeligheder, der ledsager bogen gennem det dystre mørke med alt, hvad det skjuler og senere åbenbarer af ondskabens grænseløshed.

Den kyniske – for ikke at sige gale – danske rigmand Erling Skjold, der viser sig at være døende af kræft, hyrer en kæreste fra ungdommen, Susanne Carlsen, til at skrive sin biografi. Honoraret er på knap fire millioner kroner. At det ikke alene lyder, men også er for godt til at være sandt, får hun en mistanke om, da hun erfarer, at den anden journalist med den samme opgave tidligere er sporløst forsvundet.

Susanne allierer sig – hvad der naturligvis bemærkes af netop dem, der ikke må bemærke det – med en politimand ved den franske sikkerhedstjeneste. Og handlingen skubbes for alvor i gang, da hun på dennes opfordring begynder at udforske det mystiske slot og i den forbindelse begiver sig på en farlig færd dybt ned i dets vidtstrakte underjordiske kælder.

Og dernede kan det nok være, at fortællingen slår sig løs som gotisk.... Mest uhyggelig er den imidlertid i første del, hvor man aldrig er sikker på, om nogen eller noget er, hvad de/det giver sig ud for. Tvivleren er gerne tættest på sandheden. Af en ganske særlig uhygge er slottets personale. Det er ellers meget høflige mennesker. Men det er med isnende perfektion, de lever op til deres roller. Aldrig ser man dem smile.

”Ravnens Rede” er en gyser med sorte politiske perspektiver: Den biografi, som rigmanden vil have skrevet, skal henvende sig til de såkaldte ansvarlige, det vil sige personer med samme politiske opfattelse som hans egen. I særdeleshed Europa ser han som værende på vej mod undergangen: ”Vi kan ikke holde vores grænser. Millioner af emigranter løber storm mod vores mure. Vi kan ikke holde fast i vores levevis.”

Og han bidrager med fuldt overlæg selv til undergangen ved at være med til at finansiere menneskesmugling fra Libyen.