Prøv avisen
DR-serie

Grænseland lagt åbent frem

4 stjerner
I anledningen af 100-året for Genforeningen har DR taget det på sig at forklare forudsætningerne for Genforeningen i 1920. Det er gjort ved hjælp af dramatiseringer, ekspertkommentarer og en gennemgående fortæller i skikkelse af skuespillere Lars Mikkelsen. Foto: DR Presse/Morten Krüger

Man kan ikke forlange af en tv-serie, at den får alle faktorer med, og rigtig meget lykkes i DR’s serie om Genforeningen i 1920

I anledningen af 100-året for Genforeningen har DR taget det på sig at forklare forudsætningerne for Genforeningen i 1920. Det er gjort ved hjælp af dramatiseringer, ekspertkommentarer og en gennemgående fortæller i skikkelse af skuespillere Lars Mikkelsen.

Det er en slags svendeprøve for danske historikere at forsøge at forklare det slesvigske problem. De fleste kender anekdoten om den britiske dronning Victoria, der i 1864 spurgte sin premierminister, lord Palmerston, hvad det nu egentlig gik ud på? Palmerston svarede ifølge anekdoten, at kun tre mennesker kendte svaret på det slesvigske spørgsmål: ”Den første var Deres Majestæts afdøde mand, den anden en tysk professor, som nu er blevet afsindig, og den tredje er mig selv, og jeg har glemt alt om det.”

Moralen er, at man er lovlig undskyldt, hvis man ikke lige har en forklaring på rede hånd. Og hvis man vil have et svar, skal det trækkes op af et morads af statsretslige, forfatningsmæssige, nationale, sikkerhedspolitiske, sproglige, dynastiske og sociale konflikter.

Man kan for så vidt begynde helt i Middelalderen, men DR indleder sin serie i 1840’erne, da den nationale konflikt eskalerede. Vi introduceres til et par af hovedrolleindehaverne i dramaet, Hertugen af Augustenborg og politikeren Laurids Skau. Hertugen etableres som en grum, tysk lensherre. Skau er på den anden side fremstillet som en godlidende, dansk bondeknøs, der kæmper for ret og retfærdighed.

Det bliver lidt for tykt, for i stedet for at forstå den nationale konflikt, gentages blot nogle af de figurer, der indgik som elementer i den. Synsvinklen bliver et kollektivt, nationalt ”vi”, der lukker sig og sig selv. Tyskerne var ganske rigtigt fjenden dengang, men det var ”vi” jo også, må man huske. Første afsnit går til og med Første Slesvigske Krig 1848-50, og DR lægger sig op af en fortolkning af konflikten, der lægger det meste af skylden for krigens udbrud på slesvig-holstenerne.

Andet afsnit indledes med krigen i 1864. Også her fremstilles den tyske side som aggressoren. Til illustration vælges en arrogant preussisk officer og efter krigens afslutning en lige så arrogant preussisk embedsmand. Det får karikaturens karakter og virker lidt som en overkompensation efter Ole Bornedals fæle politisering af det historiske stof i tv-serien ”1864” fra 2014, der fremstillede danskerne som lallende idioter.

Stadigvæk prioriteres det lokale frem for den europæiske kontekst. Krigene om Slesvig udkæmpedes ganske vist inden for et geografisk set overskueligt rum, men konteksten var europæisk. Alle stormagter – Rusland, Frankrig, Østrig, Preussen og Det forenede Kongerige – havde en aktie i de begivenheder, der endte med at forskyde magtbalancen i det europæiske indhav, Østersøen. Denne kontekst lades ude af betragtning. Til gengæld kan de dramatiserede sekvenser tjene til illustration af, hvordan denne europæiske konflikt blev oplevet og håndteret lokalt.

I andet afsnit af serien træder H.P. Hanssen frem som en hovedaktør på dansk side i den nationale kamp efter 1864. Det giver fortællingen en politisk nerve, der hæver sig op over den blotte nationale modsætning, og så begynder det at blive interessant. Hanssen ønskede at aktivere den nordslesvigske befolkning som en politisk faktor i Preussen ved at stille op til både rigsdags- og landdagsvalg og ad denne vej at skaffe den danske sag en talerstol. Andet afsnit slutter med Første Verdenskrigs udbrud, som fortælleteknisk bruges som en ”cliffhanger”.

Det er en dyr og flot produktion. Musikken er komponeret af Phillip Faber, men den virker temmelig generisk, hvis man også har fulgt med i serien om Danmarks natur, der fyldte samme sendeflade de forudgående søndage – endda med samme fortæller.

Hvad er egentlig forskellen mellem den musik, der ledsager billederne af sort sol over Tøndermarsken og den, der skal illustrere bøndernes politiske kamp længere inde i landet?

Man kan ikke forlange af en tv-serie, at den får alle faktorer med. Der må klippes hårdt i stoffet, hvis der skal komme bare nogenlunde seværdigt fjernsyn ud af møjen, og man kan selvfølgelig altid diskutere prioriteringerne. Det er en kvalitet, at serien er to-sproget. I dramatiseringerne taler tyskerne faktisk tysk, nogle bedre end andre. Danskerne taler dansk. Problemet er, at det er et tydeligt østdansk anno 2020, der tales. Det er påfaldende, at det ikke har kunnet lade sig gøre at skaffe skuespillere, der taler bare en eller anden form for jysk, endsige sønderjysk.

Det samme gælder i øvrig de fleste ”locations”, der er fundet på øerne. Slesvigsk byggeskik er ikke særlig godt repræsenteret som kulisse. Det er svært at abstrahere fra den sjællandske stemning, der lægges ned over stoffet.

Kristeligt Dagblads anmelder giver serien fire stjerner ud af seks.

Problemet er, at det er et tydeligt østdansk anno 2020, der tales.