Ekensund.
Sådan staver tyskerne til en lille dansk by nede ved grænsen, Egernsund. Men kommer man fra området, vil man vide, at de fleste lokale sønderjyder faktisk udtaler byens navn sådan, med et hårdt ”k” i midten i stedet for det bløde danske ”g”.
Det ved kunsthistorikeren Iben Johansen, der er opvokset i Kollund tæt ved den dansk-tyske grænse. Da hun skrev sit speciale om kunstnerkolonier og sad og bladrede forskningen igennem, faldt hun over en engelsk afhandling, hvor ordet ”Ekensund” blev nævnt.
”Jeg studsede over det og tænkte: Det ligger da godt nok ret tæt op ad en by, jeg kender,” siger Iben Johansen.
Sønderjyden begyndte at grave dybere og fandt til sin overraskelse, at den lille by på sydsiden af Gråsten og nordsiden af Flensborg Fjord havde huset en koloni af tyske og danske kunstnere i årene 1880-1920.
Siden har hun fremskaffet materiale til en hel udstilling, og det er den, man kan opleve her i foråret på Kunstmuseet Brundlund Slot i Aabenraa under titlen ”Med parasol og pensel - Egernsund, den glemte kunstnerkoloni”.
Ud over oliemalerier vises en lang række fotografier, skitser og breve, der alle fortæller om et rigt ”leben” af kunstneriske sjæle i Egernsund. Og der drages paralleller til en anden dansk kunstnerkoloni på samme tid, nemlig skagensmalerne. Men hvorfor er Egernsund stort set forsvundet fra den kunsthistoriske radar?
Et sort-hvidt fotografi viser en gruppe mænd, der poserer foran kameraet med selvsikre miner og cigar i mundvigen, årstallet er 1882. Det er grundlæggerne af Egernsund-kolonien, fotograferet af malernes hoffotograf, den dansk-tyske Wilhelm Dreesen (1840-1926).
På andre af hans fotografier kan man se malerne i gang ved staffeliet, flankeret af beundrende tilskuere.
På den tid var friluftsmaleri på mode efter inspiration fra Frankrig. Der skulle arbejdes hurtigt, for maleriet skulle færdiggøres udenfor, ”on location”. Det krævede gode motiver og scenerier med masser af liv og lys.
På kunstskolerne tilskyndede man desuden gerne eleverne til at tage i koloni, lidt ligesom man i dag tager på højskole - for dannelsens skyld. Modsat Skagen var Egernsund nem at komme til med damperen fra Flensborg Havn, der var et livligt fiskerliv ved fjorden, og så havde den et ekstra krydderi i form af en imponerende teglværksindustri.
”Jeg tror, kunstnerne har været fascinerede af teglværkerne som gode motiver. De var skulpturelle og dramatiske med deres sorte røg,” siger Iben Johansen og tilføjer:
”Men det var langtfra socialrealisme. Livet på landet var hårdt og ikke den idyl, man ser i mange af malerierne. Kunstnerne kom for at male de motiver, de selv kunne lide. Det er det paradoksale ved meget af den kunst, der blev lavet i kunstnerkolonier, også i Skagen. Her har man endnu ikke kunnet finde et billede, hvor kunstnere og fiskere er malet sammen. Der er ikke tegn på, at de for alvor involverede sig i lokalsamfundet,” siger hun.
En enkelt Egernsund-maler kommer dog ganske tæt på. Det er Otto H. Engel (1866-1949), der var en af koloniens mest produktive, og som malede en hel serie med en særlig, vejrbidt fisker, som han kaldte ”min ven Asmus Sommer”. Engel skrev endda et lille essay om sit venskab med fiskeren:
”Han var i hvert fald selv overbevist om, at de var venner,” som Iben Johansen udtrykker det.
Ellers levede kunstnerne et liv, hvor de malede i felten om dagen og holdt kunstkritisk komsammen inden døre om aftenen. Hvis ikke de festede og drak ”inspirerende” punch på det lokale gæstgiveri, Schumanns, som en skitse på udstillingen også viser.
Landskabet omkring Egernsund er forandret i dag. De smukke, gamle teglværker er ikke længere i funktion, og den noget bastante Egernsundbro, opført i 1968, har muligvis også skæmmet den udsigt over Flensborg Fjord, som malerne fandt så fascinerende.
Men det er ikke hele grunden til, at kun få kender Egernsund-kolonien i dag. Kolonien ebbede ud omkring Genforeningen i 1920 - og faldt siden mellem to stole på grund af grænsedragningerne i Sønderjylland, fortæller Iben Johansen.
”De danske forskere har tænkt: Det er tysk. Og tyskerne har tænkt: Det er dansk.”
Således er Egernsund-kolonien stort set forblevet et ubeskrevet blad i eftertiden. Den seneste udstilling var på Gammel Holtegaard i 1987 og hed meget sigende: ”En tysk kunstnerkoloni ved Egernsund”. I Tyskland har man betragtet territoriet som dansk, mens man i Danmark har set på malernavnene og bestemt sig for, at kunsten fra Egernsund var tysk og dermed ret uinteressant.
”Jeg tror, det handler om, at vi i Danmark har et belastet forhold til Tyskland og tysk kunst i det hele taget. Fransk kunst - det vil vi meget hellere. Men man kan næsten ikke overvurdere tyskernes indflydelse,” siger Iben Johansen.
Man kan sige, at vi har tyske kunstnere at takke for, at der overhovedet findes malerier, som realistisk viser, hvordan Sønderjylland så ud i årene mellem 1864 og 1920. Der er masser af beskrivelser af landsdelen fra den tid, jovist, for eksempel ”Derovre fra grænsen” fra 1878 af Holger Drachmann.
”Han synes jo, landskabet er smukt, men han ser det meget ladet. Der er 'soldaters blod i mulden', skriver han. De danske kunstnere har ikke rigtigt set området på grund af det nationale traume.”
Hvis man fortæller sønderjysk kunsthistorie, så fortæller man også om danske kunstnere, som bliver udstødt for at være ”for tyske” af det etablerede kunstnermiljø i København.
Guldaldermaleren Louis Gurlitt (1812-1897) og billedhuggeren H.W. Bissen (1798-1868), der begge var fra Slesvig, blev nedsættende kaldt ”de tyske” på Det Kongelige Danske Kunstakademi, selvom de åbenlyst demonstrerede danskhed.
Senere under Anden Verdenskrig faldt en kunstner som H.W. Lauesen (1913-1989), født af dansk-tysk ægteskab i Slesvig, i unåde på kunstakademiet. Der blev furore over, at han vandt en konkurrence, så han måtte søge i ”eksil” i den lille by Bodum i Sønderjylland. Her levede han en meget stille tilværelse til sin død, fortæller Iben Johansen.
Og kunst fra datidens Sønderjylland kan stadig vække stærke følelser:
”Min egen far så for nylig et maleri af Dybbøl Mølle, efter at den er blevet skudt fuldstændig i smadder. Han reagerede stærkere, end jeg havde ventet, og udbrød: 'Ej, det er bare for galt!'.”
Tager man et smut ned til Egernsund, er der kun stolthed at finde omkring kunstnerkolonien den dag i dag, forsikrer Iben Johansen. Generationen af dem, der kan huske, at malerne sad med deres staffelier ved vandet, er død og borte nu. Men historierne lever: for eksempel om den notorisk talentfulde Johannes Knuth, som kunne være blevet til meget, hvis ikke han var røget på flasken.
”Der findes mange af hans billeder rundt omkring i husene, som er blevet brugt som betaling for sprut,” fortæller hun.
Der fortælles også om den kølige, københavnske malerinde Agnes Slott-Møller (1862-1937), der talte den sønderjyske sag i København og rejste til Egernsund ad flere omgange for at male.
Hendes åbenhed over for koloniens tyske kunstnere kunne ligge på et meget lille sted.
”Det siges, at hvis folk tiltalte hende på dansk, så var hun meget snakkesalig. Men nærmede man sig hende på tysk, så klappede hun i som en østers.”
I dag spiller nationalitet for langt de fleste ingen rolle, hvis man kan lide et maleri. Og skal vi lære noget af Egernsund-malerne, er det at huske på, at kunsten også dengang var et sprog uden grænser, mener Iben Johansen.
”For mig handler det om at være kritisk over for de narrativer, som er givne i vores kunsthistorie i dag. Fortællingen om den danske guldalder og det tabte Sønderjylland går igen, men vi må ikke lade fortiden påvirke os. Selvfølgelig er der en historie i, at der var danske og tyske kunstnere. Men det vigtigste er, at der var et fællesskab, som rakte langt ud over den snævre grænseproblematik. Kunstnerkolonierne var ikke begrænset af det nationale. Det skal vi huske på - og efterleve i dag.”
