Kunstmaleren Kristian Zahrtmann (1843-1917) står med sin kunst lidt særegen i dansk kunsthistorie. Han trækker på den ene side på det historiske maleri, men er sin egen i de stærk koloristiske malerier. Kunsthistorikeren Hans Edvard Nørregård-Nielsen har med rette kaldt Zahrtmann for en historisk maler i dybden og ikke i bredden, hvilket også kan ses ved hans gentagende malerier over Leonora Christinas liv.
Samtidig er Zahrtmann i bogstavlig forstand skoledannende som leder af Kunsternes Studieskole, hvorigennem han også satte et præg på malerne Fynboerne, hvor man pludselig kan finde zahrtmannske nuancer i Johannes Larsens (1867-1961) kendte ”Bygevejr i april”, hvor bølgernes krabbe dale rummer disse klare farver. Men også en kunster som Edvard Weie (1879-1943) udspringer af den zahrtmannske skole.
Johannes Larsen maler udenfor. Zahrtmann maler med få undtagelser indenfor. Han er interiørets mester. Øjeblikkets mester. Zahrtmann er kompleks som den farvesammensætning, han anvender i sine malerier. Denne kompleksitet er ganske givet også en del af Zahrtmanns følelsesliv, hvor den ugifte Zahrtmann måske har homoseksuelle tendenser.
Det er i hvert fald i den kontekst, Rakel Haslund-Gjerrild fortæller historien om Kristian Zahrtmann. Det er en roman, der kredser om maleriet ”Adam i Paradis”, som også er kaldet ”Adam keder sig i Paradis” fra 1913. Det forestiller en ung, nøgen Adam siddende i Edens have omgivet af planter, bananer og slangen. Ventende.
Den unge mand er malet i en aldeles spændstig farveskala, og Zahrtmann maler billedet kort tid efter ”Den store Sædelighedsaffære” i 1906-1907, hvor også Herman Bang (1857-1912) kommer i klemme, også ved en voldsom kronik af Johannes V. Jensen (1873-1950). Kronikken er optrykt i romanen. Det handler om ”Omgængelse mod Naturen”, som det udtrykkes; homoseksualitet, der frem til 1930’erne var ulovligt i Danmark.
Rakel Haslund-Gjerrild har skrevet en forrygende roman, der bringer os tæt på Zahrtmann, der ofte synes ikke at være klar over hverken egne eller andres hensigter. Og opholdet i Italien i Civitá d’Antino, hvor Zahrtmann ofte vendte tilbage med sine elever, er et studium i psykologisk unddragelse, som Haslund-Gjerrild skildrer mesterligt.
Samtidig møder vi skikkelser som Hjalmar Sørensen (1881-1943), der nøgen sidder model til sidstnævnte ved maleriet ”Sokrates og Alkibiades” (1911). Sørensen havde selv været en del af sædelighedsaffæren få år før med et forhold til en af de anklagede. Vidste Zahrtmann det? Vidste han det, da han anbringer Sokrates og Alkibiades i sit eget hjem ved statuen i maleriets baggrund og derved rykker symposiet ind i sit eget liv? Vidste han, hvad han gjorde ved maleriet af Adam, der har tydelige undertoner? Zahrtmann var en mester i selviscenesættelse, hvilket også fanges i romanens absurde skildring af et kostumebal. Zahrtmanns homoseksualitet er udtrykt, men ikke udtalt, og gennem romanen får man et indtryk af, at han egentlig ikke selv helt erkender det. Men det antydes, særligt de steder, hvor romanens prosa bliver til poesi.
Så alene sproget i romanen er imponerende. Når de spiser en rødspætte, så klemmes den ”gulgrønne syre dryp for dryp”, mens Kongens Nytorv er klædt i zebra, hvilket vil sige ”striber af sporvogn i frisk puddersne”. Derved opnår Haslund-Gjerrild ved sproget at male som Zahrtmann, og det er romanens egentlige kerne. Maleriet bliver sprog. Sammen med de psykologiske iagttagelser og historiske tråde, er sproget det, der skaber dybden i romanen. Zahrtmann funderer et sted over måneden juli, som betyder, at inde og ude mister deres betydning. Og det er jo netop, hvad Zahrtmanns malerier også gør, selvom de først og fremmest er interiør: Selv Adam virker i sin have inde, men er dog ude; både bogstaveligt og i overført forstand. Og samtidig trækkes vi i skildringerne ind i menneskenes sind. Grænserne ophæves.
Som sagt vrimler romanen også med historiske skikkelser: Herman Bang bliver et sted i tråd med karikaturen til Hr. Manbang, og vi møder den flamboyante kunstner Gerda Wegener (1886-1940). Der er nybrud i luften, og Zahrtmann står egentlig midt i det, uden måske helt at fange sin egen rolle, hvilket bliver tydeligt til sidst, da en ung fotograf vil optage en film med ham, og han hellere vil filmes i gylden messehagel end malerkittel.
Zahrtmann havde haft Marstrand (1810-1873) som lærer og brød med skolen blandt andet gennem sit komplementære farvevalg. I en ophidset monolog i romanen gør han op med farven brun. Han vil ikke kendes ved den. Brun findes ikke i hans malerier. Det gør solen.
Det lykkes Rakel Haslund-Gjerrild at skildre et sind og et menneske som Kristian Zahrtmann. Det er, som om han på en gang er midt i tiden og uden for tiden. Han kan gøre ting, andre ville mistænkes for. Han er derfor ved siden af tiden som sommermåneden juli. Han er både ude og inde. Det får hun skildret flot, og man er med fra første sætning.
Læs interview med forfatteren om romanen på
k.dk/kultur