Undergrundskunstneren Banksy har om nogen formået at tale til den britiske psyke. Senest understreget, da han donerede et af sine billeder til Southampton General Hospital.
Som altid er budskabet ganske enkelt og ikke til at misforstå. På billedet leger en lille dreng i smækbukser med en superhelt. Men det er ikke Spiderman og Batman, der er hans helte. De to er endt i skraldespanden. I stedet er det en dukke af en sygeplejerske.
Dermed har Banksy igen fanget folkestemningen. Det er personalet i sundhedssektoren, der er de nye helte i samfundet i kampen mod covid-19 i landet, som nu har den triste europarekord med flest officielt registrerede coronadødsfald.
Men hvem er så denne Banksy? Svaret er umiddelbart, at han mere er et fænomen end en person. Han har med en blanding af det spektakulære og provokerende udviklet evnen til at skabe opmærksomhed om sin kunst til perfektion.
Mest spektakulært var nok, da et af hans værker af auktionshuset Sotheby’s i 2018 blev solgt for lidt over en million pund – næsten 8,5 millioner kroner. Men umiddelbart efter hammerslaget gik en lille motor i rammen i gang, og det nederste af billedet kørte igennem en makulator, mens et chokeret gisp gik igennem auktionsrummet.
Motivet var ”Ballonpige”, der viser en lille pige i silhouet med en rød hjerteballon. Samme motiv brugte han første gang på Waterloo Bridge i det centrale London, men han solgte også autoriserede tryk med motivet. Prisen på det simple motiv viser den kommercielle gennemslagskraft, Banksy har opnået. Køberen af det halvt ødelagte billede valgte at beholde det, og i kunstbranchen er vurderingen, at værket dermed kun blev mere værd.
Banksy har anerkendt det som et selvstændigt kunstværk under det nye navn ”Kærlighed i papirkurven”. Det er sket gennem hans autoriseringsselskab, som hedder ”Pest Control”, hvilket betyder skadedyrskontrol.
Året før var Banksys store spektakulære projekt åbningen af et hotel i Betlehem. Hotellet har navnet ”The Walled Off Hotel”. Hotellet sælger sig selv på, at det har verdens værste udsigt, fordi det ligger op ad den mur, som Israel har rejst mellem Israel og Vestbredden.
”Det er præcis 100 år siden, Storbritannien tog kontrol over Palæstina og begyndte at flytte rundt på møblementet – med kaotiske resultater. Jeg ved ikke hvorfor, men det føles som et godt tidspunkt at tænke over, hvad der sker, når Storbritannien tager enorme politiske beslutninger uden fuldstændigt at forstå omfanget af de beslutninger,” udtalte den anonyme Banksy til avisen The Guardian om hotellet, som han har indrettet i kolonistil.
Marc Leverton er forfatter til to bøger om Banksy – ”Banksy: Myths and Legends”, 1 og 2 – der, som titlerne siger, tager fat i myterne og legenderne.
”Hans værker er politiske, og de hylder outsideren. Budskabet er simpelt, direkte og let at forstå ved første øjekast. Man behøver ikke at forstå kunsthistorie og analysere et værk i en historisk kontekst. Se bare, hvordan han gør sundhedspersonale til de nye superhelte. Han formår at ramme tidsånden, uanset om det handler om flygtninge eller Brexit, og han har en universel appel, hvor folk uanset kultur og baggrund forstår budskabet,” lyder Marc Levertons forklaring på Banksys succes.
Marc Leverton voksede ligesom Banksy op i Bristol og er nogenlunde jævnaldrende med kunstneren. Han har fulgt hans vej fra graffitikunstner til et verdensfænomen – først som journalist i Bristol og nu som seniorlektor med fokus på den kreative industri ved Bath Spa University.
Han ser internettet som en forklaring på, at Banksy blev så kendt.
”Han flyttede til London på den tid, da online medier som Facebook vandt frem, og han red med på den bølge, hvor folk pludselig kunne dele billeder på nettet. Dermed blev hans værker ikke kun tilgængelige for folk i London, men overalt.”
Banksys manglende respekt for og udfordring af ”the establishment” er også udtalt i værket ”Devolved Parliament”, hvor han spiller på Charles Darwins ord for udviklingslære og har fyldt de karakteristiske grønne lædersæder i Underhuset med chimpanser. Værket fra 2009 er fire meter bredt og hans største på et lærred. I oktober blev det solgt som det hidtil dyreste Banksy-værk for 9,9 millioner pund, svarende til 83 millioner kroner.
”En skam, jeg ikke stadig ejer det,” lød den lakoniske kommentar fra Banksy på hans foretrukne sociale medie Instagram.
Netop penge og hans velstand er ifølge Marc Leverton et af de store åbne spørgsmål om Banksy.
”Der er en vis ironi i, at han ikke er kommercielt motiveret, men samtidig har det her store varemærke. Nå vi ser på teori om varemærker, så handler det om at være til stede og minde folk om, at du er der, men uden at udvande varemærket. Og det er det, Banksy gør, når han pludselig kommer med et nyt værk med tre til seks måneders mellemrum. Og det er kunst, der er gratis, og som styrker hans profil,” forklarer Marc Leverton.
De kunstværker, der sælges med officiel autorisation, er typisk tryk af graffitimotiver, og det til relativt billige penge, som så senere opnår store summer på auktioner.
Alligevel synes kunstneren at have rigeligt med penge til sine projekter.
”Vi ved ikke noget om, hvor meget han sælger. Men der går historier om, at han producerer værker til private samlere, og der er mange pop- og filmstjerner, som vil betale meget for at have deres helt egen og eksklusive Banksy,” siger Marc Leverton. Ifølge forfatteren har der været utallige forsøg på at afsløre, hvem der er den rigtige Banksy. Men på den anden side vil de mange fans ikke have ødelagt mystikken.
”Og hvem ønsker at se billedet af en midaldrende mand i kondisko. Det vil ødelægge manges illusion om deres kunstneriske Robin Hood. Folkene omkring ham er også ret smarte, og de arbejder med alternative historier, hver gang nogen forsøger at afsløre hans identitet. Det er lidt som i filmen ’Spartacus’”, forklarer Marc Leverton med henvisning til den klassiske film fra 1960, hvor hovedpersonen spillet af Kirk Douglas tilstår, at han er Spartacus, hvorefter de andre slaver én efter én står frem og siger: ”Jeg er Spartacus”.
Selvom Marc Leverton både aldersmæssigt og geografisk er tæt på Banksy, så insisterer han på, at han aldrig har mødt ham.
”Men jeg kender folk, som kender ham.”
Et andet af de åbne spørgsmål er, om Banksy er én person eller flere.
”Tvetydigheden er en del af hans image. Men jeg tror, at det er ham, som skaber værkerne, og så kan det være andre, som rent fysisk maler dem i det offentlige rum.”
Et andet spørgsmål er den kunstneriske værdi.
”Man kan sige, at hans værker er simple og kan sammenlignes med satiretegninger og reklamer. Men det politiske og sociale budskab er meget anderledes. Og det handler om timing og symbolikken i de lokaliteter, hvor værkerne dukker op. Hvor andre kunstnere er langsomme, så er han hurtig og relevant – og har været det i over 20 år,” forklarer Marc Leverton.
Han henviser blandt andet til værket ”Season’s Greetings” (julekortet), som dukkede op i den walisiske industriby Port Talbot i december 2018. Umiddelbart er det en dreng, der glæder sig over sneen. Men går man rundt om hjørnet på muren, så ser man en brændende container, og det er ikke sne men giftig aske, drengen glæder sig over.
”Lokalsamfundet var begejstret over at have en original Banksy i deres by, og folk rejste også internationalt for at se det. Du kan ikke overvurdere vigtigheden af en Banksy, selv når det handler om forurening i et af de værst ramte områder i Storbritannien.”
Grunden blev lagt i Bristol i det vestlige England, hvor Banksy fra 1990-1994 var aktiv på byens graffitiscene. Skiftet kom ved årtusindskiftet, hvor han opdagede kunsten at bruge stencils – en form for skabeloner. Motivet er skåret ud i enten papir eller plastic, så man bare skal holde det op på en væg og så hurtigt spraymale det. Ved at benytte forskellige ”stencils” kan man bruge flere farver i samme kunstværk.
For en graffitikunstner er fordelen, at motiv hurtigt kan males på en væg – og at man selv er væk igen, før politi og andre når frem, hvilket jo er et vigtigt element for en undergrundskunstner.
I takt med, at flere spektakulære værker dukkede op i Bristol, steg opmærksomheden – og Banksys graffiti gik fra at blive betragtet som vandalisme til samfundskommenterende kunst. Murmalerierne blev ironisk nok beskyttet mod netop graffitivandalisme, for dele af det undergrundsmiljøet mener ikke, at det er rigtig graffiti. Og i takt med de stigende priser købte kunstsamlere og gallerier hele mure fra bygningernes ejere – også selvom motiverne ofte er en kommentar på de steder, hvor de er malet.