Sammen med tegneren Lars Horneman har kunsthistorikeren Maria Fabricius Hansen skabt en pædagogisk meget vellykket og grafisk helstøbt murstensbog, der kan tjene som introduktion til europæisk arkitekturhistorie i bred almindelighed.
Rom er valgt som eksemplet. Rom, fordi byen gennem århundreder har haft en voldsom betydning for europæisk åndshistorie. Skal man nævne et enkelt hjemligt eksempel, kunne det være den store indflydelse, det havde på de danske guldaldermalere og på billedhugger Bertel Thorvaldsen (1770-1844) at bo i Rom.
Rom rummer, som det hedder i introduktionen, forbilledlige bygningsværker fra antikken til vore dage.
”Det er mere end to årtusinders levet liv, tro, idealer og politik, vi møder, når vi bevæger os rundt i den såkaldt evige stad.”
Så ganske logisk, pædagogisk og meget læsevenligt er fremstillingen kronologisk.
Et arkitektonisk imperium
Fortællingen begynder altså i antikken. Forfatteren tager os med tilbage til 753 f.Kr., da tvillingerne Romulus og Remus grundlægger Rom.
Rom vokser sig større ved at underlægge sig omgivende stammer og lande. Inspireret af grækernes højt udviklede, civilisatoriske stade og herunder ikke mindst bygningskultur skaber romerne et imperium.
Maria Fabricius Hansen giver et indblik i, hvordan de tidlige romere organiserede byer med – udover kloakering og en god infrastruktur – en række helt bestemte bygningstyper som teatret og badeanlægget, og i Rom selvfølgelig Forum med templer og markedsplads. Vandet i skikkelse af Middelhavet og Europas floder var den kontinentale infrastruktur, der gjorde det muligt at beherske et meget stort landområde.
Ikke mindst templet er en vigtig bygning for sammenhængskraften i også det romerske samfund, og et af bogens første konkrete eksempler er en med god grund beundret bygning i Rom: Pantheon, der er fra begyndelsen af 100-tallet, har tjent både som hedensk tempel og oldkristen kirke. Det er bygningen med åbningen i kuplen, der slipper dagslys ind.
Maria Fabricius Hansen kalder konstruktionen ”et godt eksempel på romernes geniale kombination af det græske system af søjler/trekantsgavl med deres egen bygningstekniske og æstetiske fornyelser; nemlig den cirkulære bygningsform, der er kronet af en imponerende kuppel”.
Folket imod det foranderlige
Bogen udgøres af syv hovedkapitler, der altså spænder fra antikken til nutiden. I kapitlet om nutiden kommer Maria Fabricius Hansen blandt andet ind på det præg, masseturismen sætter på en by som Rom.
Den evige stad er et udtryk, der ofte anvendes om Rom, ligesom Paris undertiden kaldes Byernes by. Den evige stad har også den betydning, at det indre Rom synes uforanderligt. Det er, skriver Maria Fabricius, som om indbyggerne instinktivt er imod forandring. Byen skal i respekt for fortiden blive ved med at se ud, som den gør. En del af glæden ved at genbesøge Rom er, at man finder den, som man husker den – om end, kunne man tilføje, også Rom på det senere har virket nedslidt og forsømt efter pandemien.
Der har gennem tiderne været ombygninger ”af den antikke kulturarv til nye formål og (…) barokkens handlekraftige indgreb i bymassen for at skabe plads til enorme kirker og pladser”. Men nybyggeri har Roms bykerne i vid udstrækning undgået.
Masseturismen – og herunder pilgrimme såvel som kulturelt interesserede – har sat sit præg på Rom, noterer Maria Fabricius, men en diskussion af turismens økonomiske velsignelse og forbandede nedslidning ligger tydeligvis udenfor bogens emne.
Investering i turisme har dog resulteret i adskillige nye kulturbyggerier. Blandt de eksempler, Maria Fabricius fremdrager, er museet for det 21. århundredes billedkunst, MAXXI, som er tegnet af Zaha Hadid (1950-2016).
Det er et byggeri, som umiddelbart virkede overvældende ved sin åbning i 2010. Men som sammen med en række andre, moderne ikoniske byggerier ved nærmere eftertanke måske tilgodeser arkitekturen i højere grad end billedkunsten?
Maria Fabricius kalder MAXII for en alien, men det pudsige er, at det monotone kaserneagtige byggeri, der omgiver kunstmuseet, alligevel overdøver byggeriets skæve vinkler og dramatiske selviscenesættelse.
Arkitektur skildret med tegning
Tegningerne udgør en særlig kvalitet i bogen.
Umiddelbart kunne man måske studse over valget af illustrationsform med tanke på de talrige andre bøger om Roms arkitektur, Roms byliv, monumenter osv. osv., der ligger forud for denne udgivelse. Som regel illustreret af ofte meget flotte og undertiden turistbrochurepæne fotografier.
Men valget af tegning som gennemgående illustration og i store mængder rummer en klar pædagogisk fordel. Lars Horneman kan med sine tegninger i udtalt grad klargøre pointerne i teksten og tydeliggøre bygningernes form, disponering og æstetiske virkemidler. Og så skal Horneman da heller ikke klandres for, at han i prospekter med mennesker i gadebilledet formår at forlene skildringen af for eksempel gadeliv gennem tiderne med en fin, underspillet humor.
En række pædagogiske hjælpemidler er det også blevet til. Ordforklaring eksempelvis når der er anvendt deciderede fagudtryk i bogen, der ellers er stort set renset for unødvendige fremmedord.
Der er en underholdende tidslinje, af hvilken det blandt meget andet også fremgår, at det var i 1700-tallets Napoli, den italienske is blev udviklet, og at Campari kom til verden århundredet efter.
Fortællingen om hver epoke er ledsaget af et stiliseret bykort, så man kan finde de væsentligste bygninger, der repræsenterer perioden. Bogen har en volumen, der betyder, at man nok helst undgår at tage den med på vandringen rundt om i Rom – men man kan danne sig et overblik.
Et nyttigt overblik er i det hele taget, hvad Maria Fabricius Hansens og Lars Hornemans bog om Roms arkitekturhistorie er, og det er så glimrende.
Maria Fabricius Hansen: Rom – en arkitekturhistorie. Tegninger af Lars Horneman. 194 sider. 449 kroner. Arkitektens Forlag.
