Efter Genforeningen i 1920 blev Christian X budt velkommen på Gram Slot i Sønderjylland. Og på parkens hvide træbro, der var blevet bygget til lejligheden, gik kongen ”sit folk i møde”.
I den flotte og gennemillustrerede bog ”Gram Slot. Fra kongsgård til fremtiden” betegner dens forfatter, Birthe Lauritsen, øjeblikket som et af de mest bevægende i slottets nyere historie. I samme forbindelse afliver hun myten om, at den skimmel, hvorpå kongen red over den dansk-tyske grænse, var en kalket skimmel fra Gram Slot. Hesten – der hed Malgré Tout (Trods Alt) – stammede fra Visborggaard ved Mariager Fjord. Når hesten tilsyneladende smittede af, skyldtes det, at man havde børstet den med pibeler – for at fjerne eventuelle spor af snavs.
Historien om Gram Slot – på én gang fortalt koncentreret og grundigt – betegnes som ”et moderne eventyr, hvor drømme, visioner, erhverv og familieliv som tråde bliver knyttet tæt sammen i et slidstærkt mønster”. Det er Danmarks største økologiske brug – på 3000 hektar. Desuden omfatter slottet hotel- og konferencefaciliteter. Og i de bygninger, hvor der tidligere var korn, heste og køer, er der i dag en lang række kulturtilbud. I spidsen for det hele – et aktieselskab ejet af mere end én familie – står Sanne og Svend Brodersen, der kom til i 2007. På dette tidspunkt var slottet præget af de forudgående 25 års tornerosesøvn.
Svend Brodersen (født 1966) er blandt andet uddannet som landmand. I en periode var han 2. viceborgmester i Kolding Byråd og formand for Venstres byrådsgruppe. Den betydning, som Fadervor – og i det hele taget kristentroen – har for ham, fremhæves. Sanne Brodersen (født 1970) er cand.mag. i litteraturvidenskab og virksomhedskommunikation, herunder kulturformidling.
Bogen fremtræder som en effektiv og indbydende præsentation af Gram Slot såvel i fortid som nutid. Afgørende for helheden er de mange fine fotos. Hovedfotograferne er Hanne og Jens Eriksen, for interiørbillederne står Ruddi Christensen.
Første gang, slottet nævnes på skrift, er i 1231. Gennem næsten 340 år ejedes det af slægten Schack. Et af dens markante medlemmer var lensgrevinde Anna Sophie Schack (1689-1760), slottets ejer i 41 år. Birthe Lauritsen spørger: ”Var hun ond eller gal? (...) Eller var hun i virkeligheden en god strateg og forrretningskvinde? (...) Måske havde hun blot talenter, der for tiden ikke passede sig for en kvinde”.
Forfatterens overordnede konklusion er, at lensgrevinden var fremsynet – og at de forskellige barske myter om hende formentlig kan tilskrives fantasien. Ifølge en af disse myter dræbte hun en tjenestepige – en blodplet på gulvet er angiveligt et minde om udåden. For denne blev ”Den gale Grevinde” således straffet, at hun, forlyder det, ved midnatstide er henvist til at vandre hvileløs omkring på slottet.8