Trækorsene er for længst rådnet væk, men 189 ens cementsten er stadig halvliggende placeret i lige rækker i græsset på skråningen. De flankeres af 30 opretstående gravsten, der alle er forskellige.
Der er endnu ikke blade på de træer, der afgrænser kirkegården mod sydøst, så der er direkte kig ned til havet og Aarhusbugten. Kigger man til den anden side, troner arkitekt Michael Gottlieb Bindesbølls statelige bygninger fra 1852, der udgør det, der tidligere hed Psykiatrisk Hospital Risskov. Nu er det en del af Aarhus Universitetshospital og som sådan skal det om få år, som alle andre afdelinger, flyttes til det store supersygehus i Skejby. Det naturskønne område bliver til den nye Aarhus-bydel Bindesbøll-byen, og i de fredede hospitalsbygninger bliver der indrettet moderne lejligheder.
Kirkegården er imidlertid ikke fredet, så den skal sløjfes for at gøre plads til boliger. I hvert fald hvis det står til det konsortium, der har købt arealerne. Men flere med tilknytning til hospitalet mener noget andet.
”Det er udtryk for et menneskesyn, der ikke regner de syge og svage for noget,” siger Anna Bojsen-Møller, der i 20 år har været hospitalspræst på stedet. Mens vi går rundt og kigger på gravstenene, der er helt ens og kun forsynet med et navn og datoerne for fødsel og død, fortæller hun om de menneskelige skæbner, som kirkegården vidner om.
”Det er mennesker, der hører til samfundets allersvageste grupper. Mange af dem har levet i rækker på sovesale i en stor del af deres liv, og nu ligger de i rækker her på kirkegården. Det giver mening, fordi kirkegården er det sidste vidnesbyrd om den stigmatisering, de var udsat for. De ligger her, fordi deres pårørende havde afleveret dem på hospitalet og derefter ikke ønskede at have mere med dem at gøre. Deres nærmeste familie blev hospitalet, og det var derfor også naturligt, at de skulle begraves her. Og her bør de blive ved med at ligge,” siger Anna Bojsen-Møller.
Der er i alt blevet begravet 2148 mennesker her. De fleste patienter, men også en hel del af hospitalets ansatte. Heriblandt også hospitalets grundlægger og første overlæge Harald Selmer. Det var hans hjertesag at bygge et tidssvarende hospital, hvor sindslidende mennesker kunne få humant ophold og behandling. Kirkegården blev taget ud af brug i 1957, men i 1962 gjorde man en enkelt undtagelse, da overlæge Aage Thune Jacobsen døde og udtrykkeligt havde ønsket at blive begravet her.
235 gravpladser og gravsten er bevaret og kan altså stadig opleves i den lille parklignende lund, som kirkegården udgør. Der er flest af de ens cementsten, der blev produceret på det totalt selvforsynende hospital, men overlægerne og nogle af de øvrige ansatte har fået opsat mere personlige gravsten af deres pårørende.
Ifølge pensioneret overlæge Aksel Bertelsen, der også er taget en tur med rundt på kirkegården denne forårsdag, er gravstenene et enestående monument over en vigtig del af psykiatriens historie.
”Hospitalet hed ved oprettelsen Jydske Asyl, og det var her, at man som et af de første steder i Danmark begyndte at tage sig af sindslidende mennesker. Det var oftest kroniske patienter, der levede hele deres liv her skærmet fra omverdenen, men i smukke omgivelser. Det er mangel på respekt for historien og for de mennesker, der var her før os, at man vil fjerne kirkegården. Det bør vi kæmpe for at modarbejde, for historien går tabt, hvis der ikke længere er noget synligt, der minder os om den,” siger Aksel Bertelsen.
Jesper Priskorn er den tredje følgesvend på dagens kirkegårdsvandring. Han er plejer og formand for hospitalets personaleforening. For ham er kirkegården også et minde om tidligere kolleger, der havde et arbejdsliv, der ligger meget langt fra det, man kender i dag. De ansatte boede dengang på hospitalet i adskilte afdelinger for mænd og kvinder. De levede i tæt kontakt med patienterne, og for mange af dem og deres pårørende var det derfor også naturligt at blive begravet på hospitalets kirkegård. Som eksempelvis Karoline Larsen, der var gift med en af stedets plejere. På hendes sten står der helt enkelt og opsummerende: ”Fælles minde over Karoline Larsen og hendes ti børn”.
”Det er ubegribeligt for mig, at man har fredet parken og træerne, men ikke kirkegården,” siger Jesper Priskorn.
Erik Sindal Sørensen, der er formand for personaleforeningens klub for pensionerede medlemmer, husker fra sine arbejdsår, hvordan patienterne gerne ville have ham til at gå med en tur omkring kirkegården.
”Det at kigge på gravstenenes navne kan flytte tanker lidt væk fra sygdom og over på andre mennesker,” siger han om sin erfaring.
”Jeg kan næsten ikke finde ord for min forargelse over, at man nu vil sløjfe kirkegården. Selvom her skal bygges boliger, kan man da sagtens forestille sig at bevare parken,” siger han.
Søren Kierkegaard skriver i ”Kjerlighedens Gjerninger” om det at erindre en afdød, at kærligheden til et dødt menneske er større og mere uegennyttig end til et levende, der kan gøre gengæld. Han siger også, at det er hos de døde på kirkegården, at ”man tager sigte på livet”. For Anna Bojsen-Møller er kirkegården heller ikke bare et sted, hvor de døde kommer i jorden for herefter at blive glemt, og hun mener, at der er en helt særlig grund til at respektere de afdøde sindlidendes gravfred.
”Der svæver en sort sky af skyld over det her sted. En skyld over at være udstødt. Jeg oplever, at mange patienter føler en indbildt skyld, der kan vokse sig stor og uformelig, når man eksempelvis er dybt deprimeret. Den skyld kan kristendommen være med til at prikke hul i. Som præst kan jeg hjælpe med at rede trådene ud og lægge en del af ansvaret og dermed skylden over på Gud. Og skabe lettelse for den reelle skyld ved evangeliets tilsigelse af syndernes forladelse,” siger hun og citerer Holger Lissners salme ”Guds fred er glæden i dit sind”, som mange i hendes menighed holder af: ”Guds fred er løftet på den dag, hvor du har lidt dit nederlag, men Kristus kommer ind til dig og siger mildt: Din skyld ta’r jeg.”
Præsten holder aftengudstjeneste i Risskov Hospitalskirke to gange om måneden og anser det ikke som nogen tilfældighed, at næsten alle tilstedeværende går til alters.
”De her mennesker har brug for at være elsket af Gud. Og med hensyn til de afdøde bør vi vise dem vores kærlighed ved i det mindste at bevare deres gravsteder,” mener hun.
Aarhus Kommune har foreslået, at der i stedet for kirkegården kan etableres en lille mindelund, et såkaldt lapidarium, hvor nogle af gravstenene kan flyttes hen. Det skal i givet fald være i bunden af parken, hvor der i øjeblikket ligger en udtjent tennisbane. Den idé vækker imidlertid ikke genklang hos hverken Anna Bojsen-Møller, Aksel Bertelsen eller Jesper Priskorn. Det har, ifølge dem, stor betydning, at de står lige der, hvor begravelserne har fundet sted. Hvis stenene fjernes, mister de deres betydning.
”Stenene skal blive der, hvor de menneskelige rester er,” fastslår de.