Der er godt med optimisme i den nye Disney-film. Familiens paradis slår revner, men alt bliver selvfølgelig reddet af den sødeste, godeste og yngste i flokken. Det er en slags Klodshans-historie, bare tilsat moderne rytmer.
For et halvt århundrede siden blev familien Madrigal drevet på flugt, og Bedstemor blev den stærke, da hun fik sig selv og tre små børn frelst ind i den smukke dal, hvor hun og hendes øvrige følgere kunne opbygge et paradis med encanto, der på spansk betyder charme.
Vi er et sted i Sydamerika, hvor såvel dyre-, plante- og menneskediversiteten kan folde sig ud. Ordet madrigal betyder egentlig et flerstemmigt musikstykke. Det havde sin storhedstid i middelalderen. Familien Madrigal ynder ligeledes sang og swingende rytmer, og det bærer med charme en stor del af filmen.
I dalen lever hvide, brune og sorte i skøn harmoni. I flugten mistede Bedstemor sin mand Pedro, der ofrede sig i kampen mod undertrykkerne. Til gengæld fik hun skænket et mirakel. Et lys, der brænder og giver magiske egenskaber. Så længe det brænder, er alt paradisisk, hvad det selvfølgelig ikke bliver ved med at være.
Hvem der skænkede lyset, kommer filmen selvfølgelig ikke ind på. Her kan al guddommelig generøsitet tolkes ind, uanset hvad man tror. Det blafrer i vinden. Man skulle nødig genere nogen. Da Bedstemor i sin tid var i vanskeligheder, bad hun om hjælp, men det var ikke en bøn til Gud, men til den afdøde Pedro. Hellere forfædredyrkelse end gudstro! Nå, lad Disneys lille religionsforskrækkelse ligge.
Bedstemor med stort B glæder sig nu over sin familie, der alle har fået hvert sit talent, akkurat som Jesus siger det i lignelsen. Hun er en stovt og gæv kvinde, der dog bærer på en hemmelighed, idet hendes søn Bruno ikke mere er med i familien, og hans navn må end ikke nævnes. Han havde engang nogle visioner, som Bedstemor ikke vil vide af, og som ingen derfor taler om. Matriarkatet har talt. Et andet og voksende problem i paradiset er, at Bedstemors yngste barnebarn, Mirabel, ikke har fået noget talent. Da hun skal igennem den hjemmelavede ceremoni og udråbes som vidunderlig, skete der ingenting, og det var et chok, ikke mindst for Mirabel. Det var ikke sjovt for den kønne, skønne bebrillede pige, der er sød som en rød mirabelle.
Dér starter filmen. Der er virkelig fart over feltet i de pæne billeder. Det er, som det skal være, når man tænker disneysk, og det er jo altid flot. Det helt store problem er, at magien er aftagende. Det er her, Mirabel kommer ind i billedet. Hvorfor har hun ikke noget talent som de andre? Måske skal hun noget større?
Frelserrollen bliver hendes, og vejen er åben mod et nyt paradis, hvor alle bare er smukke, talentfulde og elsker hinanden. De er mirakler for hinanden. Hør lige violinerne! Den kvindelige Klodshans vinder ikke bare det halve, men det hele kongerige.
Filmens optimisme er god at have med i disse klimaudsatte tider. I filmen slår paradis revner. Lytter man til nyhederne fra Glasgow på COP26, så slår jorden ligeledes revner. Glasgow havde sin Greta Thunberg, men hun skal stå tidligt op for at blive en Mirabel og udføre sin rolle med samme charme.
Jeg så den danske udgave af filmen, og de danske stemmer er ganske gode. Ja, mere end det. Mira Andrea Balloli, Pauline Rehné og Nicolaj Kopernikus med flere er bare fremragende.