Han har hænderne bag på ryggen, den lille dreng med selebukserne. Maven skyder han selvbevidst frem, så den kan spejle sig i den blanke bildør. Drengen hedder Fredrik Sjöberg, han er født i 1958 og er nu en voksen mand, biolog og forfatter. På dansk har vi fået hans essay-trilogi ”Fluefælden”, ”Kunsten at flygte” og ”Rosinkongen”. ”Hvorfor bliver man ved” er også essays, et udvalg sammensat fra to bøger fra henholdsvis 2008 og 2011.
Hvorfor skal man (blive ved med at) læse Fredrik Sjöberg? kunne man parafrasere titlen. Det skal man, fordi han er så eminent god en skribent, som både kan underholde og formidle. Selv når det handler om noget så nørdet som at samle på svirrefluer. Det skal man, fordi han med sin utrolige nysgerrighed, vedholdenhed og passion formår at bide sig fast i haserne på et emne og forfølge det ud i alskens krinkelkroge, samtidig med at han altid vender sikkert hjem igen.
Hvad bliver han ved med at skrive om, Fredrik Sjöberg? Om at samle. Om samlere. Om mennesker, der giver verden betydning ved at passioneret at blive ved, selvom de møder modstand. Ofte bliver de ret gamle, disse samlere, og man kan ikke lade være med at tænke på, om det netop skyldes driften efter at blive ved.
Sjöberg er en rutineret fisker, som kroger sin læser med en enkelt sætning: ”Ikke i munden. Alle andre steder, bare ikke dér.” Sådan åbner han det indledende essay, ”Samleren tænkeren tur-retur”. Vel vidende, at han allerede har generet en række småfrække billeder i læserens indre, fortsætter han: ”De kan være ekstremt sjældne eller smukke som smykker af det pureste guld, men det er kun den urutinerede samler, der putter dem i munden. En dåse. Man skal have en dåse med.”
Og ja, det handler om at samle på blandt andet biller. Og om, hvor galt det kan gå, hvis man som det skete for den unge Charles Darwin kommer af sted uden dåse og må tage et af sine fund i munden. Men før vi kommer så vidt, er vi allerede taget ud på en rejse sammen med Fredrik Sjöberg. Han skal nemlig fra sin ø, Runmarö i den stockholmske skærgård, med bussen til Stockholm, og mens landskabet passerer forbi udenfor, introduceres vi til endnu en af Sjöbergs interessante fortidsvenner, naturforskeren og samleren Alfred Russel Wallace (1823-1913).
Og inden vi er retur på øen igen, er vi blevet indført i kunsten at samle på sand, glæden ved Darwins erindringer, Bruce Chatwins besøg i Sverige som 15-årig, næseretningsapparatet (skræmmende oplevelse fra frenologiens tid) samt sandsamlerens modsætning, nemlig ”the one-object collector”, altså kunsten at samle på én eneste genstand.
Og sådan føres man ved Sjöbergs sikre hånd fra det ene til det andet, uden at det virker jappende eller mere overfladisk end tilladeligt.
Fredrik Sjöberg kan have en tendens til at blive ført med at sine egne sløjfer. Men i ”Hvorfor bliver man ved” får man andre sider af ham. Man får den engagerede biolog, der i 1990'erne gik lige op imod den gængse forestilling om det gode ved naturreservater, på trods af at det gjorde ham ugleset i egne kredse. For Sjöberg handlede det om, at naturen ikke hører til i reservater og heller ikke kan fastholdes i en bestemt tilstand.
Naturpleje er vigtig, men den skal finde sted alle steder og i et samspil med de menneskelige behov for udvikling, mener han. Sjöberg har ikke et romantisk syn på naturen som noget, det kun går tilbage for. Således går han også i rette med naturforeningers skræmmekampagner (a la så og så mange arter uddør om dagen). Dels mener han, at de sjældent er underbyggede, dels mener han ikke, at angsten for undergang gør noget godt for nogens forhold til naturen.
Jeg kan godt lide at få denne vrede side af Sjöberg med, her hvor han virkelig sætter noget på spidsen og sig selv på spil.
Ligesom jeg kan lide det allersidste og for Sjöberg sjældent hudløse essay, skrevet i 2011, lige efter at fotografen, Ingvar Sjöberg, der tog billedet af den lille dreng, der spejlede sin egen navle i den nye Citron, er død. ”Far”, hedder det bare. Desværre er der faldet fem linjer ud af teksten. Det må blive rettet i et kommende oplag.
kultur@k.dk