Grim film om dumme mennesker

Film Nikolas Winding Refn arbejder frygtløst videre i sit eget spor med ": Pusher 2" Â-- men ubehaget lægger et filter ind mellem film og tilskuer

Det er svært at blive rigtig grebet af fortællingen om den kriminelle Tonny og alle hans problemer. Så "Pusher 2" ender som en kuldslået gangsterfilm. (Foto fra filmen)
Det er svært at blive rigtig grebet af fortællingen om den kriminelle Tonny og alle hans problemer. Så "Pusher 2" ender som en kuldslået gangsterfilm. (Foto fra filmen)

Tonny er en uduelig nar. Alt, hvad han rører ved, går i kludder. Allerhelst vil han bare have sin fars kærlighed – eller respekt for nu at bruge det ord, han har tatoveret ind på baghovedet. Men den kan han ikke få. Uanset, om han tjener nok så mange penge på at producere bønner, som han sælger til de krigsførende magter – nå nej, det er jo historien fra "Øst for Paradis".

Men Tonnys problem er det samme, som Cals var hos Steinbeck (og James Deans hos Elia Kazan): Faderen kan simpelt hen ikke lide ham; det siger han åbent, gang på gang og til alle og enhver. Og så er det lige meget, om Tonny leverer ham en friskstjålet Ferrari eller påtager sig at udføre morderiske opgaver for faderen, der er mafiaboss på Amager. Med et autoværksted i klondyke-enden af Artillerivej som lovformeligt dække står han for tyverier og udskibning af luksusbiler, ligesom han er involveret i narkohandel. Og Tonny? Han bliver løsladt i filmens begyndelse og forsøger med en desperat indsats, der får Sisyfos til at ligne en dovenlars, at få retning i sit liv.

Med "Pusher 2" har Nikolas Winding Refn lavet sin tredje film fra københavnske miljøer. I "Pusher" var vi på Vesterbro, i "Bleeder" var vi på Nørrebro, og i "Pusher 2" er det altså Amager, der står for skud. Personligt brød jeg mig ikke om "Pusher". Det kan være en ideosynkrasi, der får mig til at blokere over for tanken om at skulle engagere mig i og føle med narkoforbrydere – uanset hvorfor de måtte være blevet det. Det kan være, det kommer for tæt på for en, der som jeg bor i et københavnsk brokvarter: Er de virkelig sådan, de mennesker man møder på bydelens gader? Afstumpede kokainhoveder, der er viklet ind i hinandens liv med narkogæld og æresbegreber fra en urnordisk tid? Som stjæler fra hinanden for et godt ord og ikke stoler på andre end – til nød – sig selv? Et miljø, hvor bordelbesøg er naturlige som en tur i parken, og hvor vold er noget, man får i vuggegave og tanken om at begå mord – eller om at få andre til det – ligger lige for?

Jeg ved ikke hvorfor, men grebet af det bliver jeg altså ikke. Heller ikke, selvom Refn denne gang har skrevet en historie, der er lige så gammel som verden selv – den om sønnen, der vil have sin faders kærlighed – ind i sin kuldslåede gangsterfilm.

Man kan ikke påstå om Nikolas Winding Refn, at han følger udviklingen i dansk film. Han kører sit eget løb, hans inspirationskilder er internationale, og når man kan få New York-associationer i tilknytning til hans film, kan det skyldes, at han har boet der i byen, til han fyldte 18. Det kan også være, det er det, der virker skævt. At se velkendte omgivelser skildret, som var de en metropol af en ganske anden størrelse?

I den første Pusher-film var Kim Bodnias Frank hovedpersonen. Bodnia er ikke med denne gang, hvor Mads Mikkelsen, som også var med i den første film, har taget over. Mikkelsen yder uden tvivl en god præstation i rollen. Gode præstationer er der sikkert flere af, men det svært at se dem, når ubehaget ved filmens miljø og personer i så høj grad, som tilfældet er her, lægger et filter ind mellem personerne og i hvert fald denne tilskuer.

"Pusher 2" er som sin forgænger en grim film om nogle dumme mennesker i et afskyeligt miljø, som jeg heller ikke fascineres af, når jeg sidder trygt i biografens mørke med den virkelighed, filmen formentlig skildrer, på passende afstand. Men man må lade Winding Refn, at han ikke lider af berøringsangst over for personer og miljøer, der ligger i yderkanten af, hvad vi normalt ser skildret i dansk film. Og han skal også have, at han frygtløst arbejder videre i sit eget spor. At resultatet kan opleves som ubehageligt er en smagssag.

"Pusher 2". Danmark 2004. Instruktion: Nikolas Winding Refn. 96 min. Premiere i 35 biografer.

kultur@kristeligt-dagblad.dk