Fra pædagog til gårdejer: Grise og børn kan ikke få for meget kærlighed

Efter flere år som pædagog gik Ole i gang med at leve sin drøm om bæredygtighed og økologi ud. Nu er der hver fredag hele korteger af biler, der finder vej til Oles Gård ude på landet – og til hans berømte økopizzaer

På et nedlagt husmandssted uden for Hammel lever Ole Christian Olesen drømmen ud om et liv ”fra jord til bord”. Hans børn har naturen helt tæt på og får værdier som bære­dygtighed og økologi med sig. – Fotos: Niels Åge Skovbo/Fokus.
På et nedlagt husmandssted uden for Hammel lever Ole Christian Olesen drømmen ud om et liv ”fra jord til bord”. Hans børn har naturen helt tæt på og får værdier som bære­dygtighed og økologi med sig. – Fotos: Niels Åge Skovbo/Fokus. Foto: Fotograf Niels Aage Skovbo, FOKUS DJ/PF naa@fokus-foto.dk www.fokus-foto.dk Bjoedstrupvej 6b 8270 Hoegbjerg Denmark +4520992721 May not be used without permission from photographer ©.

”Kan du få folk til at komme helt derud på landet?”

Bankmanden var skeptisk. For den unge mand overfor ville godt nok kun låne 150.000 kroner. Men idéen lød ikke særligt overbevisende: et økologisk køkken med sortbrogede svin og jerseykøer på marken. Et kølerum til lufttørrede skinker og hjemmelavede salamipølser. Lange kartoffelrækker, krydderurter i plantekasser og så en brændefyret pizzaovn. Og så helt derude på landet, med flere kilometer til den nærmeste handelsby, Hammel. Mellem marker og skove – og hvor man kun finder vej, hvis man enten er en af de meget få lokalkendte – eller har forvildet sig derhen ved en fejl.

Bankmanden tog fejl. I dag er det kun to år siden, at Ole Christian Olesen fik godkendt sit lån. Men hver fredag har der i det seneste års tid været korteger af biler på den godt gemte skovvej, og folk er kommet langvejs- fra for at købe de berømte økologiske pizzaer fra Oles Gård.

Hvis han skal være helt ærlig, så er succesen også kommet lidt bag på Ole selv. Men hans egen forklaring er, at konceptet åbenbart har ramt noget hos mange mennesker, der også efterspørger mere kvalitet i maden og respekt for de dyr, vi spiser. Folk, der ligesom ham ønsker at leve efter idéen: fra jord til bord.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ole Christian Olesen er ellers uddannet pædagog og har arbejdet med andre folks børn i mange år. Han er hverken slagter, landmand eller kok og kommer heller ikke selv fra landet, men er vokset op i Struer, hvor faderen var mekaniker. I et hjem, hvor moderen stod for maden, som familien samledes om hver aften. Men som ofte var noget hurtigt og enkelt. Og i hvert fald slet ikke økologisk.

”Det var tit de nemme løsninger, der blev serveret. Og det er ikke ment som en kritik af mine forældre, for det tror jeg er meget typisk for deres generation, hvor begge parter kom ud på arbejdsmarkedet, og maden derfor helst skulle kunne laves på kort tid. Hos mine bedsteforældre var der bedre tid, og maden var derfor også tit lavet helt fra bunden. Uden de nemme løsninger som for eksempel lørdagskyllingen, der for mig at se er det helt oplagte billede på en madkultur, der er kørt helt af sporet. Med elendige forhold for dyrene. Dårlig kødkvalitet. Billigt og nemt, men en helt igennem elendig oplevelse for både dyr og mennesker. Men et resultat af en uhellig alliance mellem forbrugere og producenter.”

Som ung flyttede Ole til Aarhus, hvor han gik på seminariet og i den grad nød storbylivet. Han var musiker i weekenderne og spiste også masser af helt forfærdelig mad. Men med alderen, faderrollen og en øget samfundsbevidsthed begyndte han at interessere sig mere og mere for naturen, maden og de produktionsforhold, råvarerne kommer fra.

Nu sidder den 38-årige vestjyde ved havebordet, i skyggen af et gammelt frugttræ med sønnen Sigurd på skødet. I baggrunden står det hus, han selv har bygget. Af 100 træer, genbrugsdøre og gamle gulvplanker og med brugte zinkplader på taget. Huset er ni meter højt og har kun vinduer mod syd, så lyset og varmen koncentreres, og den finske masseovn kun skal holdes i gang hver anden eller tredje dag.

Her er fem hektar jord, og det gamle stuehus på det nedlagte husmandssted ligger her stadig. Her har Ole nemlig indrettet sit industrikøkken, hvor al maden bliver lavet. Stort set kun af råvarer af egen avl. Han har 10-12 medarbejdere på lønningslisten, én af dem fastansat, to i virksomhedspraktik og de øvrige ungarbejdere samt en kok, der kan tilkaldes, når der er ekstra tryk på. Som for eksempel i weekenden, hvor Oles Gård stod for maden til 160 gæster på det gamle fængsel i Horsens.

”Det er vildt, så stærkt det er gået. Jeg tog orlov fra mit job som pædagog i 2011. Det er kun fem år siden. Jeg tog et helt år uden løn, hvor jeg ville prøve kræfter med min drøm. Og det var ikke en pludseligt opstået idé. Mere en glidende proces, hvor drømmen om at komme tættere på naturen og selv lave de produkter, man putter i munden, bare fyldte mere og mere. Til sidst tænkte jeg: Nu er jeg altså nødt til at prøve. Og så fandt vi det her sted, som jeg kunne se rummede mulighederne.”

Mens Ole taler, løber Sigurd på halvandet år rundt og jagter et par gråstribede kattekillinger. Han er Ole og Linns yngste i en børneflok på fire, og Sigurd bliver passet hjemme. Det hører nemlig også med til Oles tanker om det gode liv.

”Godt nok har jeg selv arbejdet som pædagog og ved, at mange børn har det rigtig fint i institutioner, men grundlæggende synes jeg, det er forkert at aflevere sine børn i en vuggestue. Et lille barn har ingen tidsfornemmelse, så når man vinker farvel, oplever barnet det jo som en afsked for evigt,” siger Ole og løfter Sigurd op på skødet. Hans fine barnehår er helt hvidt i solen, der også har givet ham lysebrune kinder – og så har han en ordentlig bule i panden, fordi han altid er nysgerrig og på eventyr. Også steder, hvor det måske kan være svært at gå, når man stadig er lidt usikker på benene.

”Faktisk har jeg nu fået så travlt, at det er for meget. Det vælter ind med bestillinger fra både private fester og firmafrokoster. Og selvom det kun er tirsdag i dag, er folk allerede begyndt at bestille fredagspizzaerne, der er blevet den helt store attraktion. Så jeg kan godt føle, at jeg ikke helt lever op til mine idealer om at få mere tid med min familie. Til gengæld er de jo en del af det hele, og ungerne får en barndom med naturen helt tæt på og værdier om bæredygtighed og økologi med sig. For nylig havde jeg August på 10 år med ude, da jeg skulle levere mad til et sølvbryllup, og mens jeg gik og ordnede anretningen, var det ham, der fortalte gæsterne om det kød, de skulle spise, og hvor det kom fra. Så bliver man da stolt som far.”

Ole Christian Olesen er selv vokset op som lillebror. Og han mener, det er en del af grunden til den stædighed, der altid har kendetegnet ham. Samtidig med at han er søn af en selvstændig og derfor har fået iværksætterkulturen med sig hjemmefra.

For han vil gøre tingene på sin egen måde. Og helst helt selv. Derfor har det også været altafgørende for ham selv at slå de 100.000 søm i husets trækonstruktion. Selv at finde ud af, hvilke køer og grise der gav det bedste kød. Og selv at konstruere den pizzaovn, der blev hans helt store gennembrud – og som i dag er hovedårsagen til, at både forskellige investorer og delikatessesupermarkedet Salling Super nu henvender sig for at lave aftaler med Oles Gård.

”Det var helt tilfældigt, at det lige blev den økologiske pizza, der blev mit helt store salgshit. Men for et år siden blev jeg kontaktet af musikfestivalen North Side i Aarhus, der ville høre, om jeg kunne levere noget mad under festivalen. De har selv en grøn og bæredygtig profil. Først tænkte jeg på alle mulige kreative og lidt alternative retter som for eksempel kålwraps, men så foreslog min svigerinde pizzaer. Og der findes faktisk ikke nogen helt igennem gourmetagtige økopizzaer, selvom alle jo er helt vilde med dem. Men mine skulle selvfølgelig være helt rigtige. Bagt i en brændefyret ovn, som jeg kunne tage med mig rundt – og udelukkende med råvarer fra egen avl. Så i stedet for den klassiske tomatsauce, så er der helt tynde kartoffelskiver under charcuteriet, der kan være fra enten krogmodnet jerseykalv eller sortbroget gris.”

Ole tager Sigurd på armen og viser rundt på gården. Inde i køkkenet har den tilkaldte kok og flere af de ansatte travlt med at gøre klar til næste weekends sølvbryllupsbestilling, hvor der blandt andet skal forberedes koldhævet stenovnsbagt ølandshvedebrød og laves marinade af sherry og estragon, som jerseykalven skal braiseres i.

Omme bagved går råvarerne og gnasker i køkkenrester, røde peberfrugter og gamle kartofler. Tre søer og otte griseunger med sorte pletter kommer hen til truget, hvor Ole og Sigurd deler foder ud.

I alt har Oles Gård 80 grise, 10 køer og 20 kalve. For fem år siden var der kun to grise.

”Jeg er begyndt at overveje, om jeg fremover kun skal satse på pizzaerne og sige nej til både firmafrokoster og middagsselskaber. For jeg har simpelthen ikke kød nok til så stor en produktion. Og jeg vil ikke gå på kompromis og så bare købe kødet et andet sted. Jeg skal kunne stå inde for det, jeg sælger, og vide, hvordan kartoflerne er dyrket, og hvordan grisene er fodret. Det ville ellers være meget enkelt bare at købe ind andre steder fra og så nyde succesen og vokse endnu større. Men det ville være at svigte mine idealer. Og jeg går ikke på kompromis. Så hellere drosle ned, så jeg stadig kan stå inde for kvaliteten.”

Nogle gange må Ole knibe sig lidt i armen – for det er lige før, hans virkelighed nu er endnu bedre end den drøm, der begyndte at rumstere, mens han stadig var et storbymenneske.

”Nu drømmer jeg så om, at mit lille foretagende på den måde kan være med til få os tilbage til stoltheden over vores produkter. Ikke bare de billigste varer og den hurtige produktion, men at vi som forbrugere godt vil betale lidt ekstra for dyrenes gode liv og den ekstra smagsoplevelse – og som producenter satse på de gode råvarer og give dem den tid, de har behov for. Hvis det skal ske, er vi jo nødt til at starte med os selv. Ellers sker det ikke.”