Grøndahl overgår sig selv i ny MeToo-roman, hvor Kierkegaard spiller en rolle til sidst

“Fra i nat sover jeg på taget” er litteratur til og om samtiden, men dens på samme tid smukke og letlæste sætninger rummer en tyngde, der peger mod det mere tidløse

Jens Christian Grøndahl har sat sig for nysgerrigt at undersøge de nye brudflader i køns- og identitetsdebatten i sin nye roman “Fra i nat sover jeg på taget”, der udkommer i dag.
Jens Christian Grøndahl har sat sig for nysgerrigt at undersøge de nye brudflader i køns- og identitetsdebatten i sin nye roman “Fra i nat sover jeg på taget”, der udkommer i dag. . Foto: Simon Skipper/Ritzau Scanpix.

Hvis man oplistede alle de emner, som Jens Christian Grøndahls nye roman kommer omkring, ville et realistisk gæt på bogens omfang være omkring de 500 sider. Mindst. Nu er den “kun” på det halve, og det er faktisk helt perfekt, for less is more i “Fra i nat sover jeg på taget”, og man læser begærligt denne lille store bog for at nå til bunds i mysteriet Anna Secher.

Hun er aksen, hvorom alle bogens emner drejer sig: seksuelle overgreb i mediebranchen, radikaliseringen af den yderste venstrefløj, den københavnske kunstscene i 1980’erne, borgerlighedens tillokkelser og begrænsninger, forholdet mellem forældre og børn, skyld, ansvar og frisættelse i forbindelse med skilsmisse samt alderdommens indsigter.

Hvordan der er plads til det hele, er lidt af en gåde, men det forklarer måske, hvorfor man efter endt læsning har lyst til at begynde forfra. Til sidst dukker Søren Kierkegaards skrift “Lilien på Marken og Fuglen under Himlen” minsandten også op, og hvilken rolle dén spiller i Grøndahls tillige meget skriftbevidste nye roman, kan man godt glæde sig til at få opklaret.

Anna er i romanens nutid omkring de 60, det samme er den navnløse jeg-fortæller, og da de to personers veje krydsede hinanden første gang, slog det mere end almindelige begærsgnister. Det var i studietiden på filosofi på Københavns Universitet, at jeg-fortællerens default mode som totalt indkroget i sig selv blev udfordret at den lysende Anna. At hun fattede interesse for den handlingslammede og selvovervurderende nørd var én ting; at hun også havde et forhold til en central skikkelse i kredsen af “de unge vilde” malere på 1980’ernes kunst- og caféscene, var noget andet og mindst lige så udfordrende for jeg-fortællerens selvbillede og livssyn. Hvorfor giver Anna sig hen til to mænd? Hvorfor kan jeg-fortælleren hverken give eller modtage? Hvad indebærer hengivelse til et andet menneske egentlig, og hvordan kommer den i stand? 

Det er spørgsmål som disse, som den nogen-og-60-årige mand søger tilbage i erindringen for at finde svar på. Han er blevet forladt af den kvinde, han senere blev gift med, Eva, der fristede med borgerlige rammer og et velordnet liv efter studietidens følelsesmæssige kaos, men som forlader ham, da han bliver syg. En dag møder han tilfældigt Anna igen efter 40 års adskillelse, og han får indblik i hendes historie. Hun har været gift med en tv-berømthed, der en overrislet nat har sex med en praktikant. Praktikanten bliver fyret, livet går videre, men hun står senere frem med sin historie, som bringer tv-kongen til fald, mens MeToo-bølgen ruller. Noget er sket mellem kønnene i årenes løb, og tv-værten ved, som en anden Mr. Jones fra Bob Dylans berømte sang, ikke, hvad det er. Men gør vi andre det? 

Grøndahl har sat sig for nysgerrigt at undersøge de nye brudflader i køns- og identitetsdebatten, og gennem sin hovedpersons overvejelser ser han fronterne fra flere sider. Blandt meget andet er “Fra i nat sover jeg på taget” en modig undersøgelse af en kønskamp på kogepunktet, og der skal nok være læsere, der synes, at han i romanformen går for tæt på virkeligheden. Anna Sechers detroniserede mand kunne meget nemt være modelleret over Jes Dorph-Petersen, ligesom den unge Annas malerkæreste kunne være inspireret af kunstneren Claus Carstensen. Og da jeg-fortælleren omtaler sig selv som en, der i de førende kulturkredses opfattelse har placeret sig til højre for Djengis Khan, ja så kunne det være Grøndahl, der taler om sig selv.

Men alt dette er lige meget og på en måde let distraherende, for vi er i en roman, et opfundet univers, der er mesterligt orkestreret i opbygningen til det egentlige anliggende: hengivelse. Hengivelse til livet og til det menneske, der pludselig står på din vej og gør alting nyt. “Fra i nat sover jeg på taget” (titlen er en linje fra et digt, der optræder i bogen) er litteratur til og om samtiden, men dens på samme tid smukke og letlæste sætninger rummer en tyngde, der peger hen mod det mere tidløse. Derhen, i det tid-løse, hvor vi lærer – af liljen på marken og fuglen på himlen – ikke at bekymre os om dagen i morgen.

Jens Christian Grøndahl: Fra i nat sover jeg på taget. 233 sider. 249,95 kroner. Gyldendal.