Grøndahls søgen efter det europæiske fællesskab

Jens Christian Grøndahl skriver sin egen Rom-traktat i jagten på et europæisk fællesskab bygget på sekulariseret kristendom, demokrati og kulturel diversitet

Jens Christian Grøndahl argumenterer i bogen for, at vi lever i en tid, hvor historien udvikler sig med en umenneskelig fart og truer vores europæiske idealer.
Jens Christian Grøndahl argumenterer i bogen for, at vi lever i en tid, hvor historien udvikler sig med en umenneskelig fart og truer vores europæiske idealer. Foto: Leif Tuxen.

Hvad er det, der forener Europa? Hvad er vores fællesnævner? Jens Christian Grøndahl stiller spørgsmålene i essayet ”Hjemme i Europa”. Det er således mere ligheder og fællesskab end forskelle og individ, der optager Grøndahl. Men det sker via den personlige oplevelse og erfaring. Uden tanke for individet bliver fællesskabet til en abstraktion og til et stort og ideologisk farligt ord. Individets værdi og hensynet til fællesskabet kan ikke adskilles uden blodige konsekvenser.

Grøndahl lægger ud med en beskrivelse af sine egne sommerferier hos farmor i Munkerup. Man kommer et sted fra, og man er rundet af en bestemt tid. Der er en fortid, som man ikke nødvendigvis hænger fast i, men som ikke desto mindre er med til at præge en. Og så er der en død, som altid taler med, selvom det drejer sig om livet. Grøndahls mor døde for et par år siden, og det spiller også en væsentlig og gennemgåede rolle i essayet. Endelig danner Grøndahls månedlange ophold i Rom en ramme omkring det hele. I Roms gader konfronteres han med det klassiske og det førmoderne.

I Rom kommer man bag om tiden og tilbage til nogle fælles rødder for det europæiske. Det gælder romerretten - det, at vi alle er lige for loven. Og det gælder kristendommen, der på godt og ondt rummer en fælles forestillingsverden, hvad enten vi er katolikker eller protestanter. Grøndahl lufter her den tanke, at det mindre er demokratiet end kristendommen, der forener europæerne. Med Konstantins legalisering af kristendommen ”begyndte den fælles kulturarv, der trods alle skel og konflikter har forbundet europæerne”.

Læs uddrag af bogen her: "Hvad skete der med den klassiske dannelse?"

I Jesus ser han historien om en mand, der valgte sin skæbne. Han red ind i Jerusalem og konfronterede den romerske overmagt, selvom han kunne have passet sig selv og holdt sig væk. Det handler om personligt mod, tro og vilje til at ofre sig for fællesskabet. Det handler om at gå ind i troen og ind i ”Guds hus for at møde noget andet end blot et spejlbillede af sig selv. Noget andet end blot og bar bekræftelse”.

Grøndahl opsøger det klassiske og traditionen for dér at finde det fælles europæiske. Det ligger altså snarere i fortiden end i fremtiden. Men dialektikken skal dog med. Uden utopiske forestillinger om, hvad Europa kunne være, går det heller ikke. Udfordringen er vel, skriver Grøndahl, ”at genfortolke traditionen uden at tilpasse den for meget, samtidig med at man møder overleveringens iboende modstand uden underdanighed over for dens arkaiske skrald.”

At udskille det arkaiske skrald er imidlertid ikke nogen let sag. Her kommer så den kritiske selvrefleksion ind, som præger ikke bare Grøndahls bog, men en god del af den europæiske tradition. Man kan sige, at selve den essay-genre, som Grøndahl skriver i, er ét med denne tradition. I essayet kommer den kritiske, spørgende og søgende tanke til udtryk. Her kan man prøve sig frem med formuleringer, som nok kan være rammende, men som ikke behøver at være tænkt helt til ende, og som endda kan være selvmodsigende. De er netop forsøg, og læseren må selv tænke med, mod og igennem, for det her er ikke nogen facitliste.

Man kan for eksempel forsøge sig med den kætterske tanke, at demokratiet slet ikke duer, når det kommer til så store samfundsdannelser som Den Europæiske Union. Hvad der virker i mindre enheder og på nationalt plan, er måske ikke den universelle løsning på alle niveauer. Den slags er godt at få luftet, for kan Europa-Parlamentet nogensinde blive andet end et Mickey Mouse-parlament, som Ritt Bjerregaard kaldte det?

Essayets udgangspunkt er det personligt erfarede, men Grøndahl er ikke bleg for at skrive ”vi” og ”man” og på den måde generalisere. At kunne sige det er så at sige hele essayets mission, for det gælder ikke om bare at sige mig, mig, mig. I og for sig er der heller ikke mange dybt originale tanker i Grøndahls bog, hvad der så også rummer den pointe, at det netop gælder det fælles, det varige og det klassiske.

Til gengæld er der mange slående formuleringer. Grøndahl har sans for det aforistiske, som man ser i sætninger som ”på fremmede sprog siger man, hvad man kan, på sit eget, hvad man vil” og ”mens man er ung, har man stadig tid til at vente og længes, men hvis man i en alder af halvtreds stadig tror, at der er noget at vente på, er man fortabt”.

Perspektivet i ”Hjemme i Europa” er også givet med Grøndahls alder - han er midt i 50'erne: ”Man ser oftere bagud, og der bliver med tiden også mere plads, mere at se efter, end når man kigger den modsatte vej.”

I den slags ligger der en fare. Der bliver plads til misantropens jeremiader over sædernes forfald: ”Engang var viden og erkendelse en værdi i sig selv, en form for åndelig ilt, der gjorde os til mennesker og ikke bare dyr med tøj på og talens brug. Er vi efterhånden andet?”.

Nogle gange går der for meget brok i den. Der langes ud til højre og venstre, og det bliver også for upræcist. Snart gælder det amerikansk underholdningskultur, der går som en flodbølge over Europa og synes at være årsagen til dannelsens fordærv, og snart kritiseres sygeplejeruddannelsen for at bruge tid på Habermas i stedet for at opøve praktiske færdigheder. At det skulle have noget at gøre med, at individualismen er slået igennem, er svært at se.

Så er der langt mere hold i kritikken af den fundamentalistiske væksttanke, som de fleste politikere deler i dag. Her er der tale om et tunnelsyn og mangel på utopisk tænkning, der er direkte destruktiv. Og der er tale om en åndløshed, hvis værdier kun bygger på aktieindekset.

Hvis Europa skal have en fremtid, så må vi besinde os på andre værdier end de rent materielle. Aktieindekset er ligeglad med, om over halvdelen af de unge i Grækenland og Spanien ikke har noget at lave og har svært ved at se nogen mening med noget som helst, og slet ikke med det såkaldte og illusoriske europæiske fællesskab. Deres vrede skal der mere end fine ord til at dæmpe. Ligesom der skal mere til at dæmpe de islamister, der lader hånt om alle traditionelle europæiske friheds- og lighedsforestillinger.

Grøndahl mener, at islamismen først og fremmest er en plage for Mellemøsten, hvad der indtil videre er sandt, da det er dér, de fleste mennesker bliver slået ihjel. Men at den også er og bliver det for Europa, viser de seneste attentater i Paris og København med al ønskelig tydelighed. Dem har Grøndahl selvfølgelig ikke med i sine overvejelser, da de har fundet sted, efter at essayet er blevet til. Men de illustrerer ganske godt Grøndahls pointe med, at vi lever i en tid, hvor historien udvikler sig med en umenneskelig fart og ganske overhaler os og truer vores europæiske idealer om individets værdi, kulturel diversitet og ideologisk rummelighed.