Hvorfor overhovedet interessere sig for Grønland?

Et nyt teaterstykke, ”Ni hao Nuuk”, inviterer publikum dybt ned i Grønlands undergrund guidet af en geopolitisk panda, et grønlandsk stjerneskud og en videnskabsgal instruktør

Det postkoloniale forhold mellem Grønland og Danmark er en understrøm i stykket ”Ni Hao Nuuk”, der i disse dage kan ses i Maskinhallen i Botanisk Have. Til højre ses Miké F. Thomsen, én af de første skuespillere, der er uddannet fra Grønlands Nationalteater, i midten en kinesisk pandabjørn spillet af Sigrid Husjord og til højre den danske skuespiller Morten Nielsen.
Det postkoloniale forhold mellem Grønland og Danmark er en understrøm i stykket ”Ni Hao Nuuk”, der i disse dage kan ses i Maskinhallen i Botanisk Have. Til højre ses Miké F. Thomsen, én af de første skuespillere, der er uddannet fra Grønlands Nationalteater, i midten en kinesisk pandabjørn spillet af Sigrid Husjord og til højre den danske skuespiller Morten Nielsen. Foto: Leif Tuxen.

Vi danskere interesserer os da for grønlænderne.

For eksempel ser vi troligt julehilsenen til vores nordatlantiske naboer i fjernsynet, med de smukke kvinder i perlebesat nationaldragt. Vi følger de kongeliges sommertogter, og vi giver da en skilling til den forhutlede grønlænder, vi ser nede på bænken, mens vi i vores stille sind tænker, at ”sådan måtte det jo gå”.

Men i virkeligheden ved vi nærmest ingenting, mener instruktøren Ditte Maria Bjerg (født 1960), som står bag den aktuelle forestilling ”Ni hao Nuuk - en ekspedition i anledning af Kalaallit Nunaata (Grønlands) fremtid.”

For blot et par år siden var der en vældig interesse for Grønland her i Danmark. Jernreserver i grundfjeldet så ud til at tegne et kinesisk råstofeventyr af de helt store, og det blev debatteret, hvor godt grønlænderne ville være i stand til at tackle det.

Samtidig frygtede grønlandselskere herhjemme, hvad 3000 kinesere ville gøre ved den 55.000 mand store grønlandske befolkning. Hvad ville der ske med værdierne? Men kineserne vendte snuden hjem igen, før de rigtig nåede at flytte ind. Så kom en politisk korruptionsskandale og et nyvalg, og nu er fremtiden igen åben, sammen med spørgsmålet om, hvad indlandsisen egentlig gemmer på. Men danskernes interesse er forduftet, og det er synd, mener Ditte Maria Bjerg.

”Langt de fleste af os ved lidt om isbjørne og sådan. Men Grønland er meget mere end tre damer i nationaldragter, der spiller på skindtromme. Det er hele verdens interesse i sjældne jordarter, også vores. På den måde kan vi slet ikke undgå at interessere os for, hvad der sker deroppe,” siger hun.

Sammen med sin mand har Ditte Maria Bjerg et hus i en lille bygd i Grønland og har været deroppe masser af gange. Alligevel er det gået op for hende, hvor lidt hun ved om det store, isklædte land. Derfor har hun brugt to år på at researche, tale med geologer, forskere, historikere og ikke mindst grønlændere for at øge sin egen viden. Og hun er stødt på finurligheder og symboler, der i virkeligheden siger langt mere end ord, og som derfor har fået plads i forestillingen.

”Det her er grønlandsviden til folket, men det skulle gerne være mere end det,” siger Ditte Maria Bjerg.

Hun vil nemlig have folk til at diskutere. De senere år har hun markeret sig som instruktør på en række debatskabende forestillinger i projektet Global Stories. Forestillingen ”Made in India” (2013) satte indiske rugemødre på dagsordenen, og før det var finanskrisen og global migrationspolitik under kærlig behandling i Bjergs socialt engagerende totalteater.

Der er også lidt totalteater over ”Ni hao Nuuk”, som sættes op i en gammel maskinhal i Botanisk Have i København. Publikum vil ikke blive bænket på rad og række, men ledes ind i ægte ekspeditionstelte med dåsemad og feltlamper.

De passerer modeller af det uranrige Kvanefjeld og jordprøver fra Geus, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland. Der bydes på sodavand, tørret hvalhud (matak) og poetisk historiefortælling om et sted at høre hjemme. Og nå ja, så er der også lige en pandabjørn, symbolet på de geopolitiske interesser i det store land med den lille befolkning.

I stykket spilles pandaen af den 1,10 meter høje norske skuespiller Sigrid Husjord og repræsenterer to, ganske ægte, pandabjørne, som Københavns Zoo fik lov at låne i et par måneder af den kinesiske regering som en gave. Ikke uden sammenhæng med den danske velvilje over for kinesernes mineeventyr i Grønland, lød det fra eksperterne.

”En overgang skulle pandaerne vist også til USA, men så tog præsident Obama lidt for tæt på Dalai Lama efter kinesernes smag, og så blev tilbuddet trukket tilbage,” griner Ditte Maria Bjerg.

”Tænk, at pandabjørne sendes rundt i verden på den måde. Den panda er blevet en figur, jeg har brugt til at formidle, hvor fuldstændig ubegribelig og absurd geopolitik er. Det er dybeste alvor og samtidig børnehave på højt plan.”

Danmarks tid som kolonimagt over Grønland frem til slutningen af Anden Verdenskrig er et fint emne for kunst. Men det er på en måde også lidt for ”let” bare at hænge sig i fortiden, mener Ditte Maria Bjerg. Hvor vi skal hen, er et vigtigere spørgsmål, en holdning, som deles af den yngre del af Grønlands befolkning.

”De ser på Danmark med friske øjne og er meget nøgterne. Her er for eksempel god og gratis uddannelse,” siger hun.

Et par af de herboende grønlandske studerende er med i stykket. Sammen med en rigtig ”rockstjerne”, nemlig én af de fem første skuespillere, der er uddannet fra Grønlands Nationalteater, den langhårede Miké F. Thomsen (født 1984). Nogle vil måske genkende ham fra årets tv-julehilsen, hvor han var vært sammen med sangerinden Julie Berthelsen.

I arbejdet med den unge grønlandske skuespiller er Ditte Maria Bjerg ind imellem stødt på nogle ”indre koloniale forhindringer”, som hun ikke havde set komme.

”Som instruktør kan jeg godt lide, at mine skuespillere tør sige mig imod, og siger: 'Sådan synes jeg altså ikke, det skal være'. Det har Miké ikke været vant til på nationalteatret, og det skabte en underlig dynamik mellem os. Men betyder det, at jeg må bestemme, at han skal sige mig imod? Vi har arbejdet os ind på hinanden, men det har taget tid,” siger hun.

I forestillingen medvirker også Ditte Maria Bjergs mand, skuespilleren Morten Nielsen. Det var ham, der oprindelig investerede i parrets hus i Grønland, og da han begyndte at tale med Miké F. Thomsen viste det sig, at Mikés slægt faktisk havde ejet netop det hus gennem generationer. Altså lige indtil danskerne kom og opkøbte det. På den måde fik samspillet mellem dem også en virkelig kolonial dimension.

”Det er en understrøm, men ikke mere end det. Det her handler om fremtiden,” slår Ditte Maria Bjerg fast.

Grønlands fremtid ligger måske begravet i én af de iskerner og jordprøver, geologerne hiver op.

De kan vise forekomsten af ædle jordarter, noget, der ikke kun bruges i fremstillingen af computere og mobiltelefoner, men også er essentielt for udviklingen af bæredygtig energi, som vi satser stort på herhjemme, har den videnskabsnørdede instruktør fundet ud af. Men den er også i udkantsbygden, hvor en dreng sidder og ønsker sig trådløst internet, eller hos den grønlandske studerende på Københavns Universitet, der vil ud og erobre verden, påpeger Ditte Maria Bjerg.

Et godt fremtidigt forhold mellem grønlænderne og danskerne kræver som det mindste, at vi er nysgerrige.

”Jeg tror, mange af os har billedet af den fordrukne grønlænder siddende på nethinden. Men vi skal turde nærme os nogle andre billeder. Der er længsler, håb og drømme, vi slet ikke kender til.”

Ditte Marie Bjerg.Ni Hao Nuuk, teaterforestilling om Grøndland i Maskinhallen ved Botanisk Have. Teaterinstruktør Ditte Marie Bjerg har sat i scene.
Ditte Marie Bjerg.Ni Hao Nuuk, teaterforestilling om Grøndland i Maskinhallen ved Botanisk Have. Teaterinstruktør Ditte Marie Bjerg har sat i scene. Foto: Leif Tuxen