Ærlige Grønlands-øjeblikke udstilles i Hobro

Grønlandske billeder af to af vore største fotografer gennem tiderne, Jette Bang og Kirsten Klein, vises nu i Mariagerfjord Kunstforening

Jette Bang, som har taget dette billede, er rammende blevet karakteriseret som fotograf, forsker og etnograf i én person. Hendes optagelser fra den grønlandske hverdag udgør et enestående dokumentarisk materiale af stor videnskabelig værdi.
Jette Bang, som har taget dette billede, er rammende blevet karakteriseret som fotograf, forsker og etnograf i én person. Hendes optagelser fra den grønlandske hverdag udgør et enestående dokumentarisk materiale af stor videnskabelig værdi. . Foto: fra udstillingen.

En fotograf kom tilfældigvis forbi. Sådan virker det. Nok sporer man en vis nysgerrighed hos de portrætterede her på udstillingen, men de lader sig ikke forstyrre. Virkeligheden er, som den er. Og det var den også, da fotografen kom forbi og gjorde den til sit motiv. Uden at forstyrre. Livet går videre. Måske med en lille undrende pause, mens billederne tages. Men det egentlige i den verden, vi møder, forbliver uanfægtet af sig selv.

For at opnå dette skal en fotograf have netop de egenskaber, som en af vores største fotografer gennem tiderne, Jette Bang (1914-1964), besad i så rigt mål: indføling, nænsomhed og respekt. Nogle af hendes mange billeder fra Grønland kan opleves på udstillingen ”Jette Bang & Kirsten Klein”, hvoraf sidstnævnte, en anden af vore store fotografer (født 1945), viser billeder, som hun tog under et ophold i Grønland i sommeren og efteråret 2012.

Hendes udgangspunkt var bygden Saqqaq, der ligger næsten 500 kilometer nord for polarcirklen. Direktøren for Det Grønlandske Hus i København, Leise Johnsen, har udvalgt Bangs fotos fra Arktisk Instituts samling, der omfatter over 14.000, mens Kirsten Klein har forestået udvælgelsen af sine egne. Resultatet er blevet en intens, gribende og vidtspændende udstilling.

Jette Bang er rammende blevet karakteriseret som fotograf, forsker og etnograf i én person. Hendes optagelser fra den grønlandske hverdag udgør et enestående dokumentarisk materiale af stor videnskabelig værdi. Et materiale uden sminke og romantik. Med glimt af det grå og uanselige - og tillige, i en ”bisætning”, af det mismodige og usle. Men først og fremmest er det møder med mennesker, der hviler dybt i sig selv og ikke får urolige trækninger i ansigterne over kontakt med et kameraøje. Bang registrerer, men forråder aldrig. Hun fotograferer grønlænderne, som var hun selv en af dem. Og det var vel grunden til, at de lod hende komme nær. Hun lader aldrig sine følelser komme i forgrunden, men de er alligevel til stede. Bag ved det hele. Det er dem, der åbner hendes sind og kamera for motiverne.

Man føler sig i direkte kontakt for eksempel med de børn, der optræder på hendes billeder. Eller rettere: De optræder ikke, de er. Det er lige foran os, som om kameraets linse slet ikke er mellem dem og os. Vi ser ind i den optimale tilstedeværelse, et nærvær uden tid. Fra en konebåd sendes besindige blikke efter fotografen, der kom forbi. Men når hun er forbi, vil deres blikke være uden spor af den lille forstyrrelse, og alting vil atter være, som det altid har været. Man lånte bare kameraet et øjeblik af den ”evighed”, konebåden bagefter sejlede videre ind i.

I modsætning til Jette Bang koncentrerer Kirsten Klein sig om naturen - isbjergene, fjeldene, havet og himlen. Hun er lyrikeren af de to. Men hendes grundlæggende holdning er den samme som hos Bang. Også hun har den respekt, der forløser. Den respekt, der giver tålmodighed og tid til fordybelse og fører derind, hvor virkeligheden giver sig til kende med uventet og derfor overrumplende mangfoldighed. Hvert enkelt af hendes fotos er et kunstværk ladet med udsagn og med en skønhed, som man må opgive at beskrive. Ordene er for klodsede. Billederne er rene gaver. Man kan ”kun” tage imod.

Isbjerge forgyldte af solnedgangen er som flydende guldklumper, der spejler sig i havet under det ligeledes forgyldte himmelhav. En uendelighed af nuancer gør isbjergene levende for os som kolde flammer, der stiger op af havet. På et andet isbjerg ses fuldmånen balancere med lethedens ynde på en tinde af is. Det virker helt ubesværet, som om det ikke kan være anderledes. Virker så indlysende rigtigt: et kosmisk evighedsøjeblik. Ja, den er der hele tiden, evigheden. Det korte liv omgivet af den landskabelige evighed. Helt konkret i fjeldet med den ligesom tøvende sommerlige bevoksning: En inuitgrav er sprunget op, og et kranium blottes.

Et motiv er antydet: lys og mørke. Jeg giver til sidst ordet til Peter Brandes: ”Kirsten Klein er en clair obscure fotograf, og når det kommer til stykket, føler jeg og tror jeg, at for Kirsten er fotografiets væsentligste egenskab, at det kan skelne sort fra hvidt, mørkt over for lyst, og alt, som befinder sig derimellem, er det, vi skal opleve og leve med.”

kultur@k.dk

Kirsten Klein er anderledes og koncentrerer sig om naturen - isbjergene, fjeldene, havet og himlen. Hun er lyrikeren af de to.
Kirsten Klein er anderledes og koncentrerer sig om naturen - isbjergene, fjeldene, havet og himlen. Hun er lyrikeren af de to.