”En markant stemme i den nye, danske litteratur.”
Det var mærkater som dette, der blev sat på Niviaq Korneliussen (født 1990), da hendes debutroman, ”Homo Sapienne”, udkom i 2014. Den grønlandske forfatterinde blev rost af anmelderne for sine beskrivelser af livet som ung i Grønland, nomineret til Politikens Litteraturpris, indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris og interviewet af magasinet The New Yorker.
Niviaq Korneliussen modtog i de følgende år to legater fra Statens Kunstfond, 75.000 kroner i 2015 og samme beløb i 2016, og har siden arbejdet på en efterfølger til ”Homo Sapienne”. Men hendes seneste ansøgning om støtte har hun netop fået retur med et afslag begrundet i hendes bopæl i Nuuk i Grønland.
”Idet det grønlandske Landsstyre har taget kulturstøtteområdet hjem, har grønlandske kunstnere kun mulighed for at søge Statens Kunstfond om midler, hvis de har bopæl i Danmark,” skriver legatudvalget for litteratur i brevet, som Kristeligt Dagblad har set.
Niviaq Korneliussen har klaget over afslaget på kunststøtte og henviser blandt andet til, at hun skriver på dansk, udkommer på et dansk forlag, Gyldendal, og betaler skat i Danmark som CVR-registreret. I sin klage skriver hun, at ansøgningen er uretfærdigt behandlet, og at hun vil bede udvalget pege på en hjemmel til at afvise hendes ansøgning.
”Der står i mit pas, at jeg er dansk statsborger, og at vi er i et rigsfællesskab. Jeg fik legatet for to år siden, og der var slet ingen problemer, og jeg kender til kunstnere og oversættere i Sverige og på Færøerne, som sagtens kan få støtte. Så jeg forstår ikke, hvorfor det har ændret sig, og jeg bliver lidt vred, for vi har en begrænset pulje her i Grønland, og der sættes meget få penge af til kunst og kultur,” siger hun.
Selvstyret i Grønland har de senere år fået en række områder hjem, herunder kulturområdet, der blev hjem-taget i 2009. Det betyder, at Selvstyret står for at uddele støtte til grønlandsk billedkunst, film, musik og litteratur.
”Men det er meget begrænsede midler i forhold til midlerne i Danmark. Jeg kan få et legat, jeg kan leve af i få måneder, men ikke mere,” siger Niviaq Korneliussen.
Og derfor er arbejdslegatet fra Danmark helt essentielt for hendes virke som forfatter, fortæller hun.
”Det betyder jo alt. Som forfatter i Danmark er det også svært at leve af at skrive, men de har alverdens muligheder for at køre rundt til biblioteker og holde foredrag, alt sammen noget, der giver lidt ekstra. Her er kun én pulje, som alle kunstnere er fælles om, så konkurrencen er stor, og jeg har én gang fået penge. De forsøger altid at for- dele det lige, så det er ikke muligt for mig at søge igen.”
Hendes kommende roman, som hun søgte arbejdslegatet fra Statens Kunstfond til at færdiggøre, skriver hun først på dansk – for herefter at gendigte den på grønlandsk. Planen var, at den skulle udkomme til efteråret, men det nås nok ikke nu, siger Niviaq Korneliussen.
”Det ville jeg selvfølgelig gerne have haft ro til, og nu er det en ny situation, hvor jeg ikke når de deadlines, jeg har. Jeg har ikke anden uddannelse end min studentereksamen, så det ender nok med, at jeg tager noget arbejde. Det er mest en følelse af afmagt, jeg har. Men måske også lidt en følelse af ikke at være værdsat,” siger hun.
Michael Böss, lektor ved institut for kommunikation og kultur ved Aarhus Universitet og grønlandskender, kalder sagen ”principielt meget interessant”, fordi den gør det synligt, at Grønland løsriver sig fra Danmark i øjeblikket.
”Det siger noget om en person, som er kommet i klemme i den politiske proces, Grønland er gået i retning af større selvstyre og uafhængighed. Og det siger også noget om en generation af unge, der i deres identitet er mere komplekse end som så og i klemme mellem grønlandskhed og danskhed. Mange unge veluddannede grønlændere identificerer sig som grønlændere, men vil ikke tvinges til at vælge det ene til eller fra,” siger han.
Og det støder sammen med Selvstyrets ofte nationalistiske udgangspunkt – også til sådan noget som kulturstøtte.
”Den nationalistiske og separatistiske retorik, der er i Grønland lige nu, bygger i meget høj grad på etnicitet. Formålet med at tage et kulturelt område hjem er at udbygge en etnisk grønlandsk kultur og føre en etnisk grønlandsk kulturpolitik. Men den kan altså forekomme ret langt væk fra den virkelighed, de unge lever i, hvor de med en vis selvfølgelighed har et forhold til Danmark og til resten af verden,” siger Michael Böss.
Selvom Niviaq Korneliussen i Danmark er en anerkendt forfatter og også har vakt international opsigt, er det langtfra selvskrevet, at hun kan få støtte fra det grønlandske selvstyre fremover.
”Ud over at der er færre penge, så vil der være nogle i Selvstyret, som har en anden kulturforståelse og ikke ser hende som særlig interessant,” siger han.
Og på den baggrund kan man godt tale om et svigt fra Danmarks side, mener Michael Böss.
”Det, vi ser lige nu, er, at der bliver problemer på flere af de områder, der hjemtages, for eksempel på det sociale område. Med hensyn til afslaget på kunststøtte ser jeg det ikke så meget som en udelukkelse fra den danske stat som lutter berøringsangst. Man er hunderæd for at komme til at puste til ilden og på den måde fremme separatismen i Grønland.”
Forfatter Iben Mondrup er opvokset i Grønland, har skrevet bøger om landet og har ad flere omgange arbejdet sammen med grønlandske billedkunstnere og forfattere.
”Det er en problematik, som har med konstruktionen af Rigsfællesskabet mellem Danmark og Grønland at gøre – og løsrivelsesprocessen især. Det er døduheldigt, når der er kunstnere, der mister muligheden for at søge bestemte midler, fordi de tilfældigvis befinder sig det forkerte sted,” siger hun.
”Den løsrivelse får nogle synlige konsekvenser, der kan virke klodsede, og man kunne godt ønske sig et mere gelinde system. Mange grønlandske kunstnere, jeg kender, bevæger sig frit mellem Grønland og Danmark. De tager arbejdet med sig, og man kan betragte dem som nomader, der i mindst lige så høj grad er i Danmark, og man kunne godt ønske sig, at der blev taget højde for dette mellemfelt, at man gjorde støttesystemet i både Danmark og Grønland smidigere.”
Ud over det ser Iben Mondrup et problem i den måde, man fordeler midler på i Grønland i dag.
”Man har ikke de samme legatudvalg af udøvende eller skabende kunstnere, som vi har i Danmark. Beslutningen om, hvem der skal have støtte, tages meget tæt på det politiske system. Det er noget, vi her i landet siden 1960’erne ikke har ment var særlig hensigtsmæssigt. Og det handler om at sikre kunstnerisk frihed. Man er bestemt meget stolte af kunstnerne i Grønland og ser dem som en slags ambassadører, der åbner landet for omverdenen, men støttesystemet efterlader meget at ønske. For eksempel kan man heller ikke som grønlandsk kunstner bosiddende i Danmark søge støtte i Grønland.”
Niviaq Korneliussen mener, at det ofte glemmes, også i de danske medier, at der er mange grønlændere, der ikke ønsker den totale løsrivelse fra Danmark.
”Man glemmer, at der er en stor befolkningsgruppe, som ingenting har imod Danmark. Jeg tænker også på mit fremtidige arbejde som forfatter, og jeg er selvfølgelig spændt på, hvad legatudvalget svarer,” siger hun.