Prøv avisen
Film

Grotesk og gotisk kærlighedsdrøm er kun kortvarigt vidunderlig

2 stjerner
Selv de bedste skuespillerinder kan ende i miserable affærer, og der går ingen skår af Isabelle Huppert denne gang. Men selv ikke hun er grund nok til se den irriterende ”Stalker”.

Er det situationen eller instruktionen, der gør ”Stalker” til en mislykket film? Mest det sidste

66-årige Isabelle Huppert bliver kun bedre, kun smukkere med alderen. Den prægtige petit franskmand, der gestalter djævelskhed som ingen andre i nyklassikere som Michael Hanekes ”Pianisten” og Paul Verhoevens ”Elle”, kan med sin kølighed flamme selv middelmådige film op. Og Neil Jordans ”Stalker” må i bedste fald siges at være middelmådig.

Ireren bag ”The Crying Game” og ”Michael Collins” forsøger med psykologisk drama, der undervejs tvister til gotisk gyser, at bringe Hupperts uforlignelige talenter i sitrende spil. Men begavelsen bliver begravet i for meget vampet og campet genreleg.

Franz Liszts ”Liebestraum” er bagtæppet for den aldrende Greta Hidegs (Huppert) dysfunktionelle besættelse af den unge Frances (Chloë Grace Moretz). Greta er klaverlærerinde, enke, franskfødt og har en datter på konservatoriet i Paris. Tilsyneladende. Frances er ung, moderløs, tjener til dagen og vejen som tjener i en af New Yorks finere restauranter. En dag finder hun en taske i metroen. Som den gode midtvestener hun er, opsøger hun taskens rette ejerkvinde, Greta.

De to ensomme, lidt gammeldags sjæle knytter sig til hinanden. Men er det ensomhed, eller søger Frances en mor og Greta en datter? Er de erotiske undertoner derfor underligt incestuøse eller er de mere MeToo-kommenterende, når det henved midten af filmen viser sig, at en overgrebsmand lige så vel kan være en kvinde? I hvert fald udvikler ”Stalker” sig til en slags ”Enlig kvinde søger”-leg. Greta bliver mere og mere vanvittig. Filmen bliver mere og mere weird.

Den blonde Frances gemmer sig i kældre og på lofter som utallige andre unge piger i utallige dårlige gyserfilm. Musikken kvæler øregangene med temposkift og pas-nu-på-klimprende klavertoner, alt imens Greta forsvinder længere og længere ind i mørket.

Er ”Stalker” en B-film? Eller er det en begavet leg med genrekonventionerne?

Selvom det hele hen mod slutningen bliver kortvarigt vidunderligt, når gækken går løs, og Huppert danser barfodet og galsindet hen over gulvet til lyden af lig og Liszt, er det hele desværre for dumt.

Selv de bedste skuespillerinder kan ende i miserable affærer, og der går ingen skår af Isabelle Huppert denne gang. Men selv ikke hun er grund nok til se den irriterende ”Stalker”.