Prøv avisen
Reportage

En digter, der levede kraftfuldt, kærligt og kæmpende

Solen holdt sig bag lette, grålige skyer, da kisten blev båret ud af Lemming Kirke og de få meter hen til det familiegravsted, som den skulle sænkes ned i. Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus

Digteren Simon Grotrian blev stedt til hvile med sine egne salmer og sin egen trosbekendelse, da han tirsdag blev begravet fra Lemming Kirke

Simon Grotrian var et menneske, der gav flere gaver, end han fik: En signeret digtsamling, et billede eller måske et par sokker, han selv havde strikket. En ting skulle man have i hænderne, når man forlod hans hjem og hans gode selskab. Og altid var gaven ledsaget af en kærlig hilsen. Kun det.

At det umiddelbart kunne virke lidt fattigt med det ”kærlig hilsen”, dvælede præsten Louise Højlund ved i sin tale, da hun i eftermiddags forestod begravelsen af Simon Grotrian i hans landsbykirke i Lemming ved Silkeborg. Som ven af digteren havde også hun fået gaver med hjem fra sine besøg hos Grotrian og i sit stille sind undret sig lidt over, at en mand, der var så fuld af ord, blot skrev ”kærlig hilsen”.

”Men det er selve essensen: At hilse med kærlighed, og det var jo det Simon gjorde,” sagde hun blandt andet i sin meget personlige og poetiske tale.

Simon Grotrian gav og hilste med kærlighed - også ved sin egen begravelse. Lige fra begyndelsen var det hans ord, der fyldte det beskedne kirkerum, hvor følget måtte rykke tæt sammen på de korte bænke, for at alle kunne være der. Mens folk stille kom ind i kirken, sang koret hans digte ”Guds nåde er en vintergæk” og ”Tak for håbet om at hvile” sat i musik af Mikkel Andreassen, der er organist ved Vor Frelsers Kirke i Esjberg og denne dag gæsteorganist i Lemming. Senere blev tre af Simon Grotrians salmer sunget som fællessalmer, og følget sagde i kor den trosbekendelse, han skrev for to år siden. Også i et musikalsk indslag, som fem medlemmer af vokalensemblet Gaia fra Aarhus stod for, var det Grotrians ord, der klingede ud i kirkerrummet. ”Måske i morgen” hedder den salmesuite, som ensemblet sang og meget stemningsfyldt fik hjælp til fra saxofonisten Kasper Pihl og Henrik Knarborg Larsen på vibrafon.

”Her ligger Simon med sit guldkors på brystet. Som et tegn på hvem han tilhører og er forbundet med,” sagde Louise Højlund og så på den hvide kiste, der var smukt og enkelt pyntet med naturens selvsåede, vilde blomster. Også ved kirkebænkene var der små buketter af vilde tidselblomster og lilla lyng. Mens al gulvplads i kirken var fyldt op med kranse og buketter.

”Dette liv må vi takke for. Takke for den kærlighed og ødselhed, som han har vist på sin egen, enestående måde,” fortsatte præsten og kaldte Simon Grotrians liv for almindeligt genialt.

”Simon var på én gang barn og profet, en mand uden tid. Det føles ikke rigtigt at sige, at han døde alt for tidligt. Det er som at gå i rette med Gud. Med alt det han gav, er det også fristende at tale om ham i nutid, men det kan ikke forkleine tabet. Vi kan ikke komme uden om denne verdens lukketid, og derfor må vi vælge datid. Men vi må have lov at synes, at det var for tidligt,” sagde Louise Højlund og huskede os på, at sorgen må følges med taknemmeligheden.

”Simon Grotrian levede kraftfuldt, kærligt og kæmpende. Gavmildt, kejtet og insisterende og som en gave til verden. Han døde stående, bristede ind i Gud uden lidelse som en blomsterknop på et æbletræ, som et uventet ridderslag,” sagde Louise Højlund, der selv var tydeligt berørt af digterens død.

Til læsningerne havde hun valgt Davidssalme 84 fra Det Gamle Testamente, der blandt andet lyder: ”Dit hus, mægtige Gud, er vidunderligt, Din sjæl strækker sig af længsel efter Herrens tempel. Mit hjerte og min krop jubler over den levende Gud. Spurve og svaler har bygget rede, de har lagt deres unger ved dine altre. De der bor i dit hus er lykkelige”, og Matthæusevangeliet kap. 28, vers 1-10.

Med i begravelsesfølget var blandt andre Gyldendals tidligere litterære direktør Johannes Riis og kunstnerægteparret Maja Lisa Engelhardt og Peter Brandes. Sidstnævnte fortalte forleden her i avisen, at Simon Grotrian har strikket 12 par sokker til ham. ”De seneste fem år har jeg ikke gået med andre sokker, så jeg har faktisk tænkt på Simon hver dag, når jeg har set ned på mine fødder”, sagde Peter Brandes.

Johannes Riis sagde i samme artikel: ”Simon Grotrian var en af de mest originale og konsekvent overrumplende stemmer i dansk lyrik.”

Solen holdt sig bag lette, grålige skyer, da kisten blev båret ud af kirken og de få meter hen til det familiegravsted, som den skulle sænkes ned i. Efter jordpåkastelsen sang følget ”Altid frejdig når du går”. Efterfølgende var der mindesammenkomst i Lemming Forsamlinghus, hvor Dannebrog blev hejst til tops, ligesom på andre flagstænger i Lemming, der indtil da havde flaget på halv.

Med i begravelsesfølget var blandt andre Gyldendals tidligere litterære direktør Johannes Riis og kunstneren Maja Lisa Engelhardt, der her ses sammen. Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus