Der er næppe nogen dansker, der har konstrueret så mange aldrig før sete sætninger som Simon Grotrian.
Man ser denne digter for sig i hans poetiske laboratorium med tre poser med henholdsvis særprægede substantiver, verber og adjektiver i, og man ser ham trække dem op et efter et i vilkårlig orden, så det for eksempel resulterer i strofer som denne: Ved en flis af himlens bjerg/ Ansigtsgud i brugser/ sneede min delekærv/ i de brede sluser.
Eller måske denne: Havets vilje og levkøj/ gror som to safirer,/ for dit ansigt uden støj/ gældende papirer. Ja ikke sandt? Og trøst dig, kære læser: Hvis du ikke fatter en bønne, er du ikke den eneste.
Med denne indledning anslås der, som man ser, en noget kritisk vinkel på Simon Grotrians digtning. For ligesom man hver gang kan være enig om, at der er tale om volapykpoesi med en egen skønhed og fascinationskraft, så må man også slå fast, at Grotrian efterhånden synes at have mistet enhver form for poetisk censur og mådehold, hvad angår egne værker. Og at digtene, der produceres i én strøm og publiceres i op til fire-fem samlinger om året, efterhånden ligner hinanden så meget, at digteren blot en gang imellem burde standse op og reflektere over, hvad det er, han har gang i.
Den nyeste samling bærer den klangligt skønne, men totalt uforståelige titel Natterøde daxis, og interesserer man sig for den kommercielle side af lyrikken, er det en nyhed, at samlingen er den første, der udkommer på Gyldendal.
At Grotrian nu kan træde ind i rækken af lyrikere, der bliver udgivet på det store Godfather-forlag, gør dog ikke denne bog mere opsigtvækkende eller anderledes end de 32 (!) ja, det var ikke en slåfejl! andre samlinger af bønner, salmer og digte, som digteren har udgivet i det nye årtusinde.
Natterøde daxis er Grotrians femte salmesamling, og kendetegnende for salmerne er selvsagt, at de i modsætning til digterens andre tekster har rim og metrik. Og for at man ikke skal tro, at jeg har vendt ryggen til Grotrians salmer, skal det da også anføres, at der faktisk er adskillige fine tekster, hvor det ikke som i de indledende citater er den rene sorte snak, der florerer.
I Grotrians salmer handler det ofte om Guds mirakuløse indgriben i verden, der ikke mindst har ført til indvielsen af vor digter i sit hvert. Og lige præcis dette motiv er nok også det, der er poetisk mest virkningsfuldt. Lad mig citere mine to favorittekster fra denne bog, der netop viser dette.
Først en rablende vision, hvor mægtige fantasilandskaber folder sig ud: Jeg kom op over grænsen og åndede frit/ hvor den plaskende fuglesang holder/ og af skyernes dampbade plukker jeg kridt/ der blev smedet i regnbuens folder/ for Vorherre i himlen vil styre min båd/ når jeg kaster mit anker, en kuglepenstråd. Dernæst en lille munter og elegant salmesag: Hør os, Herre, hør vor bøn/ min bh er lysegrøn/ når jeg skænker mælk for poden/ skænker du mig adgangskoden.
At ovennævnte formuleringer er eksplosiv, fantasiæggende og original poesi, er åbenlyst.
Der er imidlertid alt for meget i Natterøde daxis, som ligner noget, man har set utallige gange før hos Grotrian. Og en måde at udvikle sit forfatterskab på er ikke nødvendigvis blot at sætte produktions- og udgivelseshastigheden op, som man har set det i de senere år hos denne forfatter. En timeout ville måske være en løsning, hvis denne digter ikke vil ende som en total gentagelse af sig selv.
Simon Grotrian: Natterøde daxis. Salmer. 64 sider. 149,95 kroner. Gyldendal.