”Måske er det sådan, at jo mere civiliserede, vi bliver, desto mere har vi behov for at kigge ind i mørket.”
Sådan siger statsanklager Jakob Buch-Jepsen til drabschef Jens Møller et sted i dramaserien ”Efterforskningen”, der på stram, uhyre velfortalt vis skildrer arbejdet med at få Peter Madsen dømt for mordet på Kim Wall. Men hvor Buch-Jepsens ord på den ene side er en analyse af den kolossale opmærksomhed, som drabet, parteringen i u-båden, ligdelene i Øresund og opklaringsarbejdet skabte i pressen, befolkningen og langt ud over landets grænser, ja, så kan de også læses som seriens forsvar for sig selv. For at den, her mere end to år efter at Madsen fik fængsel på livstid, vender tilbage til sagen og skildrer, hvordan Madsens skiftende forklaringer blev mødt af dem, der var sat til at efterprøve og siden gennemhulle dem.
Læs et interview med virkelighedens Jens Møller her.
Serien er i det hele taget bevidst om sig selv i manuskript som instruktion, begge dele forestået af Tobias Lindholm, der blandt megen anden hæder har modtaget en Oscar-nominering for ”Krigen” i 2016. Og det mest åbenlyse greb i forsøget på at fremstille begivenhedernes gang på en moralsk forsvarlig måde er ved simpelthen at undlade at vise Madsen og Wall. Ingen af dem optræder i serien, der i stedet stiller skarpt på de både famlende og systematiske forsøg på at løfte bevisbyrden og forstå, hvad der skete i dybet, efter at Wall den 10. august 2017 var sejlet ud fra Refshaleøen for at skrive en artikel om Madsen, der på det tidspunkt mest var kendt som en munter excentriker.
Særligt fascinerende er arbejdet med de hunde, det danske politi på opfordring fra Walls far låner af svensk politi, og som kan opsnuse gasser og fedtmolekyler fra ligdele i havoverfladen. Men på grund af strøm og vind ligger delene ikke på bunden lige under duftsporene, og at det lykkes at finde dem med logisk tænkning og videnskab er forbløffende, og som alt andet i serien fortalt på en facon, der skyr billige effekter. Her er ingen flashbacks, ingen dramatiseringer af mordet eller andre gemene fortælletricks. Scenerne i felten, på politistationen og hos anklageren er i stedet nøgterne, lavmælte og skuespillet det samme, med drabschefen som omdrejningspunktet, og hvor Søren Malling endnu engang viser, hvor blændende en skuespiller han er. Fåmælt, træt, udtryksløs på ydersiden, men tydeligvis fuld af tanker og teorier, og ligner som alle de andre efterforskere noget, der er løgn.
Her er ikke Hollywood-lækkerhed, men grå hud efter år under kunstigt lys og sort kaffe, og Lindholm lader heller ikke al uskønheden, alle mobilsamtalerne og papirarbejdet, glide ned med en kærlighedshistorie. Vel er der en sidefortælling, hvor drabschefen kæmper med at få familielivet til at fungere, men serien holder sig ikke desto mindre på sagen, og lykkes – hvilket er noget af en præstation – med at skabe fremdrift og spænding i et forløb, vi alle kender, og gør det som nævnt uden at vise Madsen. Grebet ligner det, Erik Poppe anvendte i sin film ”Utøya 22. juli”, hvor Anders Breivik heller ikke får noget ansigt, og i efterforskningen af Madsen var et motiv netop også ”happening”. At han altså, som Breivik, ønskede at gøre noget spektakulært med alt hvad dertil hørte af mediebevågenhed og stjernestatus.
Det fik Madsen desværre, men ikke i ”Efterforskningen”, og dermed slipper serien også for at forholde sig til ham som menneske. Men vi ser konsekvenserne af hans handlinger i det allertætteste; hos efterforskerne og hos anklageren, som Pilou Asbæk portrætterer med en sitren under jakkesættet, men også hos Walls forældre, der opretholder både værdighed og menneskelighed, og netop dét gør scenerne med dem – eminent spillet af Pernilla August og Rolf Lassgård – ubærlige.
”Efterforskningen” lykkes med en noget nær umulig opgave, nemlig at fortælle en velkendt historie på en medrivende måde og endda gøre det uden at zoome ind på hverken morder eller gerningsmand.
”Efterforskningen” bliver i stedet et prisme, hvorigennem alle involverede træder frem, og hvor det står klart, hvor meget vi sætter i bevægelse, når et liv tages. Hvordan vi insisterer på livets ukrænkelighed. På den måde er ”Efterforskningen”, midt i al sit mørke og al sin nedtrykthed, opløftende og et insisterende lys.