Prøv avisen
Teater

Grum Medea svømmer i tårer

4 stjerner
Mette Døssing som dyster og utilregnelig Medea. – Foto: Emilia Therese

”Medea” i Aarhus er en kort, intens oplevelse med psykologisk dybde

Medea har været en populær dame i dansk teater det sidste års tid. I april sidste år indtog hun Betty Nansen Teatret, dystert iscenesat af Stefan Larsson, og i december var hun at finde på Husets Teater, bearbejdet af Jens Albinus til forestillingen ”Ren”. Nu har også Aarhus Teater taget fat i Euripides’ myte. Instruktør Rune David Grue har gravet en samtidsrelevant fortælling ud og skildrer en grum, grum Medea.

Vi lander dér, hvor historien er mest betændt: Jason har forladt Medea og deres to børn for at gifte sig med kong Kreons datter i Korinth. Medea er fortvivlet og vil have hævn. ”Kærlighed er livets største onde,” klager hun og kaster sig omkring i det sorte vand. Det er let at læse samtiden ind i dramaet, som i bund og grund handler om en noget så forfærdelig skilsmisse og en landsforvist kvinde, der desperat søger asyl.

Parret leger skyld med skyld på foran børnene, som bedende ser til og forsøger at gribe fars hånd. Han verfer drengen væk. ”Du begyndte først,” råber Medea som et andet pattebarn. Jasons respons er ligeså infantil. Grøfterne er gravet, og konflikterne optrappes. Medea tvinges til at opgive forældremyndigheden over sine børn og går til yderste konsekvens for at få hævn over sin eksmand. ”En hustru finder sig ikke i uret.”

Magtkampen kulminerer i en grænsesprængende – og uventet – scene, hvor Medea lægger sin livløse søn i vandkanten og derpå griber sin lydløst spjættende datter og trækker livet ud af hende. Det er svært at se på, men ikke desto mindre er dette scenen, der giver Rune David Grues iscenesættelse et effektivt bid. Han nøjes ikke med at insinuere, men viser os det allermest utilgivelige.

Franciska Zahles scenografi er mørk, har psykologisk dybde og er ladet til bristepunktet med symbolsk betydning. Medea og alle omkring hende trækkes ned i hendes hav af tårer – et faktisk hav på scenen bestående af utallige liter sort vand. Løse tøjstykker flyder omkring som døde børnekroppe og forudsiger tingenes gang. Enhver lille bevægelse skaber ringe og røre i vandet. Store bevægelser får vandet til at sprøjte, larme og overdøve al tale. Den organiske scenografi i sin helhed billedliggør Medeas sind indefra.

Iscenesættelsens succes ligger først og fremmest i scenografien. Dernæst i Mette Døssings præstation. Hun har på det seneste udmærket sig på Aarhus Teater, og i 2016 vandt hun en Reumert for sin rolle som Kristin i ”Frøken Julie”. Som Medea er hun dyster og utilregnelig. Hun har mørke, intense øjne, der er godt gemt under en dyb, rynket pande. Døssings skildring er vellykket, fordi hun får os til at balancere mellem afsky og sympati, og man er konstant urolig i hendes selskab.

Fra teatrets ensemble udmærker Mikkel Becker Hilgart sig, trods sin korte scenetid. På blot tre minutter genfortæller han mordet på Jasons unge kone for os med en sådan indlevelse, at man føler, man selv var vidne til det. Desværre er resten af spillerne noget stive i betrækket og kæmper med at formidle de svære følelser under tekstens tunge konstruktion.

I sin bearbejdelse af Medea-myten har Rune David Grue foretaget nogle kloge valg. Scenerne er nøje udvalgt og vinklet mod en skarp pointe, og stykket er komprimeret til kun at vare 80 minutter. Hjernen når ikke at trættes af de svære replikker. At man tør fatte sig i korthed styrker intensiteten af oplevelsen og gør Aarhus Teaters ”Medea” til en gysende teaterthriller om svigt og sorg.