Kristendom er oversættelse. Det er opgaven for enhver generation at tale kristendom ind i tiden. Kristendom skal have kød og blod.
Da Luther sad på Wartburg i 1521, oversatte han Det Nye Testamente, og han oversatte det ikke blot teknisk, men han skrev det så at sige igen i den tid, der var hans. Når Luther oversatte, at vi frelses af troen alene, så sagde kritikerne, at ordet ”alene” ikke stod i teksten, men Luther påpegede, at det gjorde det som mening, og at kritikerne gloede på teksten, som køer glor på en rød port. Derfor blev hans oversættelse levende og læseværdig.
Det samme kan man sige om Bibelselskabets nye oversættelse. Sproget flyder let, og bibelteksten åbner sig. Særligt i de poetiske afsnit fornemmes det. De gammeltestamentlige salmer fremstår med en friskhed og poetisk styrke, som er ny og åbnende. Og forunderligt kommer man tættere på Luther, når man i skabelsesberetningen lader Guds åndedræt blæse over vandet. Det er levende i enhver henseende.
Men der er slanger i Paradiset, og det er underligt, at man ikke har knyttet en dogmehistoriker til projektet. Ikke for at retlede teksten dogmatisk, men for at undgå de største faldgruber, når sproget skulle gøres nyt.
Når Paulus til galaterne i den nye oversættelse kommer til at sige, at vi skal befries fra den onde verden, vi lever i, så kunne man godt have tænkt sig, at der var tilføjet et ”nu”, som den græske tekst giver belæg for. Så der altså stod: ”lever i nu”. Nu lyder Paulus pludselig som en gnostiker, der skal ud af den onde verden og onde skabelse. Det er ærgerligt, for Paulus er det modsatte. Verden er faldet i det onde og er der nu, men kan forløses. Verden er ikke i sig selv ond, men er for nuværende ond. Det er en væsentlig forskel.
Sådan kan sprog ikke bare vaskes uden at tage hensyn til teologien.
Det samme sker i det kendte afsnit hos Matthæus, der bruges ved dåb. Her skal vi døbes, så vi tilhører ”vores Far i himlen, Sønnen og Helligånden”. Hvor kommer dette ”i himlen” fra? Hvorfor denne hierarkiske lagdeling af den treenige Gud, som teksten ikke giver belæg for? Både den gnostiske verdensforståelse og det triadiske gudsbegreb har kristendommen gjort op med gennem historien. Hvorfor genindføre det? Har man ikke været opmærksom på de teologiske konsekvenser af sprogvasken? Det er ærgerligt.
Andre steder har man fat i kernen i teologien, når man oversætter Jesu myndighed med magt i Mark. 2, 10. Det er godt. Men det indsnævres så igen, når man siger, at Jesus har magt til at ”tilgive overtrædelser af loven”. Magten er større end som så. Den er magt til at slå bro mellem os og Gud i alle forhold. Det afspejles også i originalteksten. Synden er gledet ud. Og hvorfor genskrives det samme ord i Salmerne 51, 7 med ”fejltrin”, som vel rammer ved siden af meningsskiven, og med ”modstand” i Rom. 5, 12? Synden forstås som handling og derved moralistisk.
Men sproget er som sagt flydende og nærværende. Og bogen er flot. Samtidig er den udstyret med en fornem efterskrift, som gør det muligt at åbne bibelteksten med forskellige forudsætninger og tilgange. Det er godt.
Den irske forfatter Samuel Beckett sagde, at i begyndelsen var ordspillet. Ordene kan drejes og vendes, og i den nye oversættelse lyder Johannesevangeliets indledning, at Gud talte. Ordet bliver derved sprog og knap så meget handling. Spørgsmålet er, om man har fokuseret for meget på sproget og for lidt på virkningen. Ordet hos Gud er jo ikke blot tale, men et levende ord.
Man kan jo altid diskutere, om sproget er moderne. Ordet ”gid” optræder rigtig mange gange (1. Kor, 16, 23; Gal. 6, 18; Ef. 6, 24; Åb. 22, 21. o.a.). Spørgsmålet er, hvor ofte det egentlig anvendes i dagligsproget? I den autoriserede oversættelse findes det ikke, og det giver sætningerne et mere ligefremt præg: ”Herrens nåde være med jer”, end ”gid Herrens nåde må være med jer”. Den autoriserede oversættelse, som sandelig også sine steder har manglet, er her mere ligefremt tilsigende, hvor den nye er ønskende.
Som sproglig udgivelse er den helt i top, men som teologisk værk er det ikke altid godt. Især de nytestamentlige forfattere får man til at sige ting, der sine steder gør dogmehistoriens opgør uforståelige. Det er ærgerligt for så flot en udgivelse, og man kan have lidt overvejelser om bogens videre brug. Man burde have gjort sprogvaskningen teologisk også, så man ikke havnede i disse faldgruber. Sproget er ikke et neutralt medium, og selvom man søger en meningsoversættelse, så kan teologien sagtens følge med. Det er jo det, der er opgaven i enhver prædiken.
Men enhver opfordres til at dykke ned i teksten som et bud på en moderne teologi, for det er, hvad det er.