DR’s ”Liberty” er et hårdt pumpende, usentimentalt drama fortalt fra det depraverede menneskelige mørke. Et nøgent portræt af overlevelse og utugt blandt velbjærgede nødhjælpsarbejdere i det sydende Tanzania.
”Liberty” teleporterer os endelig langt væk fra samtidsseriens sæbeoperalignende plotudsving (de sidste sæsoner af ”Arvingerne”), de evindelige maltrakterede kvindelig (”Broen”) og de golde direktørgange (”Bedrag”).
”Liberty” udkom som en del af Jakob Ejersbos ”Afrika-trilogi” i 2009 kort efter forfatterens død. Romanen er et hovedværk i dansk litteratur med en helt særlig sensibilitet og en nærmest akut sproglighed. Med ”Liberty” er det første gang, DR Drama bruger en roman som forlæg til en tv-serie. Det kunne gå så grueligt galt, men foreløbig er ”Liberty” et yderst kærkomment nybrud. En opkogt rejse ind i en verden, hvor mennesket ikke længere kan skelne mellem godhed og egoisme. Og hvor den eksistentielle overlevelse har lige så trange kår som den sultendes kamp for en fremtid.
Den kolde nordiske noir bliver blæst eftertrykkeligt væk af svedende reggae-rytmer. Det kølige panorerende kamera er efterladt i København, og billederne smyger sig i stedet intimt mellem kroppene på markedet i Moshi eller observerer illusionsløst ensemblets dårskaber.
Sex ses gennem vinduer, i smug og altid på afstand. Sådan bevarer ”Liberty” det registrerende perspektiv, viser verden, men forklarer den ikke. Fordømmer den ikke.
Det hvide liv med drinks og penge poserer ikke, men fremstilles nøgternt med svømmepølen konstant i baggrunden. Et enkelt blik mod kameraet fra tjenestepigen, da hun befamles af den hvide husherre, indeholder generationer af afrikaneres drøm om at komme til Europa. Forskellen mellem rig og fattig, sort og hvid, gennemsyrer hver en kameraindstilling, hver en ordveksling. Men afgrunden bliver hverken pædagogisk forklaret eller ideologisk forbandet. Den bliver vist frem. Den etiske stillingtagen ligger hos os foran skærmen. Og den gør ondt at træde helhjertet ind i.
Det mest beundringsværdige ved DR’s ”Liberty” er, at holdet bag miniserien elegant oversætter Ejersbos unikke sproglige rytme i romanforlægget til en lige så sanselig taktfasthed i lyd og billede. Både den svedige klang og den lade varme forplanter sig i den rastløse kameraføring og pumpende lydside.
Og ligesom i romanen vises menneskets dårskaber frem. De fordømmes ikke fra oven, for det er nok at vise, hvem de er. Ejersbos loyalitet lå hos de unge, hos Christian (Anton Hjejle) og Marcus (Charlie Karumi). Romanen er de to teenageres ligestillede jeg-fortællinger. Man kunne frygte, at ofringen af udviklingsromanens klaustrofobiske udsyn til fordel for de voksnes verden ville varsle en mere endimensionel miljøfremstilling. Det er jo netop Christians og Marcus’ udvikling, deres stadig mere modne syn på de fortabte voksne, der giver romanen en uhørt kant. Og samtidig viser Jakob Ejersbos uforlignelige sproglige begavelse, når Christians danske langsomt bliver overrendt af swahili-ord og -sætningsopbygning. Men foreløbig lykkes transformeringen til ensemble-fortælling flot.
Tempoet er utrolig højt, men aldrig overfladisk eller fortabt i underholdningens rastløse tjeneste.
Manuskriptforfatter Asger Leth og instruktør Mikael Marcimain balancerer mellem ærefrygt for det oprindelige værk og en frygtløs overtagelse af historien. Resultatet er, her efter første afsnit, tæt på blændende. Det er karakterstudier af fornem art, der udfolder sig. Allerede nu træder ensemblecastet frem, så vi lige præcis ved, hvor svag den stærke Jonas (Magnus Krepper) er. Hvor ødelagt den smukke Kaatrina (Connie Nielsen) er. Hvor skrøbeligt ægteskabet mellem Kirsten (Sofie Gråbøl) og Niels (Carsten Bjørnlund) er.
Især Carsten Bjørnlund viser nye dybder i sit karakterskuespil. Kejtet foran sønnen Christian og antændt i spidsen for Danidas andelsbevægelsesprojekt. Som den drikfældige rige mands hustru er Connie Nielsens aristokratiske ydre og nærmest snalrede diktion perfekt doseret. Svenske Magnus Krepper som bwana Jonas inkarnerer den lille hvide mands opstigen til gud i det fattige Afrika. Brovtende og bedragerisk, ikke overskridende grænsen til kliché.
Men især Anton Hjejle og Charlie Karumi må fremhæves. Forskellen på den sorte og hvide er ikke i farven. Det er Marcus’ frygtsomme blik over for Christians hårde øjne. Det er måden, de deler bhangi på. Charlie Karumi viser Marcus’ vilkår som sort dreng i en hvid verdens spind. Rytmen i hans krops bevægelser på diskoteket modsat den let foroverbøjede stivhed, når han servicerer bwana Jonas og mama Kaatrina. De to unge skuespilleres ukuelige nærvær giver dramaet en troværdig rygrad.
Der er ikke meget håb i ”Liberty”. Grundtonen er mørk og sjælene sorte. Men dramaet er livgivende ambitiøst.