Prøv avisen

Grundtvig dør ikke af at komme på museum

Grundtvigs Højskole i Lyngby afspejlede med sin monumentale karakter den grundtvigske højskolebevægelses ubeskedne selvforståelse. -- Foto: Folkehøjskolehistorisk forening.

De færreste ved det, men Grundtvigs gamle højskole befinder sig på Frilandsmuseet nord for København. Højskolen er imidlertid utilgængelig for publikum, men det bør ændres

Grundtvig var ingen praktisk mand. Han tilbragte langt de fleste af sine leveår ved et skrivebord i sine skiftende københavnske lejligheder. Den praktiske, dynamiske udfoldelse af højskoleidéen kom for eksempel fra Chresten Kold. Der var i mere end en forstand stor afstand mellem de visioner for det statelige Sorø Akademi, som Grundtvig havde udviklet i 1830?erne, og så den beskedne husmandshøjskole, som Kold åbnede ved Ryslinge på Fyn i 1851.

Kold brugte en landbohusholdning som organisatorisk model for sin skole, og den blev den fremherskende i højskolebevægelsen. Forstanderen var som en bonde – han ejede eller forpagtede oftest skolen – hans kone var madmor, og lærerne var ansat på samme vilkår som tyende.

Til sin 70-års-dag i 1853 blev Grundtvig tilskyndet til at være lidt mere konkret. Han fik en stor pengegave af en bred kreds af venner i Danmark og Norge øremærket til grundlæggelsen af en "Folkelig Højskole, som skal ordnes efter Deres Bestemmelser og bære Deres Navn", som det hed i gavebrevet. Grundtvig købte et par år senere en grund nord for København, byggede en skole og kaldte den Marielyst efter sin elskede anden hustru, Marie Toft.

Den åbnede i 1856. Den blev aldrig nogen nævneværdig succes. Grundtvig havde ikke stunder og måske heller ikke vilje til at engagere sig. Han holdt lejlighedsvis et foredrag dér, men overlod driften til andre. Hans mest mindeværdige indsats er hans brillante sang skrevet til skolens åbning, "Hvad Solskin er for den sorte Muld, er sand Oplysning for Muldets Frænde", et prægnant udtryk for hans anti-elitære uddannelsespolitiske program.

I 1890, da Grundtvig for længst lå i sin grav, var skolen imidlertid trængt af hovedstadens vækst, og den selvsupplerende bestyrelse valgte at flytte helt ud på landet, til Lyngby.

Her byggedes efter arkitekt Harald Lønborg Jensens tegninger en rigtig grundtvigsk skolebygning. Den grundtvigske arkitektur foretrak teglsten, granit og træ. Martin Nyrop, der tegnede Københavns Rådhus, var en eksponent for denne stilretning. Det har igen intet med Grundtvig selv at gøre. Æstetik interesserede ikke Den Gamle.

Hvorom alting er, afspejler Grundtvigs Højskole i Lyngby med sin monumentale karakter den grundtvigske højskolebevægelses ubeskedne selvforståelse. I detaljerne genkender man stilmæssige referencer til den nordiske oldtid, der spillede så stor en rolle i bevægelsens historieforståelse.

Skolen var nabo til Frilandsmuseet, der i 1930?erne udvidede sin virksomhed. Skolens bestyrelse valgte at afhænde ejendommen til museet. Til erstatning erhvervedes den velrenommerede, men økonomisk trængte Frederiksborg Højskole, som siden 1937 er blevet drevet som Grundtvigs Højskole Frederiksborg.

Tilbage i Lyngby står et hus på det helt rigtige sted, men anvendt til et helt forkert formål. Den gamle og slet vedligeholdte højskole er i dag værkstedsbygning for museets håndværkere og udgør ikke en del af udstillingen. Man skal spørge sig for, hvis man vil se den.

Frilandsmuseet var oprindelig et museum for byggeskik på landet, men har i stadig højere grad rettet sin opmærksomhed mod landbokulturen i en bredere forstand. Det er ironisk, at det i mange år var planen at rive Grundtvigs gamle højskole ned. Den tanke at sætte en højskole på museum har åbenbart været meget fjern.

Det er blevet stadig mere uforståeligt, for netop højskolebevægelsen var en helt central del af landbokulturen, og Grundtvigs Højskole ville som en del af Frilandsmuseets udstilling være en perle i museets samling og i tilgift et af de få huse, som faktisk er oprindelig hjemmehørende på matriklen.

kultur@k.dk