Ove Korsgaards turistguide til Grundtvig er et spøjst koncept, men det fungerer fantastisk godt

Korsgaard sætter Grundtvig højt. Han var ikke bare en åndelig landsbyhøvding, men en europæisk intellektuel, som kan sammenlignes med Rousseau, Kant, Hegel, Burke med flere

Ove Korsgaard sætter Grundtvig højt. Han var ikke bare en åndelig landsbyhøvding, men en europæisk intellektuel, mener han. –
Ove Korsgaard sætter Grundtvig højt. Han var ikke bare en åndelig landsbyhøvding, men en europæisk intellektuel, mener han. – .

Der er personligheder, tænkere og forfattere, der er så store, at de har status af ”seværdigheder”. Man ved, at de er der, og en gang skal man nok opsøge deres værk. Ellers vil man føle, at man har forspildt sit liv, i hvert fald i lille skala. Det kan også være, at man har været der tidligere, men det er længe siden nu, og man orker ikke helt rejsen igen, men så at drømme sig tilbage gennem en bog…

Ove Korsgaard har lavet en turistguide til Grundtvig. Det er et spøjst koncept, men det fungerer fantastisk godt. Han har valgt tolv stationer (emner) på sin guidede tur: Hvad tænkte og skrev Grundtvig om nationen, almuen, det moderne, medborgerskab, skolen, kirken, de fremmede, kvinden, følelser, kamp, oplysning og menneskesyn. Der skamrides ikke en bærende vinkel eller forceres en stor syntese; man kan tænke selv, falde lidt ind og ud, mens guiden taler. Det er en god og sympatisk form.

Kunne han ikke lige så godt have kaldt det en introduktion? Jo, men introduktions-genren er lidt problematisk, fordi den prætenderer at kunne sige det hele på meget mindre plads, end ophavsmanden selv havde brug for, eller at kunne sige det væsentlige i en komprimeret fremstilling. Grundtvigs værk er enormt, og man kan tage ham til indtægt for allehånde synspunkter, og der vil altid være mere at sige, og på den måde virker det mere redeligt med denne rundgang. Det er også forfriskende ikke at få repeteret de velkendte biografiske data og hovedidéer i den velkendte rækkefølge.

Denne anmelder er på ingen måde Grundtvig-ekspert, min stærkeste raptus havde jeg nok i gymnasiet da Ebbe Kløvedal Reichs bog ”Frederik” gjorde et stort indtryk på mit modtagelige sind. Så jeg kan ikke udfordre Korsgaard på hans udlægninger. Bogen er god til den forudsætningsløse læser, men også til den læser, der kender lidt til stoffet. Gennem tiden har man måske oparbejdet forskellige mellemværender og udeståender: det dér med, at Grundtvig havde sagt, at Guds datter skulle fødes i Danmark, var det bare noget Ebbe Reich fandt på? (Nej). Og er det rigtigt at Grundtvig var så nationalistisk, at han nærmest var racist? (Nej). Alle de små sten, man har fået i skoen – nu kan man få taget skoen af og få dem rystet ud. Sådan er det at læse ”Grundtvig rundt”.

Korsgaard sætter Grundtvig højt. Han var ikke bare en åndelig landsbyhøvding, men en europæisk intellektuel, som kan sammenlignes med Rousseau, Kant, Hegel, Burke med flere. Det er store ord, men der lægges vægt bag i gennemgangen. Han var dog ikke et geni, der kom ud af intet. Det er karakteristisk for Grundtvig, at han tog intenst livtag med alle sin samtids væsentlige problemer. En meget urolig samtidshistorie spejlede sig i ham. På den måde bør han tale særligt til os i nutiden, der gennemlever en tilsvarende urolig periode, hvorimod hans direkte arvtagere, grundtvigianerne, sejlede i mere rolige vande. Uden at Korsgaard siger det direkte, sporer man mellem linjerne en drøm om, at vores tidsalder også kunne frembringe politikere og tænkere af det helt store format.

Grundtvig var både stats- og nationsbygger. Han kritiserede stands- og klassesamfundet og ville løfte almuen til et folk gennem oplysning, herunder også historisk og poetisk oplysning. Han havde eminent sans for kulturens betydning, hvor vi i dag står famlende over for, hvordan folk kan løftes, og skærer brutalt ned på kulturen.

Korsgaard har et kritisk blik for Grundtvig-”bashing”, hvor den gamle gøres ansvarlig for typiske danske dårligdomme som anti-intellektualisme og slaphed i uddannelsessystemet. Det er helt urimeligt. Grundtvig var livet igennem oplysningstænker (med en romantisk farvning). Han fik idéen til folkehøjskolen ved et besøg på et kollegium på universitetet i Cambridge. Han var på ingen måde en blød pædagog og skal ikke gøres ansvarlig for reformpædagogikkens fejlgreb,

Et fremtrædende emne i bogen er Grundtvigs religiøse frihedssyn, som er så radikalt, at det selv i dag kan være svært at forstå. Han angreb enhver sammenblanding af kirkelige og borgerlige forhold og talte for, at vi skulle have statskirke på et ikke-konfessionelt grundlag, det vil sige som en juridisk-økonomisk ramme med plads til calvinister, katolikker, kvækere, jøder med flere. Man kunne ikke forpligte fremtidens slægter på en bestemt tro som den evangelisk-lutherske. Grundtvig bliver dog i dag identificeret med den konfessionelle folkekirke, han argumenterede imod og ikke den konfessionsløse folkekirke, han argumenterede for.

Grundtvig var nationalist, men Korsgaard indskærper, at nationalisme den gang var en progressiv ideologi vendt imod standssamfundet. Det er først efter Grundtvig, at nationalismen bliver dels konservativ, dels ideologisk ekstremistisk i mellemkrigstiden. Der er således heller ingen grund til her at angribe Grundtvig for senere tiders udskejelser.

Han mente som Hegel, at historien bevæger sig fremad, og ”hvad sandhed er, må tiden vise”, som det hedder med et citat som også er blevet bogens motto. Og han mente også som Hegel, at det er kamp og strid, der er åndens fremtrædelsesform. I en flot afsluttende perspektivering inddrager Korsgaard den ellers i dag næsten glemte hollandske kulturforsker Johan Huizinga og hans teori om leg, spil og symbolsk kamp som en civilisatorisk grundform, og Korsgaard bruger ham imod nutidens radikal-konservative tanker, inspireret af den tyske statsteoretiker Carl Schmitt, der i perioder gjorde sig som Hitlers kronjurist. Disse tanker går ud på, at en position vendt imod en fjende er den uopløselige grundformel for politik i enhver forstand, og at fjendskab derfor aldrig kan ophæves. Her siger Korsgaard med Grundtvig og Huizinga og Hal Koch, at ”fjenden” inden for demokratiets regulerede og konsensuelle ramme altid er en modspiler, der er en vigtig partner for ens egen kamp for sandheden. Et absolut sammenstød mellem kulturer eller civilisationer kan derfor ikke være en evig skæbne.

Der kunne siges meget mere om ”Grundtvig rundt”, og sådan er det jo med den gode guide-bog. Hvad kan man ikke også finde af tips om hemmelige passager og listige steder? Den giver både viden om fortiden og inspiration til nutiden, og nu vil jeg sætte den op på en plads i stuen, hvor jeg til hver en tid nemt kan gribe ud efter den.